Introduktion

NYT

Debatforum

Redaktion

Medvirkende

Artikler

Billeder

Kontakt


DD home > Nyt > Anmeldelser

Anmeldelser af Danske digtere i det 20. århundrede,
4. udgave, bind 1

Nedenfor lægges anmeldelserne af Danske Digtere bd. 1 frem i fuld længde - efterhånden som tilladelserne til at gøre dette løber ind.
Til anmeldelsen i:
Information, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad, Weekend-avisen, Gymnasieskolen


Politiken (5/10 2002)

Danmark dejligst

Af Bjørn Bredal

Et sted hos Marie Bregendahl går en dreng så tavs og grubler. Da hans tvillingebror spørger, hvad han tænker på, lyder svaret: "Naar a tænker, saa tænker a altid paa det samme". Hans Otto Jørgensen citerer stedet i sin fint portrætterende (og selvportrætterende) artikel om Marie Bregendahl her i det ny, tredje og sidste bind af 'Danske digtere i det 20. århundrede'.

Værket er udkommet efter det kierkegaardske princip om at leve forlæns og begribe baglæns, thi først fik vi tredje bind, 'Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt' (1970-2000), så andet bind, 'Fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen' (1940-1970) og nu altså det første, som skulle blive det sidste: 'Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen'.

Hvilken rigdom. Dansk litteratur i det 20. århundrede har niveau og mangfoldighed, så man føler sig privilegeret over at kunne dansk. Og det må siges først og uanset indvendinger, at det værk, der nu står færdigt, formidler en glæde og entusiasme over 1900-tallets litteratur, som kun kan smitte. Værket vil gøre nye generationer til kyndigere læsere, og det fortjener Anne-Marie Mai og hendes hold tak for.

Første kapitel er helliget Henrik Pontoppidan, der således lægger grunden som gigant en i århundredet, og det skal bestemt ikke anfægtes. Da slet ikke, når kapitlet er skrevet med en sådan kompetence og indlevelse, som Jon Helt Haarder lægger for dagen. Han har (hvad man så desværre savner hos lovlig mange af de andre speciallitterater): et greb . Og hans greb er at tage os med op på et højt bjerg allerførst -, den Alpe, nemlig, hvor Lykke-Per og hans Jacobe står, da de en kort stund er lykkelige: "Saa gik de Arm i Arm langsomt videre, stigende opad i det flammende Solskin, ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma". Hvordan kommer en forfatter videre herfra? Og hvordan kommer de to elskende ned i lavlandet? Det er Jon Helt Haarders gode og grundlæggende spørgsmål, som han besvarer ved at tage sin læser rundt på en guidet bjerg- og dalvandring i det pontoppidanske. Et mønstereksempel på det 'forfatterskabsportræt', værket gerne vil videreudvikle fra Georg Brandes' 'forfatterportræt'.

En fremragende læsning, men også med det lille minus in mente , at de biografiske oplysninger, skønt mikroskopiske, tydeligvis tjener som nøgle til dele af forfatterskabet. En problemstilling, som gør sig langt grovere gældende i adskillige andre artikler, f.eks. Hans Otto Jørgensens allerede nævnte: Man vil ikke, bestemt ikke, fremstille sagerne, som om "livet var årsag og kunsten var virkning", men man kan godt nok næsten alligevel ikke lade være, og så får vi altså nogle sjove portrætter, hvor sparsomme (og dermed utilfredsstillende) biografiske oplysninger tilhviskes læseren, som så mindeligt bedes om straks at glemme dem igen, for det er jo værkerne, ikke forfatterne, det gælder. Pigen siger biografisk nej, men hun vil heller' sige jo ...

Hvad tænker redaktionen på, når den tænker? På det samme, monstro, som de tre foregående hold, der havde deres bud på værket i henholdsvis 1951-55, 1965-66 og 1980-82? Næppe. Hovedredaktør Anne-Marie Mai og hendes hird af primært unge akademiske litterater har haft et fuldt afsluttet 20. århundrede at gå om bord i - tyve års mere litteratur end Mette Winge og Torben Brostrøm havde at bekymre sig om, da de gav deres bud på værket omkring 1980. Det giver nødvendigvis andre til- og fravalg, men det giver også et andet perspektiv, navnlig fordi Mai og co. ligesom lægger den litterære kikkert til side og ser på århundredet med det blotte øje: så de tætteste ting altså ser meget, meget store ud.

Bemærk blot, hvad der står som fratiler : alt i alt fra Henrik Pontoppidan til Christina Hesselholdt. Sådan er proportionerne. Der har allerede været en del debat om det bind, der dækker den nyeste periode. Og nu kan debatten fortsætte med afsæt i det samlede værk, som naturlig- og nødvendigvis er endnu mere ude af proportion. Lad os nøjes med at sige det på den måde, at der ikke er blevet plads til et selvstændigt kapitel om Johannes Jørgensen her i bind 1, mens derimod ti-tyve højst nulevende forfattere og forfatterspirer, hvis respektive produktioner ikke når over 75 sider, i bind 3 får selvstændige kapitler i tidens særlig stilistiske kombination af panegyrik, ingeniørsprog og citater fra franske filosoffer.

Sådan er det bare, og jeg synes personligt ikke, det er så slemt, for disse forfatterskaber og deres hjemmegående litterater er jo en del af det litterære landskab i disse år, men værket foregøgler på ingen måde, at de er hele landskabet. Jeg synes, at vi får så god og kvalificeret besked om Pontoppidan, Bregendahl, Jensen, Blixen, Hultberg, Andersen, Hansen, Christensen (sæt selv fornavne på) og hundrede andre, at jeg godt kan klare den lidt komiske afspejling, der altså også er af de aktuelle magt- og snobforhold i den lille litterære republik. Hvormed ikke sagt, at værket ikke kunne tænkes anderledes. Det kunne det da, og hvis nogen tør gøre et femte forsøg om f.eks. halvtreds år, så vil proportionerne nok være faldet mere på plads. Til den tid vil man måske også turde tage springet helt væk fra det biografiske, så det er værker, og kun værker, der er udgangspunktet: Mon så ikke, at Jørgen Frantz-Jacobsens 'Barbara' vil blive forundt mere end en bibemærkning under William Heinesen?

