Danske digtere - i det 20. århundrede

Anne Marie Mai

Nogle bemærkninger om værkets to genrer

Danske digtere i det 20. århundrede benytter sig i den nye fjerde udgave af to genrer: den fortællende litteraturhistoriske fremstilling og forfatterskabsportrættet.

Teoretiske anfægtelser

Den nyere litteraturteori har anfægtet begge genrer og peget på deres karakter af konstruktion eller ligefrem fiktion. Den franske og angelsaksiske tekstteori har fra nykritikken og strukturalismen til poststrukturalismen problematiseret såvel litteraturhistoriografien som nybiografismens søgen efter analogi, genese eller kausalitet i forholdet mellem værk og forfatterperson eller værk og kontekst. Den moderne litteraturteoris fødsel er forfatterens død, som Seán Burke understreger det i sin afhandling Death and Return of the Author (1992). Burke diskuterer litteraturopfattelsen og forestillinger om forfatterpersonen hos Barthes, Foucault, Derrida og de Man og efterviser, hvorledes de på forskellig måde distancerer sig fra forstillingen om forfatterpersonens betydning for det litterære værk, ja i det hele taget fra en betragtning af forholdet mellem liv og værk som et relevant genstandsfelt. Også litteraturhistorieskrivningen anfægtes grundlæggende af den nyere litteraturteoris understregning af det litterære tekst ubestemmelighed og af det stadig mere abstrakte historiebegreb, som litteraturteorien afsætter i sin venden sig mod den tekstinterne analyse.

Alternativer til den traditionelle litteraturhistoriografi dukkede op i den amerikanske litteraturforskning midt i 1980´erne i form af den antologiske eller encyklopædiske litteratur-historieskrivning og den såkaldte »New Historicism«, der forsøgte at reformulere den historiske betragtning som en analyse af kulturel og litterær kontekst. Nyhistorismen opløser historien i historier, og funderer de historiske studier i oxymoroner mellem historiens tekstualitet og teksternes historicitet.

Stadig i brug

Er genrerne »forfatterskabsportræt« og »litteraturhistorieskrivning« teoretisk problematiserede, anses de til gengæld stadig af mange for at være nyttige. De benyttes i voksende grad, men brugen af dem forbindes i nutiden netop med en diskussion af deres teoretiske problematik. Litteraturhistorieskrivningen har i 1980´ene og 1990´erne levet i allerbedste velgående både i form af projekter, der sigter mod den nationale litteratur, verdenslitteraturen eller nordisk litteratur, og digterportrættet florerer som genrer både i litteraturhistorieskrivningens struktur og i en række centrale monografier om eksempelvis Ewalds, Thomasine Gyllembourgs, H. C. Andersens ogTom Kristensens forfatterskaber. Forfatterskabsportrættet møder vi også som en levende genre i nye litterære opslagsbøger, udarbejdet af ældre og yngre litteraturforskere om både dansk og udenlandsk litteratur; eksempelvis Gads Forlags kommende udgivelse, Litteraturens stemmer, og Munksgaard/Rosinantes Udenlandske forfattere, der begge udkommer i 1999. Jon Helt Haarder, der som ph.d.-studerende er tilknyttet arbejdet med Danske digtere i det 20. århundrede, skal netop undersøge digterportrættet som en vigtig formidlingsform.

Forskningsprojektet om Nordisk Kvindelitteraturhistorie I-V, er et eksempel på en litteraturhistorieskrivning, der belyser genrens problematik, idet projektet er blevet til i forlængelse af kritikken af de nationale litteraturhistorier og selvfølgelig især af den mandlige dominans i de nationale, litterære konstruktioner. Projektet kan på nogle måder parallelliseres med den angelsaksiske nyhistoricisme , idet dets udgangspunkt er et forsøg på at udfordre et traditionelt historiebegreb. Karakteristisk nok former sidste og afsluttende bind af Nordisk Kvindelitteraturhistorie sig som en encyklopædi med forfatterskabsportrætter og søger således på denne måde at fuldføre sin kritik af den traditionelle litteraturhistorie. Det sker altså paradoksalt nok ved, at værket tager den anden ligeså problematiserede genre i brug: forfatterskabsportrættet, der i øvrigt også er et vigtigt indslag i selve værkets fortælling om nordisk kvindelitteratur.

Teoretiker og forfatter

En interessant tendens, der er fulgt i kølvandet på den teoretiske problematisering af forfatterskabsportrættet og littetaturhistorieskrivningen, viser sig deri, at de centrale litteraturteoretikere begynder at overtage rollerne som vor tids store forfattere. Seán Burke lægger megen vægt på dette forhold i sin afhandling, og peger på, hvorledes Barthes, Derridas og Foucaults skrifter i voksende grad antager karakter af kunstnerisk litteratur, og hvorledes teoretikerne i lighed med den kunstneriske litteraturs forfattere bliver genstand for en omfattende fortolkende forskningsindsats og en placering i en mere traditionelt successivt konciperet teorihistorie. De forfatterskabsportrætter, vi skal arbejde med i Danske digtere i det 20. århundrede, kunne set fra Seán Burkes synspunkt være stadier på en vej ud af teori og læsning og ind i den kunstneriske litteratur. Seán Burke bemærker, at netop de moderne litteraturteoretikerne har opnået de store forfatterpersoners traditionelle privilegier: »No contemporary author can lay claim to anything approaching the authority that their texts have enjoyed over the critical establishment in the last twenty years or so«. Ja, hævder Burke, hvis vi var på jagt efter den mest forfattertro litterære kritik og forskning, behøvede vi ikke se gå længere end til sekundærlitteraturen om Barthes, Foucault og Derrida, som kendtegnes af det ene forsøg efter det andet på at rekonstruere deres tanker og ideer. En yderliger pointe bliver den, at det i højere grad er teoretikerne end forfatterne, der formulerer tidens æstetiske og eksistentielle problematik.

