Anmeldelser
af Danske digtere i det 20. århundrede,
4. udgave, bind 2
Nedenfor
kan man finde anmeldelserne af Danske Digtere bd. 2
gengivet i fuld længde, listet med de seneste
først. Bogen udkom 5/10 2001, præcis
et år efter bind 3, der kom 5/10 2000.
(Bemærk at angivelsen af, hvilken
avis/tidsskrift anmeldelsen har været bragt
i, ofte fungerer som link til
pågældende avis' netsider)
Listen er foreløbig, da der kommer flere
anmeldelser, ligesom nogle af aviserne endnu ikke
har givet tilsagn om, at vi må bringe deres
anmeldelse. Kommentarer til anmeldelserne
kan
afleveres her.
Webredaktør Haarder kommenterer
her.
Til anmeldelsen i:
Politiken,
Berlingske
Tidende,
Information,
Jyllandsposten,
Kristeligt
Dagblad
Gymnasieskolen
(nr. 23, 2001)
Modernisme og
realisme: Nyt bind af danske digtere
Af Niels
Martinov
Nyudgivelsen af
trebindsværket Danske digtere i det 20.
århundrede blev indledt baglæns med
bind III for et års tid siden, og nu er bind
II, fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen
Nielsen (med undertitlen: Virkelighedens
udfordring), netop blevet udsendt. Under
læsningen af de 45 forfatterportrætter,
bindet repræsenterer, dukker ordet vintage
igen og igen op i denne anmelders
bevidsthed.
Men ved
nærmere eftertanke må jeg dog alligevel
konstatere, at det vel næppe er rimeligt at
karakterisere en bestemt periodes forfattere som af
en særlig årgangskvalitet. Når
det kommer til stykket, forholder det sig vel
så enkelt, at det er de forfattere, man
læser som ung, der frem for nogen kommer til
at præge ens sind og derfor i årene
derefter uundgåeligt vil fremstå som en
i særklasse betydningsfuld aftapning. Men for
hovedparten af denne spaltes læsere er det jo
nok også - når det kommer til stykket -
netop dette binds forfattere, det handler om i form
af navne som Martin A. Hansen, Tove Ditlevsen,
Peter Seeberg, Villy Sørensen, Klaus
Rifbjerg og Inger Christensen - for nu bare at
nævne et par stykker. Så det er nok med
en større entusiasme og forventning en del
af os vil gribe ud efter dette binds
forfatterportrætter. Efterlader indtagelsen
så denne anmelder med den følelse af
velvære, som et glas vintage i flydende form
kan gøre det?
Både og. Det
fremgår hurtigt under læsningen, at der
er et bemærkelsesværdigt spring i
abstraktionsniveau fra portræt til
portræt. Gennemgangen af Ivan Malinowskis
forfatterskab bliver f.eks. lukket inde i en
akademisk form, han ikke fortjener, og som er helt
unødvendig, mens Frank Jæger
umiddelbart efter bliver beskrevet langt mere
nøgternt og indbydende. Når der er
så store spring i formidlingskvaliteten,
melder spørgsmålet sig
uundgåeligt: Hvilke retningslinier har
redaktøren opstillet for skribenterne, og
hvem er egentlig den primære målgruppe
for værket? Det er i hvert fald givet, at
læsningen kræver en del
forudsætninger, men jeg er på den anden
side ikke i tvivl om, at en dansklærer vil
have stor fornøjelse af at pløje sig
gennem de mange sider. Langt de fleste af
portrætterne er af en så høj
kvalitet, at vi professionelle igen og igen vil
vende tilbage til dem, ingen tvivl om det.
Portrætterne efterfølges af et cirka
70 siders efterord af redaktøren Anne-Marie
Mai, og her er det svært ikke at blive grebet
af hendes detaljerede gennemgang af for eksempel
tresser-modernismens erobring af det
litterære landskab som en konsekvens af den
nye virkelighed, det såkaldte
velfærdssamfund repræsenterer. Alt i
alt bliver konklusionen, at med så megen
generindret lyst og intellektuel stimulans har
dette bind II karakter af at være et tilbud,
det synes svært at afslå.
Politiken
(6/10 2001)
Den nøgne
virkelighed?
Af Bettina
Heltberg
Virkelighed som
kosmos' store bog, virkelighed som socialitet,
omverden og menneskelige relationer, virkelighed
som historiens vingesus, virkelighed som mening og
essens og symbolernes kraft, virkelighed som
nulpunkt og intethed«, skriver Anne-Marie Mai
i det andet bind af Danske Digtere i det 20.
århundrede. Hun fortsætter med at
angive virkelighedens mange positioner i yderligere
ni linjer endnu, men det vil føre for vidt.
Virkeligheden kan åbenbart være hvad
som helst. Hun har udvalgt generationen af store
danske digtere fra 1940 til 1970 til at være
virkelighedsskildrere »midt i virkelighedens
udfordring«.
