Anmeldelser
af Danske digtere i det 20. århundrede,
4. udgave, bind 1
Nedenfor
lægges anmeldelserne af Danske Digtere bd. 1
frem i fuld længde - efterhånden som
tilladelserne til at gøre dette løber
ind.
Til anmeldelsen i: Information,
Jyllands-Posten,
Ekstra
Bladet,
Kristeligt
Dagblad,
Weekend-avisen,
Gymnasieskolen
Politiken (5/10 2002)
Danmark dejligst
Af Bjørn
Bredal
Et sted hos Marie
Bregendahl går en dreng så tavs og
grubler. Da hans tvillingebror spørger, hvad
han tænker på, lyder svaret: "Naar a
tænker, saa tænker a altid paa det
samme". Hans Otto Jørgensen citerer stedet i
sin fint portrætterende (og
selvportrætterende) artikel om Marie
Bregendahl her i det ny, tredje og sidste bind af
'Danske digtere i det 20. århundrede'.
Værket er
udkommet efter det kierkegaardske princip om at
leve forlæns og begribe baglæns, thi
først fik vi tredje bind, 'Fra Kirsten
Thorup til Christina Hesselholdt' (1970-2000),
så andet bind, 'Fra Morten Nielsen til
Hans-Jørgen Nielsen' (1940-1970) og nu
altså det første, som skulle blive det
sidste: 'Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen'.
Hvilken rigdom.
Dansk litteratur i det 20. århundrede har
niveau og mangfoldighed, så man føler
sig privilegeret over at kunne dansk. Og det
må siges først og uanset indvendinger,
at det værk, der nu står færdigt,
formidler en glæde og entusiasme over
1900-tallets litteratur, som kun kan smitte.
Værket vil gøre nye generationer til
kyndigere læsere, og det fortjener Anne-Marie
Mai og hendes hold tak for.
Første
kapitel er helliget Henrik Pontoppidan, der
således lægger grunden som gigant en i
århundredet, og det skal bestemt ikke
anfægtes. Da slet ikke, når kapitlet er
skrevet med en sådan kompetence og
indlevelse, som Jon Helt Haarder lægger for
dagen. Han har (hvad man så desværre
savner hos lovlig mange af de andre
speciallitterater): et greb . Og hans greb er at
tage os med op på et højt bjerg
allerførst -, den Alpe, nemlig, hvor
Lykke-Per og hans Jacobe står, da de en kort
stund er lykkelige: "Saa gik de Arm i Arm langsomt
videre, stigende opad i det flammende Solskin,
ombølget af Foraarets stærke og vilde
Aroma". Hvordan kommer en forfatter videre herfra?
Og hvordan kommer de to elskende ned i lavlandet?
Det er Jon Helt Haarders gode og
grundlæggende spørgsmål, som han
besvarer ved at tage sin læser rundt på
en guidet bjerg- og dalvandring i det
pontoppidanske. Et mønstereksempel på
det 'forfatterskabsportræt', værket
gerne vil videreudvikle fra Georg Brandes'
'forfatterportræt'.
En fremragende
læsning, men også med det lille minus
in mente , at de biografiske oplysninger,
skønt mikroskopiske, tydeligvis tjener som
nøgle til dele af forfatterskabet. En
problemstilling, som gør sig langt grovere
gældende i adskillige andre artikler, f.eks.
Hans Otto Jørgensens allerede nævnte:
Man vil ikke, bestemt ikke, fremstille sagerne, som
om "livet var årsag og kunsten var virkning",
men man kan godt nok næsten alligevel ikke
lade være, og så får vi
altså nogle sjove portrætter, hvor
sparsomme (og dermed utilfredsstillende)
biografiske oplysninger tilhviskes læseren,
som så mindeligt bedes om straks at glemme
dem igen, for det er jo værkerne, ikke
forfatterne, det gælder. Pigen siger
biografisk nej, men hun vil heller' sige jo ...
Hvad tænker
redaktionen på, når den tænker?
På det samme, monstro, som de tre
foregående hold, der havde deres bud på
værket i henholdsvis 1951-55, 1965-66 og
1980-82? Næppe. Hovedredaktør
Anne-Marie Mai og hendes hird af primært unge
akademiske litterater har haft et fuldt afsluttet
20. århundrede at gå om bord i - tyve
års mere litteratur end Mette Winge og Torben
Brostrøm havde at bekymre sig om, da de gav
deres bud på værket omkring 1980. Det
giver nødvendigvis andre til- og fravalg,
men det giver også et andet perspektiv,
navnlig fordi Mai og co. ligesom lægger den
litterære kikkert til side og ser på
århundredet med det blotte øje:
så de tætteste ting altså ser
meget, meget store ud.
Bemærk blot,
hvad der står som fratiler : alt i alt fra
Henrik Pontoppidan til Christina Hesselholdt.
Sådan er proportionerne. Der har allerede
været en del debat om det bind, der
dækker den nyeste periode. Og nu kan debatten
fortsætte med afsæt i det samlede
værk, som naturlig- og nødvendigvis er
endnu mere ude af proportion. Lad os nøjes
med at sige det på den måde, at der
ikke er blevet plads til et selvstændigt
kapitel om Johannes Jørgensen her i bind 1,
mens derimod ti-tyve højst nulevende
forfattere og forfatterspirer, hvis respektive
produktioner ikke når over 75 sider, i bind 3
får selvstændige kapitler i tidens
særlig stilistiske kombination af panegyrik,
ingeniørsprog og citater fra franske
filosoffer.
Sådan er det
bare, og jeg synes personligt ikke, det er så
slemt, for disse forfatterskaber og deres
hjemmegående litterater er jo en del af det
litterære landskab i disse år, men
værket foregøgler på ingen
måde, at de er hele landskabet. Jeg synes, at
vi får så god og kvalificeret besked om
Pontoppidan, Bregendahl, Jensen, Blixen, Hultberg,
Andersen, Hansen, Christensen (sæt selv
fornavne på) og hundrede andre, at jeg godt
kan klare den lidt komiske afspejling, der
altså også er af de aktuelle magt- og
snobforhold i den lille litterære republik.