Georg Brandes

Men længe før både Barthes og Derrida var begyndt at bevæge sig på grænserne mellem teori og kunst, havde Georg Brandes hjemmevant færdedes netop i disse grænseegne. Han havde på dansk grund skabt digterportrættet, inspireret af en gryende fransk positivistisk litteraturvidenskab. Han slap ud af sin tids formelle kategoriserende udlægning af en hegelsk optik og realiserede sine nye ideer i frie fortællinger, der kunne veksle mellem betragtning af værker, strømninger og forfattere. Brandes stod egentlig ikke i en teoretisk mere sikker og tryg udgangsposition, end vi gør i dag; men kan vi mobilisere fortællemåder, der er inspireret af hans udogmatiske nysgerrighed i forhold til litteraturen og hans lyst til redeligt at fortælle og vise, må vi siges at være godt hjulpne. Det var jo i øvrigt netop denne nysgerrighed og lyst frem for noget andet, der viste sig at være hans grundlag. Det er faktisk kendetegnende for Brandes' portrætter, at karakteristikken af forfatterens personlige liv ofte fungerer som en åbning, der befordrer en ny tematisk eller formel karakteristik af forfatterskabet. Livet bruges som en analytisk befordrende metafor eller analogi, der kaster kontekstuelle fortællinger fra sig og derved fungerer som en narrativ drivkraft i fremstillingen. Beskrivelsen af forfatterens liv og levnet kan også give Brandes lejlighed til at bringe selve læsningen og sig selv som læser på bane. Det gælder eksempelvis hans fine Staffeldt-portræt, der i høj grad handler om forskellig slags læsning og om hans egen læsning af Staffeldt. Portrættet munder ud i en erindring om en ung Staffeldt-entusiast, der fremsiger digtene i en månelys nordisk nat, og den nordiske månestråle bliver både forfatterskabets og læsningens metafor. Månestrålen oplyser til slut det fine tekstspor, der fører tilbage til digtene og dermed til læserens egen beskæftigelse med forfatterskabet.

Selvbevidst litteraturhistorie

De teoretiske problematiserede genrer lader sig stadig bruge, men det er væsentligt at være sig deres teoretiske problemstillinger og grænser bevidst. I den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede er der lagt vægt på, at skribenterne skal lade genrens åbne tradtion og deres egen forståelse af litteraturen og forfatterskabet virke skabende sammen. Det tanken, at det fortsat skal være genrens særkende, at forklaringsmodellers entydighed viger for skribenternes redelige optagethed af forfatterskaberne og deres kontekst.

Det gælder også den indledende litteraturhistoriske artikel. Litteraturhistorien er ligesom digterportrættet i den paradoksale situation, at den teoretiske problematisering er blevet fuldt op af en række litteraturhistorieprojekter: fra Hans Hertels bredt anlagte verdenslitteraturhistorie og Klaus P. Mortensens, Erik A. Nielsens og Jette Lundbo Levys Litteraturhistorier til Pil Dahlerups nationale litteraturhistorie, der vil fokusere på det kunstneriske udtryks historie. Karakteristisk for alle disse nye fremstillinger er imidlertid, at de har brugt den teoretiske problematisering af genren produktivt og kritisk til at skabe en ny fortællende dymnamik eller nye fokus i fremstillingen. Også i forbindelse med de litteraturhistoriske artikler, der vil indlede hvert bind i Danske digtere i det 20. århundrede, vil der blive lagt vægt på, at den teoretiske problematisering skal befordre en udogmatisk og bevægelig historisk skildring, der vil vise forskellige opfattelser af perioderne og deres dominerende træk. De litteraturhistoriske artikler vil dermed også opvise den selvrefleksivitet, som er så karakteristisk for vores samtid kulturelt og kunstnerisk. De forsøger at perspektivere de forskellige syn på den nyere litteratur, som er formuleret i centrale behandlinger og i øvrigt også vil præge de enkelte digterportrætter. Artiklerne er således tænkt som muligheder for at sætte forskellige periodeopfattelser og litterære diskussioner i dialog med hinanden. I Danske digtere i det 20. århundrede er forfatterskabsportrætterne det litterære hovedspor, og der er for så vidt tale om en encyklopædisk og antologisk litteraturhistorie. I forhold til den fraværende sammenhæng, som kendetegner denne fremstillingsform, er det min opgave som hovedredaktør at udpege mulige sammenhænge og indføre spor og fortællinger, der både spreder og samler, idet det viser forskellige optikker og ikke blot reproducerer kendte og dominerende opfattelser.