Og mon ikke også, man til den tid vil have frigjort sig fra det skønlitterære kompleks, som gør, at store litterære kunstværker ikke kan omtales, medmindre: 1) de er en del af en såkaldt professionel forfatters produktion og 2) denne forfatter har legitimeret sig ved at skrive digte, romaner eller andet skønt. Altså: Knud Rasmussens slæderejser, Carl Nielsens 'Min fynske barndom' og så videre: Jeg vil nok mene, at den slags værker burde være svære at undlade i en beskrivelse af det 20. århundredes danske litteratur, skønt det altså lykkes her og mange andre steder.

Nu må det så ikke glemmes, at de tre digre bind om 'Danske digtere i det 20. århundrede' også indeholder tre kæmpestore tværgående essays, i alt vel omkring 250 sider, af hovedredaktør Anne-Marie Mai. Det er kyndige, tankevækkende og stærkt stimulerende tekster, som skal læses, både fordi de samler op på nogle af de tendenser og forfattere, der ikke fik eget kapitel (f.eks. Johannes Jørgensen og symbolismen) og for deres viden, indsigt og smittende litteraturglæde. De skal derimod ikke læses for deres tilbagevendende passager om et Uidentificeret Flyvende Objekt, som Anne-Marie Mai har set og åbenbart går og tænker på, når hun tænker: 'Det formelle gennembrud'. Dette gennembrud skulle være afløseren til Georg Brandes' moderne gennembrud; det skulle "indledes i årene lige før 1970" og tælle "forskellige slags postmodernistisk digtning, herunder minimalisme, popkunst, surrealisme, konkretisme, situationisme, nyrealisme og erfarings- og brugslitteratur". Her er det vist politikeren Anne-Marie Mai, der taler, Litteraturrådets formand, som gerne vil hente alting ind under sine vinger og helst med et Schwung, så det lyder som Brandes.

Men med al respekt: Det holder ikke en meter med sådan et gummibegreb. Og det holder slet ikke, når det ved videre læsning går op for én, at kun hvis man ret har begrebet storheden i generationen omkring Helle Helles og Christina Hesselholdts forfatterskaber, har man også begrebet storheden i Mais begreb om 'Det formelle gennembrud' - hvilket skulle sætte én i stand til at læse hele den moderne litteratur fra midten af 1800-tallet og frem på en ny måde. Det er af led og lave. Hvilket være sagt med behørig beundring for både Helle og Hesselholdt, som jeg læser med fornøjelse. Jeg synes bare, Anne-Marie Mai misbruger dem og deres generation til et akademisk nummer, der ikke rigtig er belæg for. Georg Brandes er ikke til at komme uden om i en litteraturhistorie, der begynder år 1900. Og han er naturligvis også den målestok, man gerne vil skrive sig op og ned ad, når man som Anne-Marie Mai holder forelæsning om hovedstrømninger i det 20. århundredes danske litteratur.

Nyeste udgave af 'Danske digtere' kan i al ydmyghed godt være sin samtale med Brandes bekendt - og man kan så håbe, at dens redaktion og de mest teknokratiske af dens litterater med tiden får et lige så selvironisk forhold til deres formalisme, som Brandes havde til sin modernisme jævnfør et af værkets mange velvalgte citater: "Jeg er kun en gammel Romantiker, der har brugt hele mit Liv til at bekæmpe Romantikken".

OP IGEN


Information (4/10 2002)

Den lille tankestreg

Af Klaus Rifbjerg 1931 -

Nu da tredje bind af den fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede er kørt i remisen og waggonerne er ved at falde til ro efter det definitive bump, står passageren in casu læseren tilbage med svirrende hoved og blafrende ører, for det er en ordentlig tur, han har været på, og forvirringen bliver ikke mindre, når man tager i betragtning, at det foreliggende bind er nummer ét af tre dvs., at godsvognen er indtrådt før tenderen, hvilket ikke reducerer følelsen af være offer for et alvorligt jetlag.

Mens man klarer hovedet og prøver at finde balancen, melder et spørgsmål sig: Hvem er værket skrevet for? Ikke for Maren i Mosen kan man roligt slå fast, hvis man kaster et blik på følgende to udsnit af henholdsvis Frederik Stjernfelts artikel om Thøger Larsen og Frits Andersens om Johannes V. Jensen. Spænd sikkerhedsbælterne: "I denne strofe præsenteres et tilbagevendende poetisk greb i Larsens kosmologiske hymner: den bratte ændring i skala, der tillader, at lokale sansninger indlejres i kosmologiske overblik og på én gang giver de første perspektiv og de sidste sanselig konkretion. Samtidig ledsages skalaskiftet af en sanseliggørelse af naturen, en animalisering, der på samme tid levendegør den objektive fysiske natur og objektiverer det sansede subjekt, der i zoomet fremstår som blot et molekyle i dette sansede kosmos. Den kriblende muld bliver indgang til hele solsangens kiastiske subjekt/objekt-struktur, hvor 'Genfødelsens svangre Tider' er karakteriseret ved én og samme begærsstrøm, der gennemstrømmer natur såvel som iagttager." Og Andersen om Jensen (Kongens fald): "Romanen er fuld af tableauer, hvor det traditionelle vanitasmotiv i nature morte-billedet tolkes mytologisk. Alt er underkastet døden som en irreversibel, ødelæggende og meningsløs 'Faldets lov'; men alt tager samtidig del i en altomspændende reversibel cyklus, som genføder det faldne i ny og renset form."