Om dette emne
handler hendes velskrevne afslutningsessay, som er
en strømlinet tidsanalyse af
efterkrigsperioden, hængt til tørre
på de danske forfattere, som er blevet til
vor generations forfattere - vores mere eller
mindre samtidige vidner. Basalt må man
sætte et spørgsmålstegn ved
Anne-Marie Mais sammenfattende analyse og tiltro
til virkeligheden som den afgørende
motiverende faktor for forfattergenerationen efter
krigen. Det er indlysende, at krigen og efterkrigen
kom til at spille en vældig rolle for mange
af tidens digtere. Men der var også kunstens
tredje mulighed, som mange af Heretica-skribenterne
formulerede det - et standpunkt, som kan
sammenfattes i Bjørn Poulsens
Heretica-replik: »Kunsten skal forløse
virkeligheden i en kultur, som ikke længere
har nogen bærende tanke«. Der var med
andre ord i hvert fald mange virkeligheder at
forholde sig til - der var ideologikritik, ungdoms-
og kvindebevægelse, politisering og opbrud
fra den hjemlige verden.
Det var udviklingen
af velfærdssamfundet og den tvetydige afsked
med gamle normer, som fulgte på opbruddet.
Virkeligheden - jo, men hvilken? Sammenfattende
må jeg sige, at virkeligheden ikke er det
begreb, man ville vælge.
Måske snarere
opbruddet - og den interne konflikt. Hvad skulle en
klassisk digtende Tove Ditlevsen (født 1917)
sige til attituderelativisten Hans-Jørgen
Nielsen (født 1941), eller til galningen
Johannes L. Madsen (født 1942) - ham med
digtsamlingen 'nedspildt spruttende syre', som
lovprises af Lars K. Bukdahl? Hvad sagde Frank
Jæger (født 1926) i sine sidste, meget
ensomme år til modernismen, som var
løbet af med hans virkelighed? Hvad ville
Anders Bodelsen (født 1937) sige til sin
konkurrent Klaus Rifbjerg - ja, hvad sagde han
faktisk i den fremragende, skinsyge roman 'Straus'?
Hvorfor gik han (hårdt, måske
også forkert sagt!) simpelt hen i stå i
begyndelsen af halvfemserne? Fordi hans
virkelighedsbillede nød fremme?
Sjældent,
tror jeg, har vi set en generation af danske
forfattere, som var så meget i indbyrdes
konflikt og strid. Det sælsomme ved perioden
er ikke så meget de danske forfatteres helt
forskellige opfattelse af, på hvilken
måde 'virkeligheden' skulle forløses -
men den omstændighed, at de levede - lever -
i ganske forskellige verdner. Først og
fremmest deres egne.
Meget kan der siges
om Georg Brandes og gamle Vilhelm Andersens udsagn
om litteraturen som kommentar til livet, men helt
ueffen er den forklaringsmodel nu ikke. Måske
kommer man ikke vidt omkring med gamle dages
universitetslærdom om værket som en
krystal, hugget ud af tidsbillede og personlige
biografiske omstændigheder - men man kommer
da et stykke vej.
Her trækker
jeg vejret og begynder på det vigtigste: at
rose værket. Det er lykkedes Anne-Marie Mai
at finde de rigtige - ofte relativt ukendte -
skribenter til at skrive om de rigtige forfattere.
Mange af forfatterne er udvalgt efter skribentens
særlige smag og ønske - det
gælder f.eks. den førnævnte
Johannes L. Madsen, som vi måske ikke kender,
men som den jævnt hen udskældte
kritiker Lars Bukdahl gør
spændende.
Andre er med, fordi
det må de være. Det gælder for
eksempel Tove Ditlevsen, hvis liv var helt
afgørende for hendes kunst - Marie Lund
Klujeff virker ikke ligefrem megainspireret. Men
hvem, der er kommet med, er selvfølgelig
også redaktørens endelige valg - her
er Hans Lyngby Jepsen, som døde i år,
for eksempel udeladt, ligesom mange af tidens
lyrikere, selv om perioden netop var karakteriseret
ved et lyrisk overskud af de
sjældne.
Blandt dem, jeg
decideret mangler, er også Hans Scherfig,
hvis 'Forsømte forår' udkom i 1940, og
hvis 'Frydenholm' kom i 1962 - men han kan
måske være med i et andet bind - det er
lidt uklart, hvem der egentlig står hvor. Og
hvornår det bind så udkommer?. Vi fik
sidste år 'nutiden' (fra Kirsten Thorup til
Christina Hesselholdt), og til næste år
udkommer 'fortiden' (fra Henrik Pontoppidan til
Karen Blixen). Er Scherfig fortiden, og har vi ham
så til gode? Er Poul Henningsen fortiden? Vil
det vise sig, at han ikke var virkelighedsfikseret?
Og ikke reagerede på efterkrigen i
Danmark??