Hvormed ikke sagt, at værket ikke kunne
tænkes anderledes. Det kunne det da, og hvis
nogen tør gøre et femte forsøg
om f.eks. halvtreds år, så vil
proportionerne nok være faldet mere på
plads. Til den tid vil man måske også
turde tage springet helt væk fra det
biografiske, så det er værker, og kun
værker, der er udgangspunktet: Mon så
ikke, at Jørgen Frantz-Jacobsens 'Barbara'
vil blive forundt mere end en bibemærkning
under William Heinesen?
Og mon ikke
også, man til den tid vil have frigjort sig
fra det skønlitterære kompleks, som
gør, at store litterære
kunstværker ikke kan omtales, medmindre: 1)
de er en del af en såkaldt professionel
forfatters produktion og 2) denne forfatter har
legitimeret sig ved at skrive digte, romaner eller
andet skønt. Altså: Knud Rasmussens
slæderejser, Carl Nielsens 'Min fynske
barndom' og så videre: Jeg vil nok mene, at
den slags værker burde være svære
at undlade i en beskrivelse af det 20.
århundredes danske litteratur, skønt
det altså lykkes her og mange andre steder.
Nu må det
så ikke glemmes, at de tre digre bind om
'Danske digtere i det 20. århundrede'
også indeholder tre kæmpestore
tværgående essays, i alt vel omkring
250 sider, af hovedredaktør Anne-Marie Mai.
Det er kyndige, tankevækkende og stærkt
stimulerende tekster, som skal læses,
både fordi de samler op på nogle af de
tendenser og forfattere, der ikke fik eget kapitel
(f.eks. Johannes Jørgensen og symbolismen)
og for deres viden, indsigt og smittende
litteraturglæde. De skal derimod ikke
læses for deres tilbagevendende passager om
et Uidentificeret Flyvende Objekt, som Anne-Marie
Mai har set og åbenbart går og
tænker på, når hun tænker:
'Det formelle gennembrud'. Dette gennembrud skulle
være afløseren til Georg Brandes'
moderne gennembrud; det skulle "indledes i
årene lige før 1970" og tælle
"forskellige slags postmodernistisk digtning,
herunder minimalisme, popkunst, surrealisme,
konkretisme, situationisme, nyrealisme og
erfarings- og brugslitteratur". Her er det vist
politikeren Anne-Marie Mai, der taler,
Litteraturrådets formand, som gerne vil hente
alting ind under sine vinger og helst med et
Schwung, så det lyder som Brandes.
Men med al respekt:
Det holder ikke en meter med sådan et
gummibegreb. Og det holder slet ikke, når det
ved videre læsning går op for
én, at kun hvis man ret har begrebet
storheden i generationen omkring Helle Helles og
Christina Hesselholdts forfatterskaber, har man
også begrebet storheden i Mais begreb om 'Det
formelle gennembrud' - hvilket skulle sætte
én i stand til at læse hele den
moderne litteratur fra midten af 1800-tallet og
frem på en ny måde. Det er af led og
lave. Hvilket være sagt med behørig
beundring for både Helle og Hesselholdt, som
jeg læser med fornøjelse. Jeg synes
bare, Anne-Marie Mai misbruger dem og deres
generation til et akademisk nummer, der ikke rigtig
er belæg for. Georg Brandes er ikke til at
komme uden om i en litteraturhistorie, der begynder
år 1900. Og han er naturligvis også den
målestok, man gerne vil skrive sig op og ned
ad, når man som Anne-Marie Mai holder
forelæsning om hovedstrømninger i det
20. århundredes danske litteratur.
Nyeste udgave af
'Danske digtere' kan i al ydmyghed godt være
sin samtale med Brandes bekendt - og man kan
så håbe, at dens redaktion og de mest
teknokratiske af dens litterater med tiden
får et lige så selvironisk forhold til
deres formalisme, som Brandes havde til sin
modernisme jævnfør et af værkets
mange velvalgte citater: "Jeg er kun en gammel
Romantiker, der har brugt hele mit Liv til at
bekæmpe Romantikken".
OP
IGEN
Information (4/10 2002)
Den lille
tankestreg
Af Klaus Rifbjerg
1931 -
Nu da tredje bind
af den fjerde udgave af Danske digtere i det 20.
århundrede er kørt i remisen og
waggonerne er ved at falde til ro efter det
definitive bump, står passageren in casu
læseren tilbage med svirrende hoved og
blafrende ører, for det er en ordentlig tur,
han har været på, og forvirringen
bliver ikke mindre, når man tager i
betragtning, at det foreliggende bind er nummer
ét af tre dvs., at godsvognen er
indtrådt før tenderen, hvilket ikke
reducerer følelsen af være offer for
et alvorligt jetlag.
Mens man klarer
hovedet og prøver at finde balancen, melder
et spørgsmål sig: Hvem er værket
skrevet for? Ikke for Maren i Mosen kan man roligt
slå fast, hvis man kaster et blik på
følgende to udsnit af henholdsvis Frederik
Stjernfelts artikel om Thøger Larsen og
Frits Andersens om Johannes V. Jensen. Spænd
sikkerhedsbælterne: "I denne strofe
præsenteres et tilbagevendende poetisk greb i
Larsens kosmologiske hymner: den bratte
ændring i skala, der tillader, at lokale
sansninger indlejres i kosmologiske overblik og
på én gang giver de første
perspektiv og de sidste sanselig konkretion.
Samtidig ledsages skalaskiftet af en
sanseliggørelse af naturen, en
animalisering, der på samme tid
levendegør den objektive fysiske natur og
objektiverer det sansede subjekt, der i zoomet
fremstår som blot et molekyle i dette sansede
kosmos. Den kriblende muld bliver indgang til hele
solsangens kiastiske subjekt/objekt-struktur, hvor
'Genfødelsens svangre Tider' er
karakteriseret ved én og samme
begærsstrøm, der gennemstrømmer
natur såvel som iagttager." Og Andersen om
Jensen (Kongens fald): "Romanen er fuld af
tableauer, hvor det traditionelle vanitasmotiv i
nature morte-billedet tolkes mytologisk. Alt er
underkastet døden som en irreversibel,
ødelæggende og meningsløs
'Faldets lov'; men alt tager samtidig del i en
altomspændende reversibel cyklus, som
genføder det faldne i ny og renset form."