Okay, jeg kan godt forstå, hvad d'herrer mener, og jeg er heller ikke så moset som Maren og tror, at man i faglig sammenhæng ikke har lov til indimellem at forfalde til faglig argot. Der er da heller ikke noget i vejen med hverken Stjernfelts eller Frits Andersens tolkning og beskrivelse af henholdsvis Thøger Larsen og Johannes V. Jensen og deres kunst, men der er noget underligt i, at litteraturfolk, som netop sætter sig for at fremhæve danske forfatterers suveræne behandling af det danske sprog i både lyrik og prosa ind imellem stiver sig selv af med et tolkningsudstyr, der synes indhandlet i en sygeplejeforretning, hvor man specialiserer sig i kunstige lemmer og brokbind. Efter hovedvirringens afslutning og mens stilheden falder, kan man så konstatere, at fjerde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede Bind 1 fortrinsvis henvender sig til litteraturstuderende og gymnasieskolens duksefraktion og undervisere plus det universitære og pressemæssige formskærerlaug, som jo ganske afgjort skal imponeres.

Det er der for så vidt ikke noget underligt i - alle rekrutteres fra eller stiler imod samme sfære - alligevel kan man (jeg) ikke lade være med at ærgre sig (mig) over, at et så fremragende værk på et så højt niveau og med så storartede pædagogiske hensigter på grund af den valgte metode og stil forhindrer sig selv i at nå ud til dem, man også kunne tænkes ville være energisk interesserede i at få noget at vide om den litteratur, der er skrevet netop for dem i årene fra 1900 til 1940. Tro ikke andet: forfattere skriver for at blive læst, forfattere skriver for publikum, forfattere vil gerne i kontakt, forfattere vil læses, også derfor er formidlingen altafgørende, så hvorfor træde sig selv over tæerne? Frits Andersen siger det så kønt om Johs.V: Hvis han ikke havde skrevet røverromaner, ville Kongens fald ikke være blevet valgt til det tyvende århundredes bedste roman! Han taler i samme åndedræt om romanens indlemmelse i kanon som en vidunderlig skandale, for Kongens fald er ingen 'ordentlig' roman i klassisk forstand, men en ophobning af skilderier bestemt af årtidernes og vejrligets skiften altså en slags sjælemeteorologi eller snarere et digt lagt ud som prosa. Her fingererer man ved nøglen til mange af bogens tolkninger - mest radikalt hos Lars Bukdahl, der overbevisende udlægger Scherfigs Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig som knitrende poesi på prosa! Samme hedspore får naturligvis hevet både Storm P. og P. Sørensen Fugholm op i den flyvende trapez og gør dem til oversete avantgardister og banebrydende sprogfornyere sammen med en håndfuld revyforfattere og pudsenmagere, hvad han ikke skal have utak for, selvom man - efter at have rømmet sig - kan synes, der er nok så megen revolution i På Memphis Station som i gikken-gakken-guffen.

Sprechstallmeisterinden over dem alle, professor Anne-Marie Mai tager ved værkets optakt læseren i kraven til en ordentlig kehraus, og hvis man ikke omkommer af åndenød undervejs, kan man godt have fornøjelse af redaktørens ny fornemmelse for altings storartethed. Det er virkelig Kong Volmers vilde ridt gennem detailskoven, for ikke alene skal alt det, der ikke behandles i bogen, med, der skal også gøres rede for periodens politiske, teknologiske og sociale udvikling, den udenlandske påvirkning, mediekulturens forvandling etc.etc. Og man var et skarn, hvis man ikke tog hele herligheden til sig, for man får noget at vide og faktisk i et sprog, hvor både Maren og jeg kan være med.

At det kan lade sig gøre at skrive ligetil og få det hele med, viser Pia Juuls nøgterne artikel om Agnes Henningsen, der som bekendt var den fri kærligheds præstinde og dermed vitalismens bannerfører - hvad hun ikke blev særlig lykkelig af, selvom hun var god til at lade som om. At hendes søn, Poul (der hellere ville have været søn af Georg Brandes end af Carl Ewald) opfandt sin lampe, for at hans mor ikke skulle kunne se alt for mange af sine rynker (og vi andre næsten ingenting) hidser ikke Lars Handesten op til at skrive særligt muntert eller oprømt om PH, der var ikke så lidt af en sprogfornyer (ud over hvad han ellers var) og betydeligt morsommere end den stakkels Harald Landt Momberg, som sammen med den så godt som uspiselige Broby-Johansen og hans Blod forsøges indpasset som væsentlige figurer i den danske modernismes (eller postmodernismes) udviklingshistorie, selvom der ikke er ret meget kød på det poetiske ben.

Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle læse endnu en artikel om Karen Blixen, men Tone Selboes essay er faktisk inspirerende ved sin uanfægtede rolighed og indsigt, og jeg synes i det hele taget, de kvindelige bidragydere står sig godt i sammenhængen, og at det er fint med indforståede læsninger af kvindelige forfattere som Marie Bregendahl, Astrid Ehrencron-Kidde, Tove Meyer, Hulda Lütken og Sonja Hauberg for slet ikke at tale om Karin Michaëlis, der snart må få sin store biografi ikke mindst med henblik på hendes antinazistiske indsats og store hjælp til oppositionelle kræfter i Det Tredje Rige og de tusindtallige skarer af flygtninge, det skabte. Bind 1's pièce de résistance er efter min smag Frits Andersens gennemgang af Tom Kristensens liv & levned, kunst og konstruktioner med særlig vægt lagt på maskespillet og digterens utallige forsøg på at løbe fra den væsentligste kerne i skaberværket, som ikke var den påtagede kling-klang ekspressionisme, men langt snarere den bagrusens gråhed, hvori man kan se sol, måne og stjerner og James Joyce, men først og fremmest sit eget svedige åsyn i spejlet. Ecce homo!