Hvad skal man
kræve af det gode
forfatterskabsportræt? Den almindelige
læser vil gerne have noget mere at vide, end
det hun vidste, og synspunkter som udvikler og
former ens syn på forfatterskabet.
I den henseende er
Peter Christensens portræt af lyrikeren
Morten Nielsen helt eminent fortræffeligt.
Han gør opmærksom på, hvordan
digtene af Morten Nielsen forhindrer læserens
forståelse af krigstiden i at stivne og
stagnere.Morten Nielsen »viser tillid til, at
digtet kan begribe det meningsløse og det
ubegribelige«, og han både udpeger og
hudfletter sin rolle som digter - den strid, der
med Thorkild Bjørnvigs ord er dilettantens
hovedpude og artistens hovedpine.
Også
kapitlerne om Anders Bodelsen (Per Krogh Hansen) og
om Henrik Stangerup er glimrende - det
sidstnævnte skrevet af skandinavisten
på Amsterdams Universitet, Henk van der Liet,
som giver fanden i eventuelle forbud mod den
personorienterede skildring og behandler
forfatterskabet som en anfægtet selvbiografi
i romaner og essays.
Anne-Marie Mai har
gjort et stort og oftest helt vellykket arbejde med
at finde skribenter, som formår at
trænge ind i forfatterskaberne uden at
krænge sig selv ud mere, end godt
er.
Lad så
være, at den almindelige læser vil
stejle over begreber som apostrofisk henvendelse,
sproglige arkaismer, metaforicitet, topos og den
evindelige 'narration' - måske ville en
ordbog have lettet opslagene. Men metodisk og
grafisk er bogen en nydelse - også smukt
forsynet med portrætter af de forfattere, vi
egentlig elsker så meget, fordi de er fra
vores egen tid - og dermed i særlig grad
fortæller om os selv.
OP
Berlingske
Tidende
(5/10 2001)
Med ryggen til
virkeligheden
Af Jens
Andersen
Man får ind
imellem den kætterske tanke, at dansk
litteraturhistorie var bedre tjent med, at
skønlitteraturen bare skrev sig selv, og vi
lod det blive ved det.
Tanken melder sig
igen under læsningen af det nye bind af
»Danske digtere i det
20.århundrede«, der nu er på vej i
sin fjerde udgave siden 1950erne. Her kommer 45
forfatterskaber fra årtierne 1940-70 ud for
en så ujævn behandling af 28
litterater, at man undervejs må klynge sig
til Paul la Cour-citatet: »At være
digter er ikke at gøre digte, men at skabe
en ny måde at leve på«.
Man savner ganske
enkelt litteraturens utopiske dimension i alt for
mange af de 45 artikler, hvor især de yngre
danske litteraturforskere, som redaktør
Anne-Marie Mai har samlet om sig, ikke rigtig
formår at gå i ånden og
kødet på emnet. Man savner ikke kun
større viden, sproglig præcision og
skarpere fokus på forfatterne, men også
den kombination af nysgerrighed, systematisk sans
og fortælleglæde, der er drivkraften
bag et forfatterskabsportræt, som vil ind til
det særegne - »det fremmede sprog i
sproget«, som Proust kaldte det.
Stille eksistenser
i periferien af efterkrigstidens parnas,
såsom Uffe Harder, Robert Corydon, Maria
Giacobbe, Martha Christensen og Poul Vad, havde man
gerne lært at kende lidt bedre i denne bog.
Det sker bare ikke. Deres respektive
portrætter er for løse i kanten og
udgøres i for høj grad af parafraser
og citater, der så tætnes med klip fra
anmeldelser og avisinterviews. Men hvor er det rids
eller den forvridning, der skulle tilføre
portrættet dybde og glød?
Skygger af sig
selv
Den
ansigtsløse form for litteraturhistorie
støder man også på i
portrætter af folkekære forfattere som
Benny Andersen og Leif Panduro, der i lyset af
deres ellers så livlige litteratur skrumper
ind til små, tynde skygger af sig selv. Og
se, om ikke en litterær løvinde som
Elsa Gress falder fromt til jorden, mens hele
hendes litterære særpræg
fordufter i den form for biografisme, som Jon Helt
Haarder har fat i kraven på i sin veloplagte
gennemgang af Villy Sørensens forfatterskab,
hvor Sørensens skarpe skelnen mellem det
ligegyldigt private og det almentgyldige personlige
påpeges.
Det er lige
præcis »det personlige« bag de mere
generaliserende vurderinger, man savner på
sin lange vej gennem dette bind af »Danske
digtere i det 20.århundrede«. Og man
finder det heller ikke i gennemgangen af
epokegørende forfatterskaber som Klaus
Rifbjergs og Hans-Jørgen Nielsens. Her er
man som læser i selskab med Frits Andersen og
Lars Bukdahl, der hver på deres kringlede
måde får det til at se ud, som om
litteraturvidenskaben er langt større og
vigtigere end litteraturen selv.
