Introduktion

NYT

Debatforum

Redaktion

Medvirkende

Artikler

Billeder

Kontakt


DD home > Artikler > Fysiognomi og biografi

Fysiognomi og biografi

 Af Jon Helt Haarder

Det mest kendte eksempel på fysiognomisk analyse er sammenligningen af mennesker med dyr: lighed med et givet dyr indebærer karaktertræk, man emblematisk forbinder med dyret. Dette beskrives allerede i Physiognomonia, der en tid lang fejlagtigt blev tilskrevet Aristoteles, men fungerer i dagligsproget den dag i dag, når vi siger 'svin' 'ræv' eller 'gås' om nogen. Fysiognomien er imidlertid meget mere end sammenligninger mellem mennesker og dyr. Den er en formlære om en universel ordens spor i menneskets ansigt, krop og adfærd. I fysiognomiens hovedtekst, schweitzeren Johann Caspar Lavaters Physiognomische Fragmente zur Beförderung der Mennschenerkenntnis und Mennschenliebe (1775-78) er menneskets ansigt indre mindre end aftryk af et guddommeligt alfabet.

 

Fra fysiognomi til frenologi

Sammenligner man Lavaters fysiognomi med den lidt senere frenologi - læren om sammenhængen mellem kraniets form og menneskets karakter - er der klare lighedspunkter, men i hvert fald én afgørende forskel: frenologien indfører en kausal relation mellem karakter og udseende. Hjernens forskellige områder relaterer sig til forskellige karakteregenskaber, og kraniet former sig efter, hvor meget disse områder er vokset. Verdensbilledet er stadig præget af sammenhæng, men i forskydningen fra fysiognomi til frenologi er de moderne mekaniske forklaringsmodeller slået igennem overfor de gamle formbeskrivende.

Forskydningen fra formbeskrivelse til kausalforklaring er baggrund for naturvidenskabens eksplosivt succesfulde kortlægning af naturen. Også litteraturforskningen forsøgte at importere de kausale forklaringsmodeller, hvilket viste sig dels i den komparative litteraturforskning, hvor påvirkningsforhold blev set som årsag-virkning relationer, dels i biografisk litteraturforskning, hvor forfatterens livsomstændigheder udgjorde en pendant til de me-kaniske årsager, som fysikken, kemien og biologien havde som emne.

Principielt har biografisk litteraturforskning rod i en fysiognomisk forestilling, hvor det antages, at forfatterens udseende og hele levned afspejler hendes karakter og forfatterskab. Under indtryk af først romantikken og siden 1800-tallets positivisme fik denne fysiognomiske forestilling imidlertid en afgørende drejning, sådan at teksten nu sås som et objekt forårsaget af forfatterens person (evt. hans læsning). Noget uelskværdigt kan man sige, at en sådan kausalt-biografisk litteraturvidenskab svarer til frenologien. En frenolog kunne beskrive et bestemt kranium præcist, ligesom han kunne have ret i dommen over indehaverens moralske habitus, men hævdelsen af en kausal sammenhæng mellem de to niveauer er ganske enkelt forkert. På lignende måde kan den kausalt tænkende biograf levere gode tekstiagttagelser og en smuk levnedsbeskrivelse, men det kniber med den kausale sammenhæng mellem disse to niveauer i fremstillingen. Forklaringen er den, at en litterær tekst er et system af relationer og funktio-ner og ikke noget fysisk objekt; det er kun bogen bestående af papir, pap og sorte klatter.

 

Et grundlagsproblem

Forholdet mellem formbeskrivelse og kausalforklaring er et gedigent grundlagsproblem for litteraturforskningen - og humanvidenskaberne i det hele taget. Den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) har helliget problemet indgående opmærksomhed. I Om kulturvidenskabernes logik, hævder han, at der i sidste ende er tale om to forskellige slags perception: tingsperception og udtryksperception, der i en videnskabelige sammenhæng kan appliceres som henholdsvis kausalanalyse og formanalyse. Der er tale om to helt forskellige typer spørgsmål til virkeligheden:

 

  • Har man først gjort sig dette klart, så forekommer det på ingen måde som en simpel agnosticisme, som et intellektuelt offer, man med stort besvær må aftvinge sig selv, når man indrømmer, at spørgsmålet om symbolfunktionens opståen ikke kan løses med videnskabelige midler. Det indebærer ikke, at vi her står over for en absolut grænse for vor viden, men snarere, at det ikke er al viden, der går op i erkendelsen af oprindelsen, men at der derudover gives en anden erkendelsesform, som i stedet for opståelsen har med den rene indholdsbestand at gøre. Aporien opstår først med antagelsen, at begreberne om årsag og virkning er de eneste vejvisere til erkendelsen, og at dér, hvor de lader os i stikken, kun kan råde mørke og uvished.(1)

 

Det 19. århundredes litteraturvidenskabsmænd og -kritikere greb ud efter naturvidenskaben ved at sætte forfatterens livsomstændigheder ind som litteraturens årsager. Dermed satte de paradoksalt nok den unge litteraturvidenskabs videnskabelighed over styr, for når kausalanalysen lægges til grund for formanalysen, slår videnskaben tilbage i oprindelsesmytologi. At forstå en litterær tekst er ikke at forklare, hvorfor forfatteren skrev den.

