Fysiognomi
og biografi
Af Jon Helt
Haarder
Det mest kendte
eksempel på fysiognomisk analyse er
sammenligningen af mennesker med dyr: lighed med et
givet dyr indebærer karaktertræk, man
emblematisk forbinder med dyret. Dette beskrives
allerede i Physiognomonia, der en tid lang
fejlagtigt blev tilskrevet Aristoteles, men
fungerer i dagligsproget den dag i dag, når
vi siger 'svin' 'ræv' eller 'gås' om
nogen. Fysiognomien er imidlertid meget mere end
sammenligninger mellem mennesker og dyr. Den er en
formlære om en universel ordens spor i
menneskets ansigt, krop og adfærd. I
fysiognomiens hovedtekst, schweitzeren Johann
Caspar Lavaters Physiognomische Fragmente zur
Beförderung der Mennschenerkenntnis und
Mennschenliebe (1775-78) er menneskets ansigt indre
mindre end aftryk af et guddommeligt
alfabet.
Fra fysiognomi til
frenologi
Sammenligner man
Lavaters fysiognomi med den lidt senere frenologi -
læren om sammenhængen mellem kraniets
form og menneskets karakter - er der klare
lighedspunkter, men i hvert fald én
afgørende forskel: frenologien
indfører en kausal relation mellem karakter
og udseende. Hjernens forskellige områder
relaterer sig til forskellige karakteregenskaber,
og kraniet former sig efter, hvor meget disse
områder er vokset. Verdensbilledet er stadig
præget af sammenhæng, men i
forskydningen fra fysiognomi til frenologi er de
moderne mekaniske forklaringsmodeller slået
igennem overfor de gamle
formbeskrivende.
Forskydningen fra
formbeskrivelse til kausalforklaring er baggrund
for naturvidenskabens eksplosivt succesfulde
kortlægning af naturen. Også
litteraturforskningen forsøgte at importere
de kausale forklaringsmodeller, hvilket viste sig
dels i den komparative litteraturforskning, hvor
påvirkningsforhold blev set som
årsag-virkning relationer, dels i biografisk
litteraturforskning, hvor forfatterens
livsomstændigheder udgjorde en pendant til de
me-kaniske årsager, som fysikken, kemien og
biologien havde som emne.
Principielt har
biografisk litteraturforskning rod i en
fysiognomisk forestilling, hvor det antages, at
forfatterens udseende og hele levned afspejler
hendes karakter og forfatterskab. Under indtryk af
først romantikken og siden 1800-tallets
positivisme fik denne fysiognomiske forestilling
imidlertid en afgørende drejning,
sådan at teksten nu sås som et objekt
forårsaget af forfatterens person (evt. hans
læsning). Noget uelskværdigt kan man
sige, at en sådan kausalt-biografisk
litteraturvidenskab svarer til frenologien. En
frenolog kunne beskrive et bestemt kranium
præcist, ligesom han kunne have ret i dommen
over indehaverens moralske habitus, men
hævdelsen af en kausal sammenhæng
mellem de to niveauer er ganske enkelt forkert.
På lignende måde kan den kausalt
tænkende biograf levere gode
tekstiagttagelser og en smuk levnedsbeskrivelse,
men det kniber med den kausale sammenhæng
mellem disse to niveauer i fremstillingen.
Forklaringen er den, at en litterær tekst er
et system af relationer og funktio-ner og ikke
noget fysisk objekt; det er kun bogen
bestående af papir, pap og sorte
klatter.
Et
grundlagsproblem
Forholdet mellem
formbeskrivelse og kausalforklaring er et gedigent
grundlagsproblem for litteraturforskningen - og
humanvidenskaberne i det hele taget. Den tyske
filosof Ernst Cassirer (1874-1945) har helliget
problemet indgående opmærksomhed. I Om
kulturvidenskabernes logik, hævder han, at
der i sidste ende er tale om to forskellige slags
perception: tingsperception og udtryksperception,
der i en videnskabelige sammenhæng kan
appliceres som henholdsvis kausalanalyse og
formanalyse. Der er tale om to helt forskellige
typer spørgsmål til
virkeligheden:
- Har man
først gjort sig dette klart, så
forekommer det på ingen måde som en
simpel agnosticisme, som et intellektuelt offer,
man med stort besvær må aftvinge sig
selv, når man indrømmer, at
spørgsmålet om symbolfunktionens
opståen ikke kan løses med
videnskabelige midler. Det indebærer ikke,
at vi her står over for en absolut
grænse for vor viden, men snarere, at det
ikke er al viden, der går op i erkendelsen
af oprindelsen, men at der derudover gives en
anden erkendelsesform, som i stedet for
opståelsen har med den rene
indholdsbestand at gøre. Aporien
opstår først med antagelsen, at
begreberne om årsag og virkning er de
eneste vejvisere til erkendelsen, og at
dér, hvor de lader os i stikken, kun kan
råde mørke og
uvished.(1)
Det 19.
