Introduktion

NYT

Debatforum

Redaktion

Medvirkende

Artikler

Billeder

Kontakt


DD home > Artikler > Nogle bemærkninger om . . .

Per Krogh Hansen

Anders Bodelsen tur-retur - mellem realisme og modernisme

 

Der er både fordele og ulemper forbundet med litterære debatter og fejder. Fordelen er, at der kommer et bredt fokus på litteraturen - og at læserne får at se, at litteraturen er levende og faktisk skrevet af forfattere, som mener noget med det de laver. Ulempen at diskussionerne skaber nogle indgange til litteraturen, som det så siden kan være vanskeligt at slippe for. For selvom vi måske nok befinder os i en tid, hvor forfatteren ikke tilkendes afgørende betydning, hvad angår forståelsen af et værks værdi eller mening, så er det stadig godt mediestof, at få fat i mennesket bag bogen. Og det gør jo også arbejdet lettere for såvel anmeldere som læsere. Har en forfatter ytret sig om, at han eller hun synes litteraturen bør bevæge sig i den-og-den retning, så har man jo en slags dåseåbner til forfatterens egne værker.

Diskussionerne har ofte stået mellem 'modernister' og 'realister'. Sådan var det i 1960'erne, da ny-realister (Anders Bodelsen, Henrik Stangerup og Chr. Kampmann) rettede skytset mod konfrontationsmodernisterne, anført af Klaus Rifbjerg. Men allerede symbolismens opgør med naturalismen i slutningen af 1800-tallet kan i bakspejlet anskues på den måde. Og kampen er tilsyneladende endnu ikke afgjort, hvilket 1990'ernes store litterære fejde, den såkaldte 'radiator-debat', var et eksempel på. Lyrikeren Niels Frank proklamerede i 1987 en vis skepsis om, hvorvidt ordet radiator havde lyrisk potentiale. Den bemærkning samlede Klaus Rifbjerg op i sit synderegister fra 1994, hvori han polemiserede imod den unge verdensfjerne lyrik. Og da Jan Sonnergaard i 1997 udgav socialrealistiske noveller under titlen Radiator, var der da heller ingen, der var i tvivl om, at denne var ment som en direkte hilsen til den skrifttematiserende litteratur, fra en ung forfatter, som bestemt ikke følte sig for fin til at indskrive såvel radiatorer, Netto eller Fakta i sin kunst.

Den polemik labbede man lystigt i sig alle steder - i avisernes anmeldelser, på deres debatsider og i kulturtidsskrifterne. Overordnet set en meget sund øvelse, som ikke blot sætter fokus på samtidslitteraturen, men også (gen)åbner den vigtige diskussion om forholdet mellem litteratur og virkelighed. Men samtidig gav den grundlag for hårdhændede kategoriseringer: Niels Frank bliver stadig i den bredere offentlighed betragtet som en 'radiator-fjendsk' lyriker - til trods for, at han faktisk brugte ordet i sin digtsamling Tabernakel (1996), som i det hele taget er meget, nå ja, 'verdensnær'. Og hvad Sonnergaard angår, så er han i høj grad blevet fastlåst som en slags socialrealistisk opposition til Frank-fløjen. Men Sonnergaards Radiator-noveller er også stærkt antirealistiske, hvilket så godt som ingen ved modtagelsen gjorde noget videre ud af: Litteraturprofessoren, der opløser sig i plasma; spøgelserne på gangene på Københavns Universitet, osv. Og hvad selve titlen angår (Radiator), så har endnu så godt som ingen overvejet, om den kan betyde andet og mere end den blotte henvisning til Franks radiator. Og det kan den selvfølgelig. I samlingens sidste novelle er der indlagt en lille historie om en rig kvinde, som er hypotermisk (konstant frysende), som køber en anden kvinder, der er hypertermisk (overophedet) til at varme sin seng og dyner op. Historien peger tilbage på, de menneskelige relationers beskaffenhed i Radiators univers: De velstillede bruger de dårligt stilledes armod til at varme sig ved. Og får de ikke nok varme i første omgang, så 'skruer' de bare lidt op for dem. Presser dem, udnytter dem, sætter dem i situationer, hvor de står endnu dårligere.