Stakkels
gymnasiaster
Stakkels
gymnasiaster, der skal hente hjælp til en
forståelse af »Den kroniske uskyld«
hos Frits Andersen, hvor det hedder sig, at
romanens generationstema også kan ses - jeg
citerer - »som en uddrivelse af symbolismens
dobbeltkodede vision om digterisk transcendens -
enten et sted i det fjerne, fortolket
religiøst eller eksistentielt, eller i
digtningen selv, hvis blændværk
tilsyneladende kunne hele en antaget dualisme
mellem ånd og verden.«
Og bedre stillet er
man heller ikke, hvis man vil vide noget om Hans-
Jørgen Nielsens roman
»Fodboldenglen«. Hvad rager det
læseren af et stort opslagsværk, hvor
man forventer at høre kvalificeret, på
én gang myndig og forståelig snak om
periodens hovedværker og nyklassikere, at
Lars Bukdahl - jeg citerer - »ikke rigtig kan
komme op at trippe på Den danske Klassiker,
Fodboldenglen, den af alle elskede«. Hvad
bilder han sig ind?
Erik Skyum-Nielsen,
Anders Thyrring Andersen, Nils Gunder Hansen, Peter
Stein Larsen, Anders Raahauge, Per Krogh Hansen,
Flemming Mouritsen, Erik Svendsen og Jon Helt
Haarder gør, hvad de kan for at holde et
både fagligt og alment forståeligt
niveau. Set hen over 500 sider er det videns- og
formidlingsmæssige gab til de øvrige
skribenter bare for stort.
Hvordan professor
og chefredaktør Anne-Marie Mai har kunnet
acceptere så store kvalitetssvingninger i et
værk, der er forpligtet på vores
fælles kulturarv, er ikke rigtig til at
forstå. Selvfølgelig vil der i et
større opslagsværk altid være
forskel på artiklernes kvalitet, men at ti ud
af 45 portrætter lukker om sig selv og er
så godt som uforståelige for mennesker,
der ikke er indskrevet på Institut for
Litteraturvidenskab, samt at yderligere ti bidrag
trækker i modsat retning og bliver
overfladiske eller banale, er et uacceptabelt
facit.
Et af de
overordnede temaer, som litteraturen i årene
1940-70, ifølge professor Mais
udmærkede oversigtsartikel bagest i bogen,
kredsede om, var »virkelighedsproblemet«.
Vor tids danske litteraturvidenskab synes
især at have et »menneskeproblem«,
idet den lider af berøringsangst over for de
mennesker, som litteraturen skrives af, handler om
og retter sig mod. Bog efter bog. År efter
år. Som Elsa Gress sagde: »Menneskets
egentlige studium er mennesket.«
Hvornår
bliver den erkendelse en del af
litteraturvidenskaben?
OP
Information
(5/10 2001)
En hel del men
ikke det hele
Af Ingmar
Lemhagen
Det er nu et
år siden, at 3. del af det klassiske
værk Danske digtere i det 20.
århundrede udkom i sin fjerde udgave under
redaktion af Anne-Marie Mai. I dag udkommer 2. del,
som handler om tiden 1940-1970, og om yderligere et
år kan vi forvente 1. del om
århundredets fire første årtier.
Udgiverne begyndte altså med den samtidige
litteratur - perioden 1970-2000 - hvor de gav en
levende og rigt varieret skildring, der
præsenterede en række helt nye
forfattere, som endnu er lidt uskarpe i konturerne,
og fremhævede de forfattere, der debuterede i
1960'erne og 1970'erne, og hvis konturer blev
klarere med årene.
En polemisk
ide
Værkets
fremstilling bæres oppe af to
grundlæggende tankefigurer: *Forestillingen
om simultan mangfoldighed, dvs. at litteraturen i
den givne periode ikke kan beskrives ud fra
én eneste synsvinkel, men består af et
felt af strømninger og kombinationer af
skrivemåder. *Det formelle gennembrud - en
term, der skal samordne mangfoldigheden under et
progressivt aspekt. Mangfoldigheden viste sig lidt
overraskende at være en polemisk ide. I en
række tidsskriftartikler og bøger (som
Historier om nyere nordisk litteratur og kunst,
1999), har Anne-Marie Mai og andre forskere som
Anne Borup og Jon Helt Haarder, der begge medvirker
i 'Danske digtere', diskuteret, hvad man kunne
kalde 'modernismekonstruktionen' i dansk litteratur
og forsøgt at vise, hvordan denne
konstruktion har indsnævret synsfeltet, ja
rent ud sagt hindret forståelsen af visse
vigtige forfatterskaber. Torben Brostrøms
virke er blevet gransket ligesom Hans-Jørgen
Nielsens, og når Anne-Marie Mai anmelder Erik
Skyum-Nielsens Engle i sneen (Kritik 150), kan hun
ikke holde sig fra "at udtale et fromt ønske
om snart at slippe for den evindelige
udgrænsning af den gode og eksperimenterende
litteratur med rødder i slutningen af
60'erne og 70'erne. Må vi bede om hele vores
litteratur, og må vi be' om den nu!" Efter en
sådan gestus er det svært ikke at se
Mais redigering af 'Danske digtere' som et forslag
til, hvordan dette ønske kan opfyldes.