Okay, jeg kan godt
forstå, hvad d'herrer mener, og jeg er heller
ikke så moset som Maren og tror, at man i
faglig sammenhæng ikke har lov til indimellem
at forfalde til faglig argot. Der er da heller ikke
noget i vejen med hverken Stjernfelts eller Frits
Andersens tolkning og beskrivelse af henholdsvis
Thøger Larsen og Johannes V. Jensen og deres
kunst, men der er noget underligt i, at
litteraturfolk, som netop sætter sig for at
fremhæve danske forfatterers suveræne
behandling af det danske sprog i både lyrik
og prosa ind imellem stiver sig selv af med et
tolkningsudstyr, der synes indhandlet i en
sygeplejeforretning, hvor man specialiserer sig i
kunstige lemmer og brokbind. Efter hovedvirringens
afslutning og mens stilheden falder, kan man
så konstatere, at fjerde udgave af Danske
digtere i det 20. århundrede Bind 1
fortrinsvis henvender sig til litteraturstuderende
og gymnasieskolens duksefraktion og undervisere
plus det universitære og pressemæssige
formskærerlaug, som jo ganske afgjort skal
imponeres.
Det er der for
så vidt ikke noget underligt i - alle
rekrutteres fra eller stiler imod samme sfære
- alligevel kan man (jeg) ikke lade være med
at ærgre sig (mig) over, at et så
fremragende værk på et så
højt niveau og med så storartede
pædagogiske hensigter på grund af den
valgte metode og stil forhindrer sig selv i at
nå ud til dem, man også kunne
tænkes ville være energisk
interesserede i at få noget at vide om den
litteratur, der er skrevet netop for dem i
årene fra 1900 til 1940. Tro ikke andet:
forfattere skriver for at blive læst,
forfattere skriver for publikum, forfattere vil
gerne i kontakt, forfattere vil læses,
også derfor er formidlingen
altafgørende, så hvorfor træde
sig selv over tæerne? Frits Andersen siger
det så kønt om Johs.V: Hvis han ikke
havde skrevet røverromaner, ville Kongens
fald ikke være blevet valgt til det tyvende
århundredes bedste roman! Han taler i samme
åndedræt om romanens indlemmelse i
kanon som en vidunderlig skandale, for Kongens fald
er ingen 'ordentlig' roman i klassisk forstand, men
en ophobning af skilderier bestemt af
årtidernes og vejrligets skiften altså
en slags sjælemeteorologi eller snarere et
digt lagt ud som prosa. Her fingererer man ved
nøglen til mange af bogens tolkninger - mest
radikalt hos Lars Bukdahl, der overbevisende
udlægger Scherfigs Det forsømte
forår og Den forsvundne fuldmægtig som
knitrende poesi på prosa! Samme hedspore
får naturligvis hevet både Storm P. og
P. Sørensen Fugholm op i den flyvende trapez
og gør dem til oversete avantgardister og
banebrydende sprogfornyere sammen med en
håndfuld revyforfattere og pudsenmagere, hvad
han ikke skal have utak for, selvom man - efter at
have rømmet sig - kan synes, der er nok
så megen revolution i På Memphis
Station som i gikken-gakken-guffen.
Sprechstallmeisterinden
over dem alle, professor Anne-Marie Mai tager ved
værkets optakt læseren i kraven til en
ordentlig kehraus, og hvis man ikke omkommer af
åndenød undervejs, kan man godt have
fornøjelse af redaktørens ny
fornemmelse for altings storartethed. Det er
virkelig Kong Volmers vilde ridt gennem
detailskoven, for ikke alene skal alt det, der ikke
behandles i bogen, med, der skal også
gøres rede for periodens politiske,
teknologiske og sociale udvikling, den udenlandske
påvirkning, mediekulturens forvandling
etc.etc. Og man var et skarn, hvis man ikke tog
hele herligheden til sig, for man får noget
at vide og faktisk i et sprog, hvor både
Maren og jeg kan være med.
At det kan lade sig
gøre at skrive ligetil og få det hele
med, viser Pia Juuls nøgterne artikel om
Agnes Henningsen, der som bekendt var den fri
kærligheds præstinde og dermed
vitalismens bannerfører - hvad hun ikke blev
særlig lykkelig af, selvom hun var god til at
lade som om. At hendes søn, Poul (der
hellere ville have været søn af Georg
Brandes end af Carl Ewald) opfandt sin lampe, for
at hans mor ikke skulle kunne se alt for mange af
sine rynker (og vi andre næsten ingenting)
hidser ikke Lars Handesten op til at skrive
særligt muntert eller oprømt om PH,
der var ikke så lidt af en sprogfornyer (ud
over hvad han ellers var) og betydeligt morsommere
end den stakkels Harald Landt Momberg, som sammen
med den så godt som uspiselige Broby-Johansen
og hans Blod forsøges indpasset som
væsentlige figurer i den danske modernismes
(eller postmodernismes) udviklingshistorie, selvom
der ikke er ret meget kød på det
poetiske ben.
Jeg ville have
forsvoret, at jeg nogensinde skulle læse
endnu en artikel om Karen Blixen, men Tone Selboes
essay er faktisk inspirerende ved sin
uanfægtede rolighed og indsigt, og jeg synes
i det hele taget, de kvindelige bidragydere
står sig godt i sammenhængen, og at det
er fint med indforståede læsninger af
kvindelige forfattere som Marie Bregendahl, Astrid
Ehrencron-Kidde, Tove Meyer, Hulda Lütken og
Sonja Hauberg for slet ikke at tale om Karin
Michaëlis, der snart må få sin
store biografi ikke mindst med henblik på
hendes antinazistiske indsats og store hjælp
til oppositionelle kræfter i Det Tredje Rige
og de tusindtallige skarer af flygtninge, det
skabte. Bind 1's pièce de résistance
er efter min smag Frits Andersens gennemgang af Tom
Kristensens liv & levned, kunst og
konstruktioner med særlig vægt lagt
på maskespillet og digterens utallige
forsøg på at løbe fra den
væsentligste kerne i skaberværket, som
ikke var den påtagede kling-klang
ekspressionisme, men langt snarere den bagrusens
gråhed, hvori man kan se sol, måne og
stjerner og James Joyce, men først og
fremmest sit eget svedige åsyn i spejlet.