 

Det er ikke første gang at en litterær fejde medvirker til, at en bog eller et forfatterskab fastlåses i en bestemt forståelse. Et pragteksempel finder vi i forbindelse med Anders Bodelsens forfatterskab.

På tværs af såvel de nyrealistiske gennembrudsnoveller fra midttresserne, som den lange række af spændingsromaner, det er blevet til siden Tænk på et tal (1968) er Bodelsen om nogen blevet identificeret som mellemlagets forfatter; en realist, hvis projekt var at dokumentere og undersøge de nye livsbetingelser, velfærdssamfundet medførte.

Hans kunstneriske gennembrud var forbundet med den kritik, som modernismen mødte i midttresserne. Først fordi han i 1965 blandede sig i kunstfonddebatten og opfordrede kunstnerne til at gøre noget aktivt for at få fjernet den kløft, som var opstået mellem dem og folket. Og året efter fordi han var blandt deltagerne i den såkaldte nyrealisme-debat. Anledningen var udgivelsen af den amerikanske forfatter Mary McCarthy's essaysamling Tværtimod (1966), hvor hun gør sig til fortaler for en miljøbeskrivende, reportageagtig og dokumen-tarisk roman. I et stærkt polemiserende forsvar for bogen, fik Henrik Stangerup rejst en diskussion mellem nyrealister og modernister. Bodelsen istemte blandt andet med kronikken "Facts - dødvægt eller poesi?" (Information d.3.-4.12 1966), som senere skulle blive betragtet som hans litterære manifest, og sammen med Christian Kampmann kom de tre til at tegne den nyrealistiske fløj i dansk litteratur.

Går man til litteraturhistoriske værker, periodepræsentationer eller forfatterskabsomtaler, er det også ud fra denne debat og de standpunkter, som her kom til udtryk, at deres indsatser beskrives: Bodelsens bidrag var - alment betragtet - at få Nærum butikstorv ind i litteraturen.

Stangerup fik forholdet mellem nyrealister og modernister beskrevet som en art konflikt, og debatten i både eftertiden og samtiden tog synspunktet til sig. Men set i et tilbageblik er Bodelsens bidrag faktisk mere midtersøgende. Han indleder med at tage afstand fra begrebet nyrealisme, som han finder diffust, og forsøger frem for at konfrontere de to positioner at finde deres fællesnævner. Han skriver: "Jeg tror moderne realister og modernister er enige om den opfattelse, at man må forstå kollektive konflikter igennem private konflikter, og ikke omvendt." Altså var den ny realisme og modernismen for Bodelsen to forskellige måder, at nærme sig en fælles problematik på. Men sammenligner man hans noveller fra 60'erne (Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967)) med for eksempel Klaus Rifbjergs samtidige novelledebut Og andre historier (1964), finder man dog åbenlyse forskelle. Hvor Bodelsen tager udgangspunkt i hverdagsscener, da er Rifbjergs meget mere radikale, og drejer sig om f.eks. blodskam, pædofili og uforløst homoseksualitet.

Denne forskel er oplagt en forskel i psykologisk interesse. Hvor Rifbjerg - og med ham mange andre prosamodernister i 60'erne - primært var dybdepsykologisk orienteret, var Bodelsen - og med ham andre nyrealister - mere rolle- eller socialpsykologisk indstillet. Bodelsen tager udgangspunkt i en konkrete situation, hvor hverdagsmennesket nærmest ved tilfældigheder havner i en krisesituation, hvor det viser sig, at nye kræfter og ressourcer kan mobiliseres. Hermed bygger han i og for sig videre på én af den 'gamle' realismes største dyder - han udforsker de sociale relationers mangfoldighed. Men med det nye element, mennesket ikke i samme grad betragtes som skabt af en social eller biologisk arv. Den nye situation - mellemlaget - er netop muligheden for at få eller skabe sig et liv, frigjort af slægten og den sociale forudbestemmelse, og for Bodelsen giver dette et direkte udslag i, at han så godt som aldrig beskæftiger sig med sine karakterers fortid. Vi møder dem, hvor de er. I den situation, de befinder sig i; den rolle de indtager i samfundets og kulturens spil.