Portrætterne
bærer
'Danske digtere'
del 2 skildrer årene 1940-1970 og er
repræsenteret ved 45
forfatterskabsportrætter, heraf otte
kvindelige forfattere. Portrætterne er
præcis som i forrige bind arrangeret i en
løs kronologisk orden, fra Nielsen (Morten)
til Nielsen (Hans-Jørgen) -
sidstnævnte naturligt nok som den sidste i
rækken af 60'ernes skikkelser, som den
overgangsfigur han er. Her findes alle de kendte
navne fra Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen
til Per Højholt og Svend Åge Madsen -
men også mere særprægede
forfattere som Gynther Hansen og Christian Skov.
Kvinderne er Tove Ditlevsen og Elsa Gress, Cecil
Bødker og Martha Christensen, Maria
Giacobbe, Inger Christensen, Dorrit Willumsen og
Jytte Borberg. I alt 28 skribenter, inklusive
redaktøren, leverer bidragene. Syv er
kvinder. De fleste er hentet fra
universitetsverdenen. Denne gang kommer
forfatterportrætterne til at spille en
afgørende rolle for billedet af
litteraturen. Portrætterne er overordentlig
godt gennemarbejdede, nogle af dem rent ud
disciplinerede, men det er også der,
litteraturen får krop. Når Erik
Skyum-Nielsen på en gang barsk og
kærligt rusker op i Ole Sarvig; når
Mette Moestrup elegant giver volumen til Uffe
Harders stilhed; når Frits Andersen tager sig
den frihed at befri Klaus Rifbjerg fra en
række etablerede sandheder om hans
frigørelsesforsøg. Det er ligeledes i
portrætterne, man går i nærkamp
med begreberne. Ikke mindst bliver forskellige
modernismebegreber spillet ud mod hinanden.
Andersen ser modernismen som "et mangehovedet
uhyre" og viser, hvordan Rifbjerg forener realisme
og modernisme, og at hans værk er mere end
60'er-modernisme. Det samme gælder
ifølge Jon Helt Haarder for Villy
Sørensen. Haarder antyder i Kritik 143, at
det lige som for prinsen i eventyrerne er
forskerens opgave at redde teksterne "fra en
begrebslig glaskiste, der bærer etiketten
modernisme". Anders Thyrring Andersen insisterer
på sin side på, at Martin A. Hansens
praksis er modernistisk, selv om forfatteren selv
tager afstand fra modernismen som tankemodel, og i
Gorm Larsens portræt af Sven Holm bliver
forfatteren fremhævet for at have
bjærget sin modernistiske prosa fri af den
skrifttematiske afgrund i de seneste årtiers
tilbagevenden til novellen.
Nyt og
ungt
Sværere er
det at komme overens med Anne-Marie Mais
oversigtsartikel og den måde, den bruger sine
begreber på. Det skyldes i første
omgang, at den vil så meget. I den
foregående del handlede det for en stor dels
vedkommende om helt nyt materiale. I dette bind er
det en god gammel historie, som skal
fortælles på ny, og Anne-Marie Mai
vælger at præsentere sin oversigt under
overskriften "Virkelighedens udfordring". Hun
tænker naturligvis på situationen efter
Anden Verdenskrig, men også på den
gennemgribende forandring af samfundet og verden
uden for Danmark, som skulle komme - Virkeligheden,
der voksede som titlen var på en klassisk
60'er-antologi. Mai interesserer sig for det, som
er nyt og ungt: Ungdommens situation under Den
Kolde Krig, ungdomsskildringer i romaner,
ungdomsoprøret og frem for alt de unge
forfattere, som kæmpede for at få deres
bøger ud. Erik Thygesen med sin forankring i
60'ernes aktivisme blev i 3. del præsenteret
som "den første postmodernist". Lidt
mærkeligt (men pædagogisk!) bliver
samme Thygesen også til en central skikkelse
i skildringen af efterkrigstidens stemninger, som
først og fremmest aftegner sig som noget,
man gerne vil lade bag sig. Selvfølgelig er
der også en gennemgang af 40'ernes
forfattere, Blixen og Heretica, men hvis man vil
have et begreb om tidens eksistentielt ladede
atmosfære bliver der brug for støtte
fra portrætteksterne. Men det er vel
også tanken. Ambitionen er egentlig at
få alt med eller i det mindste alt det, som
skal til for at give portrætterne en ramme:
Fakta og forlag, tidsskrifter og medier, genre- og
begrebsdiskussioner, samfundsudvikling, små
anekdoter og store linier, tematiske
læsninger. En række af periodens
forfattere må undvære deres eget
portræt. Redaktørens opgave er da i
det mindste at nævne de vigtige. I den
foregående del anvendte Mai et antal tekster
med træer som ledemotiv for at læse
nogle af dem sammen. Her er det en modernistisk
tolket dyresymbolik, som bærer
læsningen oppe af forfattere som Orla
Bundgård Povlsen, Erik Knudsen, Poul
Ørum og Ulla Ryum.