Adskillelsen af kausalanalyse og formanalyse indebærer tilsyneladende, at den fra værk-til-mand-formel, som biografisk litteraturforskning typisk betjener sig af, kendes helt ugyldig. Det synes, som om dét, Cassirer kaldte »spørgsmålet om symbolfunktionens opståen«, præcis udgør grænsen mellem den litterære tekst og dens ophav. Men det videnskabeligt ubesvarlige spørgsmål om symbolfunktionens opståen kan ikke bekvemt lokaliseres til skellet mellem liv og værk. Det stiller sig snarere i overgangen fra det blot og bart biologiske til menneskets verden af betydning - for nu at tale fænomenologisk. Præcis her deler vandene sig mellem spørgsmål til årsager og spørgsmål til betydning. Det indebærer, at spørgsmålet om forholdet mellem liv og værk ikke kan besvares a priori hverken bekræftende eller afvisende - det sidste f.eks. ved hjælp af et absolut skel mellem implicit og empirisk afsender. Forfatterens liv er et hjørne af litteraturens historiske kontekst, der påkalder sig interesse i forbindelse med bestemte tekster eller tilgange til værket.

 

Livet som metafor

Nu er der i Danmark en stærk tradition for en biografisk praksis baseret på begreber om dannelse, erfaring og udvikling - med manifest afstandtagen til det 19. århundredes positivisme. Aage Henriksen er vel den store mand her, men synspunkterne dukker op løbende. Erik Skyum-Nielsens, Jens Kistrups og Carsten Jensens angreb på den nye udgave af Danske digtere i det 20. århundrede for at være skrevet af unge litteraturnørder uden forstand på Livet er et godt eksempel. John Chr. Jørgensen omtaler i Litterær metodelære (København 1971) denne fremfærd som »den eksistentielt-biografiske metode. Sagt meget forenklet vender »den eksistentielt-biografiske metode« det 19. århundredes biografisme om. Teksten ses som årsag til forfatteren, idet den er medium for et (forsøg på et) personligt udviklingsforløb, der begynder og ender i forfatteren. Eventuelt kan man indlægge en formvilje eller lignende som allerførste årsag til både tekster og forfatter.

Figuren er stadig den samme som i positivismen, hvilket er tankevækkende. Ambitionen er ved hjælp af teksten at nærme sig begyndelsen, noget mere oprindeligt: de mekaniske årsager eller eksistensen selv. Forestillingen er i begge tilfælde, at viden er viden om oprindelsen - også i en litterær sammenhæng - og dermed forbliver litteraturen middel for et mål.

 

Det gode spørgsmål er: Hvordan fastholde den biografiske litteraturforsknings kvaliteter uden at falde tilbage i biografisme?

Mit forslag er, at man i første omgang opfatter forfatterens livsverden som en metafor for forfatterskabet. Vha. forfatterens liv kan man skære en gruppe tekster ud af litteraturens flux og gruppere dem med størrelser, vi kender fra os selv, det levede livs terræn og stationer. Der er ikke længere tale om, at dette forfatterens levede liv ses som tekstens oprindelse og læsningens mål, men om at det fungerer som et forståelsesredskab - lidt ligesom vi for at begribe tiden omtaler den i rumlige metaforer. Dermed holder man fast i forfatter-værk relationen, uden hvilken f.eks. forholdet mellem tekst og samtid bliver en slags magi, men man afstår fra at forklare og prøver i stedet at beskrive ved hjælp af den. Dermed nærmer man sig fysiognomien - på en ny måde ganske vist, men alligevel.

Faktisk er dette ikke program for en ny slags biografisk litteraturforskning, men snarere en beskrivelse af, hvad den gode biografiske litteraturforskning hele tiden har kunnet: udlægge teksten i termer, der kommer mig ved.

 

Note:

Ernst Cassirer: Om kulturvidenskabernes logik, København 1998, s. 109. Kursiveringen er egentlig en fremhævelse med fed skrift.

 

 

SDU HOME. 12. marts 2001, Jon Helt Haarder