Ecce homo!
Værkets
billedmateriale er - som det hedder - et kapitel
for sig, og jeg vil bede læseren om at se
godt efter og først og fremmest lægge
mærke til digternes hænder. Selv Knud
Sønderbys overraskende kraftige næve
magter ikke helt at skjule den dræbende
cigarets sitren i den ene hånd, men ellers
løber følsomheden helt ud i
fingerspidserne på de lange, slanke
hænder, der er skribentens
værktøj og afslører en
hyperfølsomhed, man sagtens kan kalde
androgyn og mene som en udmærkelse. Som Frank
Jæger skrev. "Entréz, barbér
med våde kvindehænder!"
At læse
Danske digtere i det 20. århundrede er
naturligvis særligt udfordrende for
én, som er part i sagen og ikke mindst
underligt, fordi man (jeg) har kendt og været
sammen med så mange af de forfattere, der
omtales og afrettes i Bind 1. Mest sympatisk i den
forbindelse er hver enkelt bidragyders indlysende
ønske om at give det valgte eller
pålagte emne liv og betydning. Ingen bliver
ladt i stikken, selvom det kan være
svært at hejse denne og hin op af
brønden og demonstrere vedkommendes
vigtighed i sammenhængen. Man kan ligefrem
høre Erik Skyum-Nielsen puste, mens han
haler i Paul la Cour.
Men de var der
altså alle sammen engang med skæg og
hår og bumser og komfurrøv og rynker
og den lille bindestreg efter årstallet, som
i litteraturhistorisk sammenhæng betyder, at
man er i live endnu. Jeg var meget ung journalist,
da den 90-årige Agnes Henningsen tog mig i
hånden, så vi sammen kunne sidde og
kissemisse lidt i den himmelseng, hendes søn
havde snedkereret til hende. Både H.C.
Branner og Sven Møller Kristensen var der og
sørgede for, at intet uanstændigt gik
i svang. Jeg er også blevet skældt ud i
avisen af både Otto Gelsted (han kaldte mig
"rebusdigter") og af Scherfig, (der opfattede mig
som "én af modernismens dødsryttere"
) Min debutbog blev anmeldt af Jacob Paludan og Kai
Friis Møller. Efter at have læst
digtet Tømmermænd mente den
førstnævnte, at jeg godt kunne
fortjene en Hof til mine to albyler, og Friis
Møller udnævnte Under vejr med mig
selv til en moderne pendant til A Rake's Progress
(en opera af Igor Stravinskij, red.). Og der var
andre, og de er døde. Men Ejler Bille lever
endnu, og han kan en sang fra det surrealistiske
tidsskrift Linjens tid, som begynder med de
uforglemmelige linjer:
Det slips som
Gustaf fik af Gud
har Gustafs moder
strøget ud... Hvem Gustaf var og alle de
andre, kan man læse sig til i det grandiose
værk - hvis man altså kan. Hvad jeg
håber, for der er megen klogskab og
underholdning at hente, selvom man for det meste
fornemt holder anekdoten på afstand. Denne
her får dog lov til at slippe med: Det var
Per Lange, klassicisten over alle, der stod model
til Jastraus skandaløse spark mod
uhængsskabet i Stenosgade. Lange
påstod, at så flot, som sparket var i
Hærværk, var det ikke i virkeligheden.
Det er det jeg siger: Forløsningen ligger i
kunsten, den er altid bedre end virkeligheden.
Næsten altid. p.s. Det fremgår af et
billede og en tekst i bogen, at J. Chr.
Jørgensen var medlem af Valbyparnasset
omkring Første Verdenskrig, men det kan ikke
passe, så må han jo være
død. Måske er han død, han
befinder sig i hvert fald i Ekstra Bladets
åbne massegrav.
OP
IGEN
Jyllands-Posten (4/10
2002)
Danske digtere
sejlet i havn
Af Lars Ole
Sauerberg
Med udsendelsen i
dag af bind I, afsluttes Gads Danske digtere i det
20. århundrede. Udgivelsen startede med bind
III , hvorpå bind II fulgte sidste år.
Der er på en
måde en vis symmetri i, at bind I om
århundredets knap første halvdel
afslutter udgivelsen. Da den første udgave
af Danske Digtere så dagens lys i 1951 under
redaktion af Ernst Frandsen og Niels Kaas Johansen,
var det jo i sagens natur netop kun denne
første halvdel af århundredet, der
kunne skrives om.
Samlingen af
små afhandlinger baseret på
individuelle forfattere blev imidlertid en så
populær udgivelse, at den i 1955 måtte
udvides med en ny samling.
Siden kom en 2. og
en 3. udgave af værket. I 1965-66 redigerede
Frederik Nielsen og Ole Restrup, mens redaktionen i
1980-82 var lagt i hænderne på Torben
Brostrøm og Mette Winge. Hver gang med
forskellige ommøbleringer på det
danske Parnas.
Mens 1. udgave bar
den lidt videnskabeligt-tunge undertitel En
række monografier, så har
redaktør Anne-Marie Mai til denne 4. udgave
valgt ordet forfatterskabsportrætter. Det er,
skriver hun, for at knytte tråden tilbage til
Georg Brandes, der frem for nogen mestrede det
levende og engagerende forfatterportræt. Men
mens Brandes i sin tids tradition lagde
vægten på kunstneren som menneske,
så har godt 100 års
litteratur-teoretisk debat siden da sat fokus
på værkerne. Deraf udviklingen fra
forfatterportræt til
forfatterskabsportræt, selvom metaforen
derved nok bliver en anelse anstrengt.