Uklarhed om
perioden
I slutningen af
hvert afsnit drager Mai gerne paralleller frem til
90'erne. Interessant nok, men det skaber også
en vis uklarhed om linjerne i hendes egen
fremstilling. Når hun skriver "perioden", er
der nok tale om det tidsafsnit, der går fra
40'erne til 70'erne, men den virkelige periode i
Mais bevidsthed er hele den moderne danske
litteratur eller snarere de tekster, som omfattes
af begrebet om 'det formelle gennembrud'. Jeg
mener, at Mai ikke har bestemt sig for, om 'det
formelle gennembrud' går på udviklingen
inden for en kvalificeret del af litteraturen,
eller om det står for en forandring i hele
litteraturen. Hun tænker sig karakteristisk
nok et både-og. Og jeg tror, at hun har ret.
Det, som er sket i løbet af efterkrigstiden,
er en akkumulering af æstetisk erkendelse,
såvel blandt forfatterne som blandt
læserne. Den uskyld, som indleder perioden er
tabt og kommer aldrig igen. Derimod kommer det til
gentagne øvelser i glemsel og
hukommelsestab. Det er det ene aspekt.
Litterær erkendelse følger med hver
litterær tekst. Det andet aspekt er, at vi
ikke for den sags skyld skal høre op med at
tage stilling til og vurdere det, vi læser.
Mai vil holde feltet åbent for forskellige
læsninger, men det ville ikke være
svært at hævde, at den foregående
udgave, altså Brostrøms og Winges
version, giver et bedre billede af periodens
litterære mangfoldighed end Mais. Hos hende
står der ikke meget om skrivende arbejdere,
socialrealisme, kvindeoffentlighed eller
"ubehjælpsom brugslyrik". Mais udvalg baserer
sig på litterær vurdering. Det er en
ganske bestemt litteratur, som står hendes
hjerte nærmest. Konkret har Mai fremdraget
tre forfattere som eksempel på, hvordan
kritikere igennem en speciel 'optik' har skabt et
reduktionistisk billede af litteraturen: Dan
Turèll, Peter Laugesen og Klaus
Høeck. Hun vender tilbage til dem i denne
anden del og placerer dermed det vitale
udgangspunkt for gennembruddet til midten af
1960'erne med tredjefasemodernismen,
systemdigtningen, skrifttematikken og
attituderelativismen, men de termer vil hun ikke
anvende, eftersom hun mener, at de har bidraget til
at usynliggøre for eksempel Turèll,
Laugesen og Høeck. Hans-Jørgen
Nielsen får en stor del af ansvaret, fordi
"ikke alle unge digtere var lige velkomne" i hans
tredjefasemodernisme, han ville "hellere være
bannerfører for sig selv end for sin
generation." Med en sådan privatisering af
perioden forsvinder imidlertid muligheden for at
skildre den større sammenhæng, hvori
såvel Turèll, Laugesen og Høeck
som Hans-Jørgen Nielsen selv indgår.
Stor
nydelse
Trods Mais stadige
opmærksomhed på denne formelt
erkendende eksperimentelle linje i digtningen,
finder man ingen samlet fremstilling af den,
hvilket for en stor dels vedkommende beror
på, at bruddet mellem del 2 og del 3 sker ved
året 1970. Man kan omvendt hævde, at
Hans-Jørgen Nielsens indsats ikke er rigtigt
forstået, netop fordi han fyldte så
meget i landskabet. Man udtaler sig gerne om hans
person, men har svært ved at forholde sig til
hans værk. Det var problemet, mener jeg, med
den portrætbog, der udkom dette forår
på forlaget Spring, og hvor hans
generationskammerater forholdt sig så
tilbageskuende, og det først og fremmest var
nogle yngre skribenter, som gjorde et forsøg
på at tage stilling til, hvad han havde
skrevet. Derfor er det en stor nydelse at
læse det sidste portræt i rækken
af forfatterskaber - Lars Bukdahls om
Hans-Jørgen Nielsen. Det lykkes faktisk for
Bukdahl i hans intensivt alvorlige tekst at vise
enheden og konsekvensen i et forfatterskab, som
udadtil tager sig rastløst og kaotisk ud.