århundredes litteraturvidenskabsmænd og
-kritikere greb ud efter naturvidenskaben ved at
sætte forfatterens livsomstændigheder
ind som litteraturens årsager. Dermed satte
de paradoksalt nok den unge litteraturvidenskabs
videnskabelighed over styr, for når
kausalanalysen lægges til grund for
formanalysen, slår videnskaben tilbage i
oprindelsesmytologi. At forstå en
litterær tekst er ikke at forklare, hvorfor
forfatteren skrev den.
Adskillelsen af
kausalanalyse og formanalyse indebærer
tilsyneladende, at den fra
værk-til-mand-formel, som biografisk
litteraturforskning typisk betjener sig af, kendes
helt ugyldig. Det synes, som om dét,
Cassirer kaldte »spørgsmålet om
symbolfunktionens opståen«, præcis
udgør grænsen mellem den
litterære tekst og dens ophav. Men det
videnskabeligt ubesvarlige spørgsmål
om symbolfunktionens opståen kan ikke bekvemt
lokaliseres til skellet mellem liv og værk.
Det stiller sig snarere i overgangen fra det blot
og bart biologiske til menneskets verden af
betydning - for nu at tale fænomenologisk.
Præcis her deler vandene sig mellem
spørgsmål til årsager og
spørgsmål til betydning. Det
indebærer, at spørgsmålet om
forholdet mellem liv og værk ikke kan
besvares a priori hverken bekræftende eller
afvisende - det sidste f.eks. ved hjælp af et
absolut skel mellem implicit og empirisk afsender.
Forfatterens liv er et hjørne af
litteraturens historiske kontekst, der
påkalder sig interesse i forbindelse med
bestemte tekster eller tilgange til værket.
Livet som
metafor
Nu er der i Danmark
en stærk tradition for en biografisk praksis
baseret på begreber om dannelse, erfaring og
udvikling - med manifest afstandtagen til det 19.
århundredes positivisme. Aage Henriksen er
vel den store mand her, men synspunkterne dukker op
løbende. Erik Skyum-Nielsens, Jens Kistrups
og Carsten Jensens angreb på den nye udgave
af Danske digtere i det 20. århundrede for at
være skrevet af unge litteraturnørder
uden forstand på Livet er et godt eksempel.
John Chr. Jørgensen omtaler i Litterær
metodelære (København 1971) denne
fremfærd som »den
eksistentielt-biografiske metode. Sagt meget
forenklet vender »den
eksistentielt-biografiske metode« det 19.
århundredes biografisme om. Teksten ses som
årsag til forfatteren, idet den er medium for
et (forsøg på et) personligt
udviklingsforløb, der begynder og ender i
forfatteren. Eventuelt kan man indlægge en
formvilje eller lignende som allerførste
årsag til både tekster og
forfatter.
Figuren er stadig
den samme som i positivismen, hvilket er
tankevækkende. Ambitionen er ved hjælp
af teksten at nærme sig begyndelsen, noget
mere oprindeligt: de mekaniske årsager eller
eksistensen selv. Forestillingen er i begge
tilfælde, at viden er viden om oprindelsen -
også i en litterær sammenhæng -
og dermed forbliver litteraturen middel for et
mål.
Det gode
spørgsmål er: Hvordan fastholde den
biografiske litteraturforsknings kvaliteter uden at
falde tilbage i biografisme?
Mit forslag er, at
man i første omgang opfatter forfatterens
livsverden som en metafor for forfatterskabet. Vha.
forfatterens liv kan man skære en gruppe
tekster ud af litteraturens flux og gruppere dem
med størrelser, vi kender fra os selv, det
levede livs terræn og stationer. Der er ikke
længere tale om, at dette forfatterens levede
liv ses som tekstens oprindelse og læsningens
mål, men om at det fungerer som et
forståelsesredskab - lidt ligesom vi for at
begribe tiden omtaler den i rumlige metaforer.
Dermed holder man fast i forfatter-værk
relationen, uden hvilken f.eks. forholdet mellem
tekst og samtid bliver en slags magi, men man
afstår fra at forklare og prøver i
stedet at beskrive ved hjælp af den. Dermed
nærmer man sig fysiognomien - på en ny
måde ganske vist, men alligevel.
Faktisk er dette
ikke program for en ny slags biografisk
litteraturforskning, men snarere en beskrivelse af,
hvad den gode biografiske litteraturforskning hele
tiden har kunnet: udlægge teksten i termer,
der kommer mig ved.
Note:
Ernst Cassirer: Om
kulturvidenskabernes logik, København 1998,
s. 109. Kursiveringen er egentlig en
fremhævelse med fed skrift.