Værkets billedmateriale er - som det hedder - et kapitel for sig, og jeg vil bede læseren om at se godt efter og først og fremmest lægge mærke til digternes hænder. Selv Knud Sønderbys overraskende kraftige næve magter ikke helt at skjule den dræbende cigarets sitren i den ene hånd, men ellers løber følsomheden helt ud i fingerspidserne på de lange, slanke hænder, der er skribentens værktøj og afslører en hyperfølsomhed, man sagtens kan kalde androgyn og mene som en udmærkelse. Som Frank Jæger skrev. "Entréz, barbér med våde kvindehænder!"

At læse Danske digtere i det 20. århundrede er naturligvis særligt udfordrende for én, som er part i sagen og ikke mindst underligt, fordi man (jeg) har kendt og været sammen med så mange af de forfattere, der omtales og afrettes i Bind 1. Mest sympatisk i den forbindelse er hver enkelt bidragyders indlysende ønske om at give det valgte eller pålagte emne liv og betydning. Ingen bliver ladt i stikken, selvom det kan være svært at hejse denne og hin op af brønden og demonstrere vedkommendes vigtighed i sammenhængen. Man kan ligefrem høre Erik Skyum-Nielsen puste, mens han haler i Paul la Cour.

Men de var der altså alle sammen engang med skæg og hår og bumser og komfurrøv og rynker og den lille bindestreg efter årstallet, som i litteraturhistorisk sammenhæng betyder, at man er i live endnu. Jeg var meget ung journalist, da den 90-årige Agnes Henningsen tog mig i hånden, så vi sammen kunne sidde og kissemisse lidt i den himmelseng, hendes søn havde snedkereret til hende. Både H.C. Branner og Sven Møller Kristensen var der og sørgede for, at intet uanstændigt gik i svang. Jeg er også blevet skældt ud i avisen af både Otto Gelsted (han kaldte mig "rebusdigter") og af Scherfig, (der opfattede mig som "én af modernismens dødsryttere" ) Min debutbog blev anmeldt af Jacob Paludan og Kai Friis Møller. Efter at have læst digtet Tømmermænd mente den førstnævnte, at jeg godt kunne fortjene en Hof til mine to albyler, og Friis Møller udnævnte Under vejr med mig selv til en moderne pendant til A Rake's Progress (en opera af Igor Stravinskij, red.). Og der var andre, og de er døde. Men Ejler Bille lever endnu, og han kan en sang fra det surrealistiske tidsskrift Linjens tid, som begynder med de uforglemmelige linjer:

Det slips som Gustaf fik af Gud

har Gustafs moder strøget ud... Hvem Gustaf var og alle de andre, kan man læse sig til i det grandiose værk - hvis man altså kan. Hvad jeg håber, for der er megen klogskab og underholdning at hente, selvom man for det meste fornemt holder anekdoten på afstand. Denne her får dog lov til at slippe med: Det var Per Lange, klassicisten over alle, der stod model til Jastraus skandaløse spark mod uhængsskabet i Stenosgade. Lange påstod, at så flot, som sparket var i Hærværk, var det ikke i virkeligheden. Det er det jeg siger: Forløsningen ligger i kunsten, den er altid bedre end virkeligheden. Næsten altid. p.s. Det fremgår af et billede og en tekst i bogen, at J. Chr. Jørgensen var medlem af Valbyparnasset omkring Første Verdenskrig, men det kan ikke passe, så må han jo være død. Måske er han død, han befinder sig i hvert fald i Ekstra Bladets åbne massegrav.

OP IGEN


Jyllands-Posten (4/10 2002)

Danske digtere sejlet i havn

Af Lars Ole Sauerberg

Med udsendelsen i dag af bind I, afsluttes Gads Danske digtere i det 20. århundrede. Udgivelsen startede med bind III , hvorpå bind II fulgte sidste år.

Der er på en måde en vis symmetri i, at bind I om århundredets knap første halvdel afslutter udgivelsen. Da den første udgave af Danske Digtere så dagens lys i 1951 under redaktion af Ernst Frandsen og Niels Kaas Johansen, var det jo i sagens natur netop kun denne første halvdel af århundredet, der kunne skrives om.

Samlingen af små afhandlinger baseret på individuelle forfattere blev imidlertid en så populær udgivelse, at den i 1955 måtte udvides med en ny samling.

Siden kom en 2. og en 3. udgave af værket. I 1965-66 redigerede Frederik Nielsen og Ole Restrup, mens redaktionen i 1980-82 var lagt i hænderne på Torben Brostrøm og Mette Winge. Hver gang med forskellige ommøbleringer på det danske Parnas.

Mens 1. udgave bar den lidt videnskabeligt-tunge undertitel En række monografier, så har redaktør Anne-Marie Mai til denne 4. udgave valgt ordet forfatterskabsportrætter. Det er, skriver hun, for at knytte tråden tilbage til Georg Brandes, der frem for nogen mestrede det levende og engagerende forfatterportræt. Men mens Brandes i sin tids tradition lagde vægten på kunstneren som menneske, så har godt 100 års litteratur-teoretisk debat siden da sat fokus på værkerne. Deraf udviklingen fra forfatterportræt til forfatterskabsportræt, selvom metaforen derved nok bliver en anelse anstrengt.