Bukdahls artikel har kun en brist. I sin
læsning af Nielsen og den hvide verden
forbigår han helt, hvad Nielsen skriver om
den svenske konkretisme. Den, som læser
bogen, bliver jo slået af, hvor nøje
han følger med i den svenske udvikling, og
hvordan det er hans udtalte ambition at gå
længere end sine svenske kammerater. En
lignende indvending kan også rejses mod Mais
oversigt. Der nævnes i forbifarten
møder med andre nordiske digtere, men man
forstår ikke rigtig hele denne udvikling,
hvis man ikke også sætter den ind i en
nordisk sammenhæng. Der fandtes i midten af
60'erne en ganske stor nordisk gruppe af nyskabende
forfattere, som stod i forbindelse med hinanden,
læste hinanden og oplevede sig som dele af en
fælles bevægelse. Det er denne
frembrydende litteratur, tror jeg, som Anne-Marie
Mai har villet skildre, og som hun giver navnet
'det formelle gennembrud'. Hele litteraturen
får man ikke, men man får en hel del.
OP
Jyllandsposten
(5/10
2001)
En håndbog
til fornøjelse
Af Preben
Meulengracht
Da Anne-Marie Mai
sidste år udgav bind III som det
første bind af den fjerde udgave af Danske
digtere i det 20. århundrede, kunne hun med
det rige udvalg af unge, til dels ukendte
forfattere gøre det både som en
afslutning af det gamle og som et gennembrud for
det nye. Denne effekt har bind II, der nu er
på gaden, ikke. Her er buketten af forfattere
næsten sammensat på forhånd,
hvilket til gengæld har sin særlige
pointe: Kun så kort tid skal der til,
før den litterære kanon falder
på plads.
Selvfølgelig
er der færre forfattere her end i tredje
udgave. Den nye skal jo spænde over flere
år. Nogle vil måske undre sig over, at
navne som Erik Stinus, Ulla Ryum og Ernst Bruun
Olsen er blevet henvist til parnassets skyggeside,
mens andre måske vil savne Henning Ipsen og
Dea Trier Mørch.
Til gengæld
er der blevet plads til lyrikeren Johannes L.
Madsen, som de færreste kender noget til. Han
skrev ikke noget de sidste 25 år af sit liv
og kan heller ikke kaldes lovende, eftersom han
døde sidste år.
Lars Bukdahl har
skrevet seks sider om ham.
Nye
læsere
Kanon ligger fast
og vil blive liggende.
Det nye er de
litteraturforskere, der har skrevet disse 45
forfatterportrætter. De er alle nye, og
derved mindes vi om, at dette værk, som vi nu
har i fire udgaver, ikke alene handler om digterne.
Det handler om mødet mellem digter og
litterat, og ned gennem de hundrede år
får vi således gennemlyst de vigtigste
forfatterskaber med de til enhver tid udvalgte
røntgenøjne.
Her er gode
muligheder for sammenlignende studier, og for
studier i den litterære tidsånd.
Egentlig savner vi nærmere oplysninger om
kritikerne, som vi får dem om forfatterne i
et appendiks. Den pli, der ligger bag denne
udeladelse, er naturligvis forståelig, men
det havde da været sjovt at se, hvor mange af
portrættegnerne, der hører hjemme i
f.eks. universitetsmiljøer.
Nu denne udgave.
Forfatterportrætternes forfattere kan
rundeligt karakteriseres som akademiske, unge eller
yngre, og nogle af dem skriver temmelig
indforstået. Hvem henvender de sig til? Mere
til den universitetsstuderende end til
gymnasieeleven. Måske mest til hinanden?
Ikke alle disse
forfatterportrætter er lette at læse.
Men de fleste kaster nyt lys over deres forfatter.
Nogle er spændende, endda underholdende. De
går ikke i polemik med herskende meninger. De
teoretiserer ikke ret meget. De medtager
forholdsvis lidt biografisk stof. Vægten er
lagt på værkerne, dvs. på korte
tolkninger og længere oversigter over
forfatterskabets helhed.
Lyst til ny
læsning
Gennemgående
giver artiklerne lyst til at gå i gang med
værkerne påny.
Tag f.eks. Anders
Thyrring Andersens artikel om Martin A. Hansen. Det
er ikke en af de nemme. Thyrring Andersen ser
Martin A. Hansens forfatterskab som spændt ud
mellem to poler: refleksionssygen og nu'ets
kristendom. Her er han tæt på Thorkild
Bjørnvigs afhandling om Martin A. Hansen,
Kains Alter, men nævner den ikke. Det
gør til gengæld Erik Svendsen i sit
portræt af Bjørnvig. Sådan
går der skjulte spor gennem bogen. Man kan
finde dem ved hjælp af de omfattende navne-
og titelregistre.
Det giver sig selv,
at de fleste af portrætterne er sympatiske.
Nogle rammer i særlig grad forfatterskabets
klangbund. Det gælder Anders Raahauges om
Frank Jæger. Her vækkes i fine analyser
tonen hos den engang så elskede digter.