Yngre
garde
Mai har foretrukket
at bruge lutter nye skribenter. Der skal friske
synspunkter til. Aldersmæssigt er det da
også karakteristisk, at kun en enkelt
bidragyder er født før 1950. Der er
på den måde ingen, der kan siges at
have et førstehåndskendskab til den
periode, der behandles i bind I, mens mange derimod
er mere eller mindre gift med perioden i bind III.
Mai har valgt en
opdeling af det 20. århundrede i perioderne
1900-40, 1940-1970 og 1970-2000, og har kaldt dem
henholdsvis Moderne digtning, Virkelighedens
udfordring og Det formelle gennembrud.
Sådanne præcise årstal vil
naturligvis kun være retningsgivende, hvad
der dog også fremgår af praksis i
værket.
Men det have
måske været bedre med de lidt vagere
Fra århundredskiftet til 40erne eller
lignende, for at afspejle litteraturen som noget
organisk og ikke strengt mekanisk. Man kan nok
også over for de tre overskrifter indvende,
at de er meget vage. Specielt med hensyn til den
sidste Det formelle gennembrud kan berettigelsen af
etiketten diskuteres. Men det er indlysende, at
symmetrien til den indgroede benævnelse Det
moderne gennembrud i 1870 må have været
for fristende.
Bind I er, som de
øvrige, disponeret med
forfatterskabsportrætterne først,
fulgt af en ca. 100 sider lang litteraturhistorisk
oversigt skrevet af redaktøren, og afsluttet
med diverse hjælpeværktøjer:
årstal,
litteraturpriser, litteraturhenvisninger,
navneregister, værksregister og fotoliste.
Det er nyttige værktøjer.
Billedstoffet lider af den irriterende mangel, at
kun motivets personer og eventuelt årstal er
angivet, men ikke lokaliteten.
Teatret
Redaktørens
litteraturhistoriske oversigt er ordnet tematisk
under en række overskrifter: Internationale
interesser, Mellem gammelt og nyt, osv. Det
fungerer vældig fint, selvom systemet
kæntrer ved sidste afsnit, der behandler et
specielt medium, teatret. Hvorfor teatret ikke
kunne have været med under det tematiske, er
ikke oplyst. Denne oversigtsdel af værket,
der i lighed med enkeltbidragene er velafbalanceret
og velskrevet (en uheldig sprogblomst som "I denne
optik intoneres" hører til undtagelserne),
nøjes ikke med at behandle tiden til 1940,
men trækker ofte linjen helt op til nutiden.
Det er udmærket, for så vidt vi
får et panorama over hele århundredet,
men det tager naturligvis pladsen fra en mere
dybtgående behandling af den relevante
periode.
Det er
bemærkelsesværdigt, at
oversigtsartiklen næsten gør en dyd ud
af at argumentere for det synspunkt, at dansk
litteratur i perioden ikke synes at have haft meget
at gøre med udenlandske litteraturer, men er
gået sin egen nationale vej. Vi taler trods
alt om den periode, hvor modernismen bragede
igennem ude i den store verden, med Paris og Berlin
som de store magneter. Det anføres, at
oversættelser var længe undervejs og
derfor uden megen betydning. Læste danske
digtere ikke udenlandsk?
Ude og
inde
Tanken med den
efterhængte litteraturhistoriske oversigt er
ifølge redaktøren den, at man efter
endt læsning af portrætterne kan
få dem sat i sammenhæng, hængt op
i galleriet, så at sige. Men en sammenligning
af den lange oversigt med portrætterne
rører ved noget helt centralt i
værket: hvem der er med og ikke med,
både generelt i forhold til
litteraturhistorien og relativt i forhold til de
tidligere udgaver. Det er således lidt
underligt at læse i
litteraturhistorieoversigten side 490, at Hans
Hartvig Seedorff var "et af de helt store lyriske
navne i det andet tiår af århundredet",
og så se forgæves efter ham i
portrætdelen. Han var med i 1. og 2. udgave,
men ikke i 3.
Det vil føre
for vidt her at forsøge en sammenlignende
analyse af forskelle og ligheder i udvalget
foretaget af fire redaktioner over en periode
på 50 år. Det er ganske forudsigeligt,
at der vil vise sig navne, der dukker op i alle
fire udgaver. De vil udgøre den kanon, som
der nok er udstrakt enighed om har været
vigtige for både samtid og eftertid. Så
vil der være nogle, der engang var med, men
ikke er det mere, og omvendt. Begge
bevægelser vil understrege, at
udvælgelsen er et spørgsmål om
de prioriteringer, som den til enhver tid
værende redaktion har foretaget.
De fleste
læsere, der kaster et blik ned over
indholdsfortegnelsen, vil nikke genkendende til
størstedelen af navnene, undre sig over
nogle, de ikke kender til, og ligeledes undre sig
over fraværet af andre, som de mente burde
være med. Det er nok interessant at
registrere tilstedeværelsen af Astrid
Ehrenchron-Kidde, Harald Landt Momberg, Bodil Beck
og Tove Meyer. Siger de nogen noget i dagens
Danmark? Robert Storm Pedersen, Rudolf Broby
Johansen og Poul Henningsen er også med, men
er de mest kendte i en strikt
digter-sammenhæng? Allerede i det generelle
forord tales der om, at værket "koncentrerer
sig om den professionelle skønlitteratur og
dens forfattere". Bortset fra den debat, ordet
"professionel" vil kunne udløse, kan man
spørge, om de 3 nævnte går ind
under betegnelsen?
Og så er der
lakunerne. Foruden nævnte Hans Hartvig
Seedorf kunne mange læsere nok savne
30'er-realister som Knuth Becker (der ganske vist
får en fyldig behandling i Mai's
oversigtsartikel) og Leck Fischer. Og hvad med
Valdemar Rørdam? En elsket nationaldigter,
der ganske vist blev fradømt ære af
sine kolleger i opgøret efter
Besættelsen og døde kort efter, men
alligevel havde plads i 2. udgave i 1950, men ikke
i 3. og 4. udgave.