 

Yngre garde

Mai har foretrukket at bruge lutter nye skribenter. Der skal friske synspunkter til. Aldersmæssigt er det da også karakteristisk, at kun en enkelt bidragyder er født før 1950. Der er på den måde ingen, der kan siges at have et førstehåndskendskab til den periode, der behandles i bind I, mens mange derimod er mere eller mindre gift med perioden i bind III.

Mai har valgt en opdeling af det 20. århundrede i perioderne 1900-40, 1940-1970 og 1970-2000, og har kaldt dem henholdsvis Moderne digtning, Virkelighedens udfordring og Det formelle gennembrud. Sådanne præcise årstal vil naturligvis kun være retningsgivende, hvad der dog også fremgår af praksis i værket.

Men det have måske været bedre med de lidt vagere Fra århundredskiftet til 40erne eller lignende, for at afspejle litteraturen som noget organisk og ikke strengt mekanisk. Man kan nok også over for de tre overskrifter indvende, at de er meget vage. Specielt med hensyn til den sidste Det formelle gennembrud kan berettigelsen af etiketten diskuteres. Men det er indlysende, at symmetrien til den indgroede benævnelse Det moderne gennembrud i 1870 må have været for fristende.

Bind I er, som de øvrige, disponeret med forfatterskabsportrætterne først, fulgt af en ca. 100 sider lang litteraturhistorisk oversigt skrevet af redaktøren, og afsluttet med diverse hjælpeværktøjer:

årstal, litteraturpriser, litteraturhenvisninger, navneregister, værksregister og fotoliste. Det er nyttige værktøjer. Billedstoffet lider af den irriterende mangel, at kun motivets personer og eventuelt årstal er angivet, men ikke lokaliteten.

 

Teatret

Redaktørens litteraturhistoriske oversigt er ordnet tematisk under en række overskrifter: Internationale interesser, Mellem gammelt og nyt, osv. Det fungerer vældig fint, selvom systemet kæntrer ved sidste afsnit, der behandler et specielt medium, teatret. Hvorfor teatret ikke kunne have været med under det tematiske, er ikke oplyst. Denne oversigtsdel af værket, der i lighed med enkeltbidragene er velafbalanceret og velskrevet (en uheldig sprogblomst som "I denne optik intoneres" hører til undtagelserne), nøjes ikke med at behandle tiden til 1940, men trækker ofte linjen helt op til nutiden. Det er udmærket, for så vidt vi får et panorama over hele århundredet, men det tager naturligvis pladsen fra en mere dybtgående behandling af den relevante periode.

Det er bemærkelsesværdigt, at oversigtsartiklen næsten gør en dyd ud af at argumentere for det synspunkt, at dansk litteratur i perioden ikke synes at have haft meget at gøre med udenlandske litteraturer, men er gået sin egen nationale vej. Vi taler trods alt om den periode, hvor modernismen bragede igennem ude i den store verden, med Paris og Berlin som de store magneter. Det anføres, at oversættelser var længe undervejs og derfor uden megen betydning. Læste danske digtere ikke udenlandsk?

 

Ude og inde

Tanken med den efterhængte litteraturhistoriske oversigt er ifølge redaktøren den, at man efter endt læsning af portrætterne kan få dem sat i sammenhæng, hængt op i galleriet, så at sige. Men en sammenligning af den lange oversigt med portrætterne rører ved noget helt centralt i værket: hvem der er med og ikke med, både generelt i forhold til litteraturhistorien og relativt i forhold til de tidligere udgaver. Det er således lidt underligt at læse i litteraturhistorieoversigten side 490, at Hans Hartvig Seedorff var "et af de helt store lyriske navne i det andet tiår af århundredet", og så se forgæves efter ham i portrætdelen. Han var med i 1. og 2. udgave, men ikke i 3.

Det vil føre for vidt her at forsøge en sammenlignende analyse af forskelle og ligheder i udvalget foretaget af fire redaktioner over en periode på 50 år. Det er ganske forudsigeligt, at der vil vise sig navne, der dukker op i alle fire udgaver. De vil udgøre den kanon, som der nok er udstrakt enighed om har været vigtige for både samtid og eftertid. Så vil der være nogle, der engang var med, men ikke er det mere, og omvendt. Begge bevægelser vil understrege, at udvælgelsen er et spørgsmål om de prioriteringer, som den til enhver tid værende redaktion har foretaget.

De fleste læsere, der kaster et blik ned over indholdsfortegnelsen, vil nikke genkendende til størstedelen af navnene, undre sig over nogle, de ikke kender til, og ligeledes undre sig over fraværet af andre, som de mente burde være med. Det er nok interessant at registrere tilstedeværelsen af Astrid Ehrenchron-Kidde, Harald Landt Momberg, Bodil Beck og Tove Meyer. Siger de nogen noget i dagens Danmark? Robert Storm Pedersen, Rudolf Broby Johansen og Poul Henningsen er også med, men er de mest kendte i en strikt digter-sammenhæng? Allerede i det generelle forord tales der om, at værket "koncentrerer sig om den professionelle skønlitteratur og dens forfattere". Bortset fra den debat, ordet "professionel" vil kunne udløse, kan man spørge, om de 3 nævnte går ind under betegnelsen?

Og så er der lakunerne. Foruden nævnte Hans Hartvig Seedorf kunne mange læsere nok savne 30'er-realister som Knuth Becker (der ganske vist får en fyldig behandling i Mai's oversigtsartikel) og Leck Fischer. Og hvad med Valdemar Rørdam? En elsket nationaldigter, der ganske vist blev fradømt ære af sine kolleger i opgøret efter Besættelsen og døde kort efter, men alligevel havde plads i 2. udgave i 1950, men ikke i 3. og 4. udgave.