På en ganske anden måde forsøger
Frits Andersen at indkredse det centrale i Klaus
Rifbjergs myldrende, omfangsrige forfatterskab. Han
gør det ved selv at dynge billede oven
på billede, samtidig med at han
forsøger at holde den litteraturhistoriske
kurs tværs over det bølgende hav.
Der er også
kritikere, der er trætte af deres forfatter.
Således Erik Skyum-Nielsen, der skriver om
Ole Sarvig og synes, at det, Sarvig siger i den
sidste del af sin digtning, har han sagt bedre
før. Ærlig tale, må man sige.
Periode-vue
Inden de meget
grundige registre kommer Anne-Marie Mais
udførlig litteraturhistoriske oversigt over
perioden fra 1940 til 1970.
Virkelighedens
udfordring kalder hun den og giver dermed plads til
det meste.
Her bliver
virkeligheden til mange ting. Udfordringerne
rækker fra de ideologiske i periodens
begyndelse, hvor Mai ikke glemmer et par
henvisninger til en nyligt overstået batalje
om Ole Wivels ungdomsdigte: - "man kan undre sig
over det nazistiske islæt i billedsprog og
holdninger i hans første digte;" - og
afsluttes med senere tiders marxistiske skisma
mellem videnskab og kunst. Der bliver også
plads til at trække hovedlinjerne op og til
at fremhæve en og anden forfatter og genre.
Det er i alle
henseender et storartet værk. Det giver
gedigen indsigt, både solide fakta og
pålidelig analyse, og gnisterne, der springer
i mødet mellem forfatter og litterat, er
oplysende. Det bliver en nyttig håndbog og en
bog, der også skal læses for
fornøjelsens skyld.
OP
Kristeligt
Dagblad
(5/10 2001)
Til gavn og
glæde
Af Rikke
Rottensten
1940'erne starter
med Morten Nielsen. Og derfor gør bind II af
»Danske digtere i det 20.
århundrede« det også. Adjunkt og
forfatter Peter Nielsen har skrevet et fyldigt
portræt med indlagte analyser af en af det
20. århundredes fineste og mest
betydningsfulde digtere. Det er krigs- og
koldkrigsbindet - 1940-1970 - der nu er udkommet,
og i det optræder forfattere som Martin A.
Hansen, Ole Sarvig, Anders Bodelsen og Svend Aage
Madsen.
Virkelighedens
udfordring er bindets undertitel og også
titlen på Anne-Marie Mais efterord om dansk
litteratur i perioden. For - fastslår hun i
efterskriften - »Refleksioner over kunstens
adkomst til virkeligheden blev en hovedsag i
litteraturen fra 1940 til 1970«. Uanset om det
så er virkeligheden som menneskelige
relationer, som kosmos, historiske begivenheder
eller som nulpunkt for eksistensen.
Bindet
præsenterer to af de berømte
nyrealister fra 1960‚erne med lektor Erik
Svendsens lovlig kortfattede biografi over
Christian Kampmann - det afspejler, at Kampmanns
forfatterskab desværre ikke regnes for
så interessant i øjeblikket - og
adjunkt Per Krogh Hansens mere grundige og
interessante om Anders Bodelsen, der
fastslår, at den produktive forfatter har
betydet mere for dansk litteratur end blot og bart
at gøre Nærum Butikstorv berømt
over hele landet - som Per Krogh Hansen siger ofte
er det, Bodelsen affærdiges med.
Det er virkelig de
vægtige navne, der er fremme i spalterne med
bind II. Uden for al den diskussion bind III kunne
rejse om udvægelsen af navne. Og samtidig er
det også fra nu af, at det begynder at blive
interessant at sammenligne og supplere med,
slå op i den gamle udgave af »Danske
digtere i det 20. århundrede« og have
den nye opslået samtidig. Hvem er blevet
prioriteret op? Hvem er røget ud? Og hvordan
ser man på forfatterskaberne 20 år
efter den forrige udgave af
værket?
Bind II er i lige
så høj grad som sin forløber et
vidunderligt, uundværligt værk, som det
vil være værd at abonnere på for
enhver litteraturinteresseret. Artiklerne ˆ
som for en stor dels vedkommende er skrevet af en
yngre generation af akademikere og formidlere - er
lette at gå til og komme igennem,
appetitvækkende også for indtagelsen af
det egentlige: værkerne bag
portrætterne. Men jeg er stadigvæk ved
at blive vanvittig over, at alle
forfatter-cv‚er er placeret allerbagerst
sammen med litteratur- og fotoliste.
Forhåbentlig kommer det ikke til at danne
præcedens for opslagsværker, for det er
en rasende irriterende og besværlig
konstruktion.
Men andre anker kan
jeg end ikke med min allermest kritiske vilje finde
ved værket. Tilbage er blot at vente på
det første og sidste bind, der skal favne en
broget forfatterskare fra Henrik Pontoppidan til
Karen Blixen.
OP
|