Kvinderne
Ud af i alt 46
forfatterskabsportrætter er de 10 af
kvindelige digtere.
En justering i
forhold til 1.udgaven med dens i alt 68 digtere,
hvoraf 10 kvinder. Statistikken halter ganske vist
en smule, for periodedækningen er ikke helt
identisk, men alligevel.
Kanon-diskussioner
kan føres i det uendelige, så vi vil
herfra nøjes med at sige, at udvalget, som
alle mulige udvalg af den slags, ikke bør
læses som sandheden om fortiden, men snarere
som symptomatisk for en bestemt opfattelse hos den
litteraturhistorieskrivende nutid. En afledt
diskussion kan føres om valget af skribenter
til de enkelt portrætter.
I dette bind er
det, med undtagelse af Hans Otto Jørgensen,
Pia Juul og til dels Lars Bukdahl, udelukkende
professionelle litteraturkritikere eller
litteraturhistorikere, der har bidraget. Tidligere
var det i høj grad forfattere om forfattere.
Det siger en del om udviklingen i forholdet mellem
Parnas og Akademi.
Det må
konkluderes, at det er fint med opdatering af et af
dansk litteraturhistories centrale værker.
Redaktionens trosbekendelsen går ud på,
at litteraturen er mangfoldig og bør
betragtes og nydes som sådan. Bind I gnistrer
af entusiasme og engagement og vil sikkert kunne
give stof til fornyet og fornyende læsning af
nogle ikke helt så gamle danske klassikere og
geninddragelsen af nogle mere eller mindre glemte.
På
længere sigt vil det dog nok blive mest
interessant at læse Danske digtere i det 20.
århundrede ind i en sammenhæng med de
forudgående 3 udgaver, for også 4.
udgave siger mindst lige så meget om sin
samtid som om den fortid, der behandles.
OP
IGEN
Ekstra Bladet (29/9
2002)
Digtere i
hus
Af John Chr.
Jørgensen
Fredag 4. oktober
kan Anne-Marie Mai ånde lettet op. Den dag
ser det sidste af de tre nyskrevne bind om 'Danske
digtere i det 20. århundrede' dagens lys.
Dermed er fire
års hårdt redigeringsarbejde slut for
den 48-årige litteraturprofessor. Og den
danske læseverden er beriget med gedigent og
ajourført håndbogsværk om danske
digtere fra Henrik Pontoppidan til Helle Helle.
Godt 150 forfatterportrætter - eller rettere:
forfatterskabsportrætter, for artiklerne
handler først og fremmest om værkerne,
ikke om digterne liv. Skribenterne er yngre
litterater, mange med tilknytning til Aarhus
Universitet, hvor redaktøren er uddannet, og
Syddansk Universitet, hvor hun virker i dag. Nye
generationer, nye læsebriller, nye
synsvinkler. Sådan skal det være. Det
er på den måde, man holder traditionen
levende.
MAI OG BRANDES
De redaktionelle
principper kan selvfølgelig diskuteres. Mai
har valgt at sætte lys på den
formbevidste litteratur frem for den mest
læste. Seks sider om Lars Bukdahl og ikke et
ord om Leif Davidsen. Er det ræsonnabelt?
Ifølge Mai
begynder det tyvende århundredes danske
litteratur med Henrik Pontoppidan. Hvorfor så
ikke tage den jævnaldrende Herman Bang med?
Han satte den moderne tone.
Og overspiller
litteraturprofessoren ikke sine kort, når hun
sætter to skel i litteraturhistorien: et ved
'det moderne gennembrud', som Georg Brandes
introducerede i 1870, og et ved 'det formelle
gennembrud', et elastisk begreb, som Mai selv har
opfundet til alt det, der skete omkring 1970?
Sådan kan man
blive ved. Også med kritik af de enkelte
forfatterportrætter. Nogle er for sjaskede.
Andre kommer næppe ud over
campusgrænsen. Men det store flertal holder
en høj kvalitet, og det klæder
værket, at også digtere har fået
lov til at skrive med. I det nye bind Pia Juul om
Agnes Henningsen og Hans Otto Jørgensen om
Marie Bregendahl.
Redaktørens
afsluttende oversigtskapitler imponerer, og der er
lagt et prisværdigt arbejde i henvisninger og
registre. 'Danske digtere' er under alle
omstændigheder en udgivelsesbedrift af rang.
Anne-Marie Mai, mor for al dansk littteratur, kan
tage sig en slapper. Men se, om hun kan.
OP
IGEN
Kristeligt Dagblad (4/10
2002)
Al denne rigdom
Af Rikke
Rottensten
(Kristeligt Dagblad
har i modsætning til alle andre dagblade
bestemt sig til, at vi ikke må bringe
anmeldelsen i fuld længde, men et citat
går vist an)
Og det er
svært ikke at være lidt forelsket i
trilogien. Fordi man her sidder med en vidunderlig,
svimlende overflod af lykkelig begavelse: Alle
disse digtere er hver især kunstneriske
medskabere af et helt århundrede. De beskrev,
fortolkede, malede det for os, så selv vi,
der er født langt ind i det, og de, der end
ikke ville have nogen virkelig erindring om det,
har mulighed for at forstå og fornemme
det.
Det er da en
fantastisk gave! De fortjener en trilogi som
»Danske digtere« - og det gør
litteraturelskerne også.
OP
IGEN
Weekendavisen (4/10
2002)
Explicit
elskov
Af Jens
Kistrup
HVIS man ikke
kender ordet eksplicit - eller ikke ved, hvad det
betyder - er der rig lejlighed til at indhente det
forsømte i det nu afsluttede værk
Danske digtere i det 20. århundrede, det
første af de tre tykke bind udsendt
sidst.