 

Kvinderne

Ud af i alt 46 forfatterskabsportrætter er de 10 af kvindelige digtere.

En justering i forhold til 1.udgaven med dens i alt 68 digtere, hvoraf 10 kvinder. Statistikken halter ganske vist en smule, for periodedækningen er ikke helt identisk, men alligevel.

Kanon-diskussioner kan føres i det uendelige, så vi vil herfra nøjes med at sige, at udvalget, som alle mulige udvalg af den slags, ikke bør læses som sandheden om fortiden, men snarere som symptomatisk for en bestemt opfattelse hos den litteraturhistorieskrivende nutid. En afledt diskussion kan føres om valget af skribenter til de enkelt portrætter.

I dette bind er det, med undtagelse af Hans Otto Jørgensen, Pia Juul og til dels Lars Bukdahl, udelukkende professionelle litteraturkritikere eller litteraturhistorikere, der har bidraget. Tidligere var det i høj grad forfattere om forfattere. Det siger en del om udviklingen i forholdet mellem Parnas og Akademi.

Det må konkluderes, at det er fint med opdatering af et af dansk litteraturhistories centrale værker. Redaktionens trosbekendelsen går ud på, at litteraturen er mangfoldig og bør betragtes og nydes som sådan. Bind I gnistrer af entusiasme og engagement og vil sikkert kunne give stof til fornyet og fornyende læsning af nogle ikke helt så gamle danske klassikere og geninddragelsen af nogle mere eller mindre glemte.

På længere sigt vil det dog nok blive mest interessant at læse Danske digtere i det 20. århundrede ind i en sammenhæng med de forudgående 3 udgaver, for også 4. udgave siger mindst lige så meget om sin samtid som om den fortid, der behandles.

OP IGEN


Ekstra Bladet (29/9 2002)

Digtere i hus

Af John Chr. Jørgensen

Fredag 4. oktober kan Anne-Marie Mai ånde lettet op. Den dag ser det sidste af de tre nyskrevne bind om 'Danske digtere i det 20. århundrede' dagens lys.

Dermed er fire års hårdt redigeringsarbejde slut for den 48-årige litteraturprofessor. Og den danske læseverden er beriget med gedigent og ajourført håndbogsværk om danske digtere fra Henrik Pontoppidan til Helle Helle. Godt 150 forfatterportrætter - eller rettere: forfatterskabsportrætter, for artiklerne handler først og fremmest om værkerne, ikke om digterne liv. Skribenterne er yngre litterater, mange med tilknytning til Aarhus Universitet, hvor redaktøren er uddannet, og Syddansk Universitet, hvor hun virker i dag. Nye generationer, nye læsebriller, nye synsvinkler. Sådan skal det være. Det er på den måde, man holder traditionen levende.

 

MAI OG BRANDES

De redaktionelle principper kan selvfølgelig diskuteres. Mai har valgt at sætte lys på den formbevidste litteratur frem for den mest læste. Seks sider om Lars Bukdahl og ikke et ord om Leif Davidsen. Er det ræsonnabelt?

Ifølge Mai begynder det tyvende århundredes danske litteratur med Henrik Pontoppidan. Hvorfor så ikke tage den jævnaldrende Herman Bang med? Han satte den moderne tone.

Og overspiller litteraturprofessoren ikke sine kort, når hun sætter to skel i litteraturhistorien: et ved 'det moderne gennembrud', som Georg Brandes introducerede i 1870, og et ved 'det formelle gennembrud', et elastisk begreb, som Mai selv har opfundet til alt det, der skete omkring 1970?

Sådan kan man blive ved. Også med kritik af de enkelte forfatterportrætter. Nogle er for sjaskede. Andre kommer næppe ud over campusgrænsen. Men det store flertal holder en høj kvalitet, og det klæder værket, at også digtere har fået lov til at skrive med. I det nye bind Pia Juul om Agnes Henningsen og Hans Otto Jørgensen om Marie Bregendahl.

Redaktørens afsluttende oversigtskapitler imponerer, og der er lagt et prisværdigt arbejde i henvisninger og registre. 'Danske digtere' er under alle omstændigheder en udgivelsesbedrift af rang. Anne-Marie Mai, mor for al dansk littteratur, kan tage sig en slapper. Men se, om hun kan.

OP IGEN


Kristeligt Dagblad (4/10 2002)

Al denne rigdom

Af Rikke Rottensten

(Kristeligt Dagblad har i modsætning til alle andre dagblade bestemt sig til, at vi ikke må bringe anmeldelsen i fuld længde, men et citat går vist an)

Og det er svært ikke at være lidt forelsket i trilogien. Fordi man her sidder med en vidunderlig, svimlende overflod af lykkelig begavelse: Alle disse digtere er hver især kunstneriske medskabere af et helt århundrede. De beskrev, fortolkede, malede det for os, så selv vi, der er født langt ind i det, og de, der end ikke ville have nogen virkelig erindring om det, har mulighed for at forstå og fornemme det.

Det er da en fantastisk gave! De fortjener en trilogi som »Danske digtere« - og det gør litteraturelskerne også.

 

OP IGEN


Weekendavisen (4/10 2002)

Explicit elskov

Af Jens Kistrup

HVIS man ikke kender ordet eksplicit - eller ikke ved, hvad det betyder - er der rig lejlighed til at indhente det forsømte i det nu afsluttede værk Danske digtere i det 20. århundrede, det første af de tre tykke bind udsendt sidst.