Og at 'spil' er et oplagt begreb at bruge for at forstå Bodelsens værker, er tydeligt på flere måder. For det første giver han ofte helt konkrete spil - skak, skuespil, musik - centrale symbolske betydninger, som elementer, der illustrerer den spilnatur, der kendetegner det sociale liv.

For det andet fordi Bodelsen så åbenlyst fremstiller velfærdssamfundets nye sociale roller, som skal læres, efterprøves og udvikles.

En af de ofte læste noveller er "Signalet". En ung mand er flyttet ind i et nyt boligkompleks og i novellen får vi hans registrering af den komplekse omgangsform, som kendetegner livet her. Alle er nytilflyttede. Ingen tør tage den første kontakt til naboen - man vil jo nødig virke påtrængende - og en ny social samlivsform, hvor dem man bor op ad ikke længere er ens nærmeste illustreres. Fortælleren af novellen kendetegnes ved, at han i udbredt grad er reduceret til den rolle, han spiller i det sociale spil, som illustreres. Vi ved intet om hans erhverv, alder, familiære baggrund eller uddannelse - alt vi får er hans nøgterne registreringer af livsformen; af det spil, han skal indgå i, og som langsomt, samtidig med at det skabes, er under opstart.

I ideologikritikkens heydays læste man novellen som en beskrivelse af velfærdssamfundets fremmedgørelse, og fortællerens nærmest maniske nysgerrighed blev opfattet som udtryk for ensomhed. Men det giver teksten faktisk ikke noget belæg for, og man kunne lige såvel betragte den som en 'kunstnernovelle', hvori den realistiske forfatter gør sig til en del af det miljø, han vil skildre. Ikke kritisk, men registrerende. Læser man novellen på den måde, kan man sidestille nyrealisten Bodelsens opgør med modernismen med et andet opgør, som samtidig var ved at tage form, nemlig Hans-Jørgen Nielsens og attituderelativismens. Der er faktisk ikke så langt mellem de to slags livssyn. Hans-Jørgen Nielsens opfattelse af livsverdenen som et spil med regler og roller ligner åbenlyst den rolle- og socialpsykologi, som er gennemgående i Bodelsens forfatterskab.

Får man først blik for spilmotivet i Bodelsens værker, kan det efterhånden være vanskeligt at se andet. I dag ved vi alle, hvordan et butikstorv ser ud, og hvordan det er at bo i et forstadsboligkompleks. Men den socialisering og de rollespil, som kendetegner det moderne menneskes liv, er stadig lige vedkommende, og står derfor stærkere for nutidens læsere end de gjorde tidligere. I den store marxistisk-funderede Dansk litteraturhistorie fra 80'erne, nævner Søren Schou parallellen til attituderelativismen for første gang, men blot som en sidebemærkning. I en genlæsning af forfatterskabet (og nyrealismen generelt) i dag, er den det måske mest påtrængende element. Ikke kun i novellerne fra tresserne, men langt op i rækken af spændingsromaner.

Men hvorfor så man ikke denne relation fra starten af? Der er ingen tvivl om, at 60´er-debattens meget markante opstilling af det nyrealistiske projekt som antimodernistisk, bærer det væsentligste ansvar. For samtidig med, at den bragte realismen tilbage på den litterære dagsorden, fastlåste den nyrealismen i en måde at læse på, som det kan tage årtier at komme fri af. Men sådan er det så heldigvis også. Litterære fejder forgår, men litteraturen består. Til fortsat nylæsning. Og det er stadig en god idé at læse Bodelsen.

 

SDU HOME. 13. december 2001, Jon Helt Haarder