Eksplicit dukker op
i ikke så få af førstebindets i
alt 46 forfatterskabsportrætter, der
dækker den lange periode fra
århundredskiftet til 1940, fra Henrik
Pontoppidan til Karen Blixen. I den norske Tone
Selboes artikel om den sidste - der mere handler om
motiverne i forfatterskabet "selv" - forekommer det
hele tre gange. Og i Pia Juuls ikke ubetinget
begejstrede præsentation af Agnes Henningsen
kan man om hendes erindringsromaner læse, at
hun "kommer så tæt på eksplicit
elskov, at hun må træde tilbage for at
kunne tale rent ud." Explicit elskov - det lyder
som en finere form for ekshibitionisme!
At
redaktøren Anne-Marie Mai og hendes mange
medarbejdere - næsten alle yngre akademikere,
de fleste universitetsansatte - nu har ført
den fjerde udgave af den danske
litteraturhistoriske klassiker til ende, kan man
kun ønske dem til lykke med. Vi hejser
flaget, råber hurra og klapper i
hænderne. Og hvis man ikke kan rose
Anne-Marie Mai for andet, er der i hvert fald al
mulig grund til at udtrykke sin begejstring for
hendes store oversigtsartikel om perioden, der
afslutter værket. Her kommer hun hele det
åndshistoriske kompas rundt - fra
livsanskuelsesdebat til revyviser og avisdigte, fra
prosa og lyrik til teater- og radiodrama. Et
glimrende opsamlingsheat med en så mangesidig
orientering, at hun er lige ved at tage
brødet ud af munden på sine
skribenter, som hun i øvrigt ikke altid er
enig med - Lars Bukdahls begejstring for den
avantgardistiske forfatter Robert Storm Petersen
køles mærkbart ned hos Anne-Marie
Mai.
Mens det
altså er helt på sin plads at rose
Anne-Marie Mai som litteraturhistoriker - med en
videre horisont end de fleste - er det svært
at forholde sig positivt til hendes praksis som
redaktør og manuskriptlæser. Og dermed
nærmer vi os værkets afgørende
problem: Hvem henvender det sig i virkeligheden
til?
Det kan - og skal
vel - læses som de yngre
litteraturhistorikeres fælles forsøg
på at nå ud til et stort publikum,
interesseret, men uden specielle
forudsætninger. Men som et sådant
forsøg er det kun delvis lykkedes.Det
terminologiske analyse-apparat, som er god tone
på universiteterne, er bevaret, men hvor
meget kan det bruges til i et folkeligt værk
som dette?
Og det er meget
karakteristisk, at forfatterskabsportrættet
lykkes bedst, når det - stik imod den
redaktionelle opskrift - allierer sig med
biografien. Det gælder for eksempel Knud
Bjarne Gjesings artikler om Jakob Knudsen og Martin
Andersen Nexø. At den ikke-biografiske
metode også kan vise sig anvendelig er der
enkelte eksempler på. Et af de bedste er
Anders Thyrring Andersens nyvurdering af
Jørgen Nielsen som modernistisk digter
frigjort fra, hvad der kaldes "de sædvanlige
trediveretiketter".
Vist er der mange
gode og beskedgivende artikler i Danske digtere i
det 20. århundrede. Der indledes flot med Jon
Helt Haarders gennemgang af Henrik Pontoppidans
forfatterskab - med udgangspunkt i Lykke-Per - og
med den nybagte doktor Dan Ringgaards analyse af
Sophus Claussens poesi og poetik. Derimod er jeg
ikke sikker på, at Frits Andersen har ret,
når han påstår, at det meste i
Johannes V. Jensens forfatterskab opstår ud
fra hans tilknytning til Himmerland - hvordan med
indflydelsen fra amerikanerne og fra Hamsun? Senere
tager han revanche i artiklen om Tom Kristensen med
hovedvægten på Hærværk, "en
avantgardistisk roman, måske Danmarks
eneste". Lars Bukdahl skriver om Jens August Schade
- "noget nær det eneste betydelige
eksperimenterende moderne forfatterskab i
1920ernes, 1930ernes og 1940ernes danske
litteratur" - og om Hans Scherfig, hvis stilistiske
(prosalyriske) gåde han prøver at
løse. Og de kvindelige lyrikere Hulda
Lütken, Bodil Bech og Tove Meyer genoplives
sagligt af de mandlige kritikere Lars Handesten,
Peter Christensen og Kaare Nielsen. For blot at
nævne nogle få af de mange.
MEN alt dette
opvejer ikke værkets to fundamentale
problemer. Det ene er det med terminologien, de
"faglige" fremmedord. I Frederik Stjernfelts
portræt af Thøger Larsen er der en hel
stribe sproglige nødder at knække:
oxymoroner, kataleks, fylogenetisk,
bio-futuristisk. Og så kan det jo være
meget godt, at han slutter af med en detaljeret
analyse af "Danmark nu blunder den lyse
nat".
Det andet problem
har at gøre med de yngre
litteraturhistorikeres lige lovlig hovskisnovski
syn på de ældre forfattere, de
behandler. Jacob Paludan må af Per Krogh
Hansen høre for sin konservatisme. H.C.
Branners forfatterskab kaldes af Nils Gunder Hansen
for tragisk og isønderrevet. Og Svend
Skriver er ikke rigtig gode venner med hverken Soya
eller Kaj Munk. I artiklen om Soya mangler omtale
af skuespil som Umbabumba, Chas og Efter. Og
Brudstykker af et mønster, To tråde og
30 års henstand nævnes kun lige
akkurat. Bedre går det ham med Kaj Munk,
skønt han overvurderer Cant og om Ordet kun
har at sige, at det handler om en ung kvindes
død, om miraklet ikke et ord.
Til gengæld
er Erik Svendsen til det yderste loyal over for
Kjeld Abell, men også hos ham må man
undre sig over den sproglige publikumsfjendtlighed.
Hør for eksempel, hvad han skriver om Knud
Sønderby, så svært kan det
siges:"I modsætning til kulturradikalismen er
Knud Sønderby mere tilbøjelig til at
tematisere massekulturens utopiske potentialer
fremfor ideologikritisk at dømme
fremmedgørelse og
artificialitet."