Eksplicit dukker op i ikke så få af førstebindets i alt 46 forfatterskabsportrætter, der dækker den lange periode fra århundredskiftet til 1940, fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen. I den norske Tone Selboes artikel om den sidste - der mere handler om motiverne i forfatterskabet "selv" - forekommer det hele tre gange. Og i Pia Juuls ikke ubetinget begejstrede præsentation af Agnes Henningsen kan man om hendes erindringsromaner læse, at hun "kommer så tæt på eksplicit elskov, at hun må træde tilbage for at kunne tale rent ud." Explicit elskov - det lyder som en finere form for ekshibitionisme!

At redaktøren Anne-Marie Mai og hendes mange medarbejdere - næsten alle yngre akademikere, de fleste universitetsansatte - nu har ført den fjerde udgave af den danske litteraturhistoriske klassiker til ende, kan man kun ønske dem til lykke med. Vi hejser flaget, råber hurra og klapper i hænderne. Og hvis man ikke kan rose Anne-Marie Mai for andet, er der i hvert fald al mulig grund til at udtrykke sin begejstring for hendes store oversigtsartikel om perioden, der afslutter værket. Her kommer hun hele det åndshistoriske kompas rundt - fra livsanskuelsesdebat til revyviser og avisdigte, fra prosa og lyrik til teater- og radiodrama. Et glimrende opsamlingsheat med en så mangesidig orientering, at hun er lige ved at tage brødet ud af munden på sine skribenter, som hun i øvrigt ikke altid er enig med - Lars Bukdahls begejstring for den avantgardistiske forfatter Robert Storm Petersen køles mærkbart ned hos Anne-Marie Mai.

Mens det altså er helt på sin plads at rose Anne-Marie Mai som litteraturhistoriker - med en videre horisont end de fleste - er det svært at forholde sig positivt til hendes praksis som redaktør og manuskriptlæser. Og dermed nærmer vi os værkets afgørende problem: Hvem henvender det sig i virkeligheden til?

Det kan - og skal vel - læses som de yngre litteraturhistorikeres fælles forsøg på at nå ud til et stort publikum, interesseret, men uden specielle forudsætninger. Men som et sådant forsøg er det kun delvis lykkedes.Det terminologiske analyse-apparat, som er god tone på universiteterne, er bevaret, men hvor meget kan det bruges til i et folkeligt værk som dette?

Og det er meget karakteristisk, at forfatterskabsportrættet lykkes bedst, når det - stik imod den redaktionelle opskrift - allierer sig med biografien. Det gælder for eksempel Knud Bjarne Gjesings artikler om Jakob Knudsen og Martin Andersen Nexø. At den ikke-biografiske metode også kan vise sig anvendelig er der enkelte eksempler på. Et af de bedste er Anders Thyrring Andersens nyvurdering af Jørgen Nielsen som modernistisk digter frigjort fra, hvad der kaldes "de sædvanlige trediveretiketter".

Vist er der mange gode og beskedgivende artikler i Danske digtere i det 20. århundrede. Der indledes flot med Jon Helt Haarders gennemgang af Henrik Pontoppidans forfatterskab - med udgangspunkt i Lykke-Per - og med den nybagte doktor Dan Ringgaards analyse af Sophus Claussens poesi og poetik. Derimod er jeg ikke sikker på, at Frits Andersen har ret, når han påstår, at det meste i Johannes V. Jensens forfatterskab opstår ud fra hans tilknytning til Himmerland - hvordan med indflydelsen fra amerikanerne og fra Hamsun? Senere tager han revanche i artiklen om Tom Kristensen med hovedvægten på Hærværk, "en avantgardistisk roman, måske Danmarks eneste". Lars Bukdahl skriver om Jens August Schade - "noget nær det eneste betydelige eksperimenterende moderne forfatterskab i 1920ernes, 1930ernes og 1940ernes danske litteratur" - og om Hans Scherfig, hvis stilistiske (prosalyriske) gåde han prøver at løse. Og de kvindelige lyrikere Hulda Lütken, Bodil Bech og Tove Meyer genoplives sagligt af de mandlige kritikere Lars Handesten, Peter Christensen og Kaare Nielsen. For blot at nævne nogle få af de mange.

MEN alt dette opvejer ikke værkets to fundamentale problemer. Det ene er det med terminologien, de "faglige" fremmedord. I Frederik Stjernfelts portræt af Thøger Larsen er der en hel stribe sproglige nødder at knække: oxymoroner, kataleks, fylogenetisk, bio-futuristisk. Og så kan det jo være meget godt, at han slutter af med en detaljeret analyse af "Danmark nu blunder den lyse nat".

Det andet problem har at gøre med de yngre litteraturhistorikeres lige lovlig hovskisnovski syn på de ældre forfattere, de behandler. Jacob Paludan må af Per Krogh Hansen høre for sin konservatisme. H.C. Branners forfatterskab kaldes af Nils Gunder Hansen for tragisk og isønderrevet. Og Svend Skriver er ikke rigtig gode venner med hverken Soya eller Kaj Munk. I artiklen om Soya mangler omtale af skuespil som Umbabumba, Chas og Efter. Og Brudstykker af et mønster, To tråde og 30 års henstand nævnes kun lige akkurat. Bedre går det ham med Kaj Munk, skønt han overvurderer Cant og om Ordet kun har at sige, at det handler om en ung kvindes død, om miraklet ikke et ord.

Til gengæld er Erik Svendsen til det yderste loyal over for Kjeld Abell, men også hos ham må man undre sig over den sproglige publikumsfjendtlighed. Hør for eksempel, hvad han skriver om Knud Sønderby, så svært kan det siges:"I modsætning til kulturradikalismen er Knud Sønderby mere tilbøjelig til at tematisere massekulturens utopiske potentialer fremfor ideologikritisk at dømme fremmedgørelse og artificialitet."