MEGET kan man
være uenig med Anne-Marie Mais
gammelkloge-umodne kritiker-hold om. Jeg synes for
eksempel, at Maria Davidsen undervurderer Piet
Heins gruk, og at Sonja Haubergs Syv år for
Lea er at foretrække for den efterladte
April, som Karen-Margrethe Simonsen kalder hendes
vigtigste roman. Men hvad jeg især savner
næsten overalt, er den følelse af
samtidighed med og accept af det fortidige, som
kunne have gjort perioden og dens digtere mere
levende. Alt for mange af aftiklerne
afspærrer sig fra publikum ikke alene ved
deres terminologi, men også ved at være
kritiske på fortidens bekostning. Er det en
forbrydelse af en digter at skrive for nuet, ikke
for evigheden?
Det reducerer
værkets brugsværdi. Og det
hjælper kun lidt, at Anne-Marie Mai indhenter
en del af det forsømte - Sven Lange og Henri
Nathansen burde have været portrætteret
- når hun på side 485 holder op med at
redigere og giver sig til at skrive selv. Til trods
for at hendes skelnen mellem det moderne gennembrud
(1870-1970) og det formelle gennembrud (efter 1970)
stadigvæk er for rummelig en etikette til den
delvis selvmodsigende mangfoldighed, hun
næsten som den eneste af bogens forfattere
skitserer omridsene af. Fra Henrik Pontoppidan til
Karen Blixen - hvad havde de egentlig
tilfælles?.
Og skal vi endelig
være smålige og rette fejl, bør
det nævnes, at Valdemar Vedel ikke var
professor, da han 1888 skrev artiklen "Moderne
digtning". At radioens første chef Emil Holm
ikke var, hvad vi kalder kongelig kammersanger.
Titlen skyldtes, at han 1913 udnævntes til
kammersanger ved den württembergske hofopera i
Stuttgart. Samt at sognepræsten ved Garnisons
Kirke ikke hed Olfert Richard, men Olfert Ricard.
Bagateller måske sammenlignet med de langt
større stilistiske spærringer, der
indimellem kan gøre læsningen til lidt
af en lidelse. Rent bortset fra de mange
læsere, der vil give op og stå af i
utide.
OP
IGEN
Gymnasieskolen
nr.22/2002
En stor bedrift,
men næppe en sejr
Af Niels
Martinov
Så er det
sidste bind af »Danske digtere i det 20.
århundrede« sendt på gaden.
Kronologisk set det første, da udgivelsen er
begyndt bagfra, så denne gang får vi
dækket forfatterrækken fra Henrik
Pontoppidan til Karen Blixen ind. For de tre bind
tilsammen handler det om knap to tusind sider
forfatterbiografier skrevet af vidende skribenter
tilføjet relevante oplysninger om udgivelser
og sekundær litteratur. Det er en bedrift!
Hatten af for det. Men er udgivelsen også en
sejr? Ikke helt. Hertil er den for uafklaret i
forhold til sin potentielle modtagerkreds. Hertil
har der været for mange artikler med en aura
af
universitetslærer-x-skriver-et-forfatterportræt-til-en-lille-kreds-af-indviede-for-at-demonstrere-hvor-mange-begreber-han-kender.
Hertil har springet været for stort mellem
den type skoleridt og så de sprogligt
fængende og indholdsmæssigt givende
artikler. Og selv om de sidstnævnte vel trods
alt har været de fremherskende, så
fremtræder de tre bind alt i alt som et
forbavsende (og alt for) uhomogent
produkt.
Spændvidden
(negativt forstået) er dog knap så
påfaldende i dette sidste/første bind,
enten fordi kritikken har haft den effekt, at
redaktøren har sendt manuskripter retur med
kravet om en ny gennemskrivning, eller også
fordi denne periode ikke har krævet helt
så mange superakademiske besværgelser
som det første/sidste bind. De fleste
portrætter har faktisk været en nydelse
at læse i dette bind, præget som de er
af en sproglig vitalitet og en næsten hektisk
meddelelsestrang. Skribenterne har ikke alene noget
på hjerte. De vil også gerne
fortælle det videre i en form, så de
(på én gang) formår at holde
fast i såvel læserens hjerte som
forstand. Tag nu bare portrættet af Henrik
Pontoppidan (af Jon Helt Haarder). Man suges ganske
enkelt ind i fremstillingen, her vil alle
Pontoppidan-interesserede øjeblikkelig blive
indfanget. Hvad enten man nu har bestået en
akademisk eksamen eller ej. Og der er flere af
næsten samme skuffe. Det gælder
portrættet af Sophus Claussen, Johannes V.
Jensen, Martin Andersen Nexø, Emil
Bønnelycke, Robert Storm Petersen, Otto
Gelsted, Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen,
Soya, Poul Henningsen, Hulda Lütken,
Jørgen Nielsen, Harald Herdal, H.C. Branner,
Knud Sønderby, Hans Scherfig for nu
bare at nævne dem, jeg havde mest
fornøjelse af. En anden (med andre
præferencer) kunne givetvis udpege andre
velgennemførte portrætter; én
ting vil vi dog nok alle undre os over: Er det
virkelig muligt at skrive så mekanisk
opremsende og gabende kedsommeligt om en forfatter
som Hans Kirk?
Det har moret denne
læser at iagttage, hvor forskelligt
skribenterne forholder sig til det biografiske
materiale. I nogle tilfælde minder det lidt
om nonnens omgang med sømandens
kønsdele, i andre portrætter skabes en
fascinerende syntese af liv og forfattergerning.
Så også metodemæssigt
trækker bindet på ret så
forskelligartede traditioner. Til sidst
følger redaktør Anne-Marie Mais
gennemgang af perioden. Hvad enten man nu finder
hendes opdeling af århundredets danske
litteratur i et moderne og et formelt gennembrud
for brugbart eller ej, så er der igen tale om
en fornem oversigtsartikel. At udgivelsen har
karakter af en stor bedrift, er der næppe
nogen, der vil bestride. Men en sejr kræver
noget mere: At være afklaret om de
potentielle modtagere.
OP
IGEN
|