MEGET kan man være uenig med Anne-Marie Mais gammelkloge-umodne kritiker-hold om. Jeg synes for eksempel, at Maria Davidsen undervurderer Piet Heins gruk, og at Sonja Haubergs Syv år for Lea er at foretrække for den efterladte April, som Karen-Margrethe Simonsen kalder hendes vigtigste roman. Men hvad jeg især savner næsten overalt, er den følelse af samtidighed med og accept af det fortidige, som kunne have gjort perioden og dens digtere mere levende. Alt for mange af aftiklerne afspærrer sig fra publikum ikke alene ved deres terminologi, men også ved at være kritiske på fortidens bekostning. Er det en forbrydelse af en digter at skrive for nuet, ikke for evigheden?

Det reducerer værkets brugsværdi. Og det hjælper kun lidt, at Anne-Marie Mai indhenter en del af det forsømte - Sven Lange og Henri Nathansen burde have været portrætteret - når hun på side 485 holder op med at redigere og giver sig til at skrive selv. Til trods for at hendes skelnen mellem det moderne gennembrud (1870-1970) og det formelle gennembrud (efter 1970) stadigvæk er for rummelig en etikette til den delvis selvmodsigende mangfoldighed, hun næsten som den eneste af bogens forfattere skitserer omridsene af. Fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen - hvad havde de egentlig tilfælles?.

Og skal vi endelig være smålige og rette fejl, bør det nævnes, at Valdemar Vedel ikke var professor, da han 1888 skrev artiklen "Moderne digtning". At radioens første chef Emil Holm ikke var, hvad vi kalder kongelig kammersanger. Titlen skyldtes, at han 1913 udnævntes til kammersanger ved den württembergske hofopera i Stuttgart. Samt at sognepræsten ved Garnisons Kirke ikke hed Olfert Richard, men Olfert Ricard. Bagateller måske sammenlignet med de langt større stilistiske spærringer, der indimellem kan gøre læsningen til lidt af en lidelse. Rent bortset fra de mange læsere, der vil give op og stå af i utide.

OP IGEN


Gymnasieskolen nr.22/2002

En stor bedrift, men næppe en sejr

Af Niels Martinov

Så er det sidste bind af »Danske digtere i det 20. århundrede« sendt på gaden. Kronologisk set det første, da udgivelsen er begyndt bagfra, så denne gang får vi dækket forfatterrækken fra Henrik Pontoppidan til Karen Blixen ind. For de tre bind tilsammen handler det om knap to tusind sider forfatterbiografier skrevet af vidende skribenter tilføjet relevante oplysninger om udgivelser og sekundær litteratur. Det er en bedrift! Hatten af for det. Men er udgivelsen også en sejr? Ikke helt. Hertil er den for uafklaret i forhold til sin potentielle modtagerkreds. Hertil har der været for mange artikler med en aura af universitetslærer-x-skriver-et-forfatterportræt-til-en-lille-kreds-af-indviede-for-at-demonstrere-hvor-mange-begreber-han-kender. Hertil har springet været for stort mellem den type skoleridt og så de sprogligt fængende og indholdsmæssigt givende artikler. Og selv om de sidstnævnte vel trods alt har været de fremherskende, så fremtræder de tre bind alt i alt som et forbavsende (og alt for) uhomogent produkt.

Spændvidden (negativt forstået) er dog knap så påfaldende i dette sidste/første bind, enten fordi kritikken har haft den effekt, at redaktøren har sendt manuskripter retur med kravet om en ny gennemskrivning, eller også fordi denne periode ikke har krævet helt så mange superakademiske besværgelser som det første/sidste bind. De fleste portrætter har faktisk været en nydelse at læse i dette bind, præget som de er af en sproglig vitalitet og en næsten hektisk meddelelsestrang. Skribenterne har ikke alene noget på hjerte. De vil også gerne fortælle det videre i en form, så de (på én gang) formår at holde fast i såvel læserens hjerte som forstand. Tag nu bare portrættet af Henrik Pontoppidan (af Jon Helt Haarder). Man suges ganske enkelt ind i fremstillingen, her vil alle Pontoppidan-interesserede øjeblikkelig blive indfanget. Hvad enten man nu har bestået en akademisk eksamen eller ej. Og der er flere af næsten samme skuffe. Det gælder portrættet af Sophus Claussen, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Emil Bønnelycke, Robert Storm Petersen, Otto Gelsted, Tom Kristensen, Rudolf Broby-Johansen, Soya, Poul Henningsen, Hulda Lütken, Jørgen Nielsen, Harald Herdal, H.C. Branner, Knud Sønderby, Hans Scherfig – for nu bare at nævne dem, jeg havde mest fornøjelse af. En anden (med andre præferencer) kunne givetvis udpege andre velgennemførte portrætter; én ting vil vi dog nok alle undre os over: Er det virkelig muligt at skrive så mekanisk opremsende og gabende kedsommeligt om en forfatter som Hans Kirk?

Det har moret denne læser at iagttage, hvor forskelligt skribenterne forholder sig til det biografiske materiale. I nogle tilfælde minder det lidt om nonnens omgang med sømandens kønsdele, i andre portrætter skabes en fascinerende syntese af liv og forfattergerning. Så også metodemæssigt trækker bindet på ret så forskelligartede traditioner. Til sidst følger redaktør Anne-Marie Mais gennemgang af perioden. Hvad enten man nu finder hendes opdeling af århundredets danske litteratur i et moderne og et formelt gennembrud for brugbart eller ej, så er der igen tale om en fornem oversigtsartikel. At udgivelsen har karakter af en stor bedrift, er der næppe nogen, der vil bestride. Men en sejr kræver noget mere: At være afklaret om de potentielle modtagere.

OP IGEN

 

SDU HOME. 26. november 2002, Jon Helt Haarder