Danske digtere - i det 20. århundrede

Genet var min ven, det var Hegel ikke

Den mest indflydelsesrige filosof i det sene 20. århundrede holdt hof på Koldinghus

Af Jon Helt Haarder

Jacques Derrida er en elegant, ja smuk franskmand på 71. Brunlødet, kridhvidhåret og med den store begavelses blanding af humor og intelligens var han fredag og lørdag det selvskrevne midtpunkt i et international forskerseminar om en af hans mest krævende værker, »Glas«. På en invitation fra Syddansk Universitet, Kolding, havde især engelske og amerikanske forskere havde fundet vej til Koldinghus for sammen med filosoffen selv at bevæge sig ind i den notorisk uregerlige tekst.

Dekonstruktion

Derrida er ophavsmanden til den såkaldte dekonstruktive filosofi. Hans hovedværker er fra slutningen af tredserne og begyndelsen af halvfjerdserne, men fik især i firserne en stor og blivende indflydelse i de fleste egne af de humanistiske studier, ikke mindst litteraturfagene. Siden er moderne skiftet igen - det gør de nemlig også på universiteterne. Ingen af hans (tidligere) danske disciple deltog i det lukkede seminar, mens enkelte måske let discipelagtige kunne beses lørdag eftermiddag, hvor der var offentlig adgang og stuvende fuldt hus.

Som andre moderne filosoffer før ham, har Derrida villet gennemtænke filosofiens samlede historie og begrebsdannelse på ny - for at kritisere dens blinde vinkler og skjulte præmisser, det vil sige dekonstruere den. Det er jo i sagens natur et stort og vanskeligt forehavende, hvilket udøver en uimodståelig tiltrækning på »åndelige bjergbestigere«, som Georg Brandes kaldte dem, der var villige til at gå op på bjerget med Nietzsches Zarathustra.

Al avanceret tænkning, der vinder stor udbredelse, må nødvendigvis banaliseres. Husmandsdekonstruktion er nu pensum på litteraturstudierne, og der findes (fandtes?) virkelig folk, der opfatter Derridas tekster som bevisførelse for forskellige radikale påstande. Blandt mange andre den om subjektets, ikke mindst forfattersubjektets død.

Den levende forfatter

Men om noget var seminaret på Koldinghus en demonstration af, hvor spillevende og vigtig forfatteren er, ikke mindst ham med navnet Jacques Derrida. Nok var der avancerede indspil og dybsindigt afprøvende sonderinger i »Glas« fra de tilstedeværende forskere, men den kollektive læsning lettede først for alvor, når manden selv var on the mike.

Sådan var det også på den åbne del af arrangementet. Fra riddersalens talerstol udlagde Derrida veloplagt gestikulerende dekonstruktionens syrede og stedvist krukkede sætninger. Men han læste også »Glas« - det mest udflippet dekonstruktive af forfatterskabets værker - ind i sin biografi. Der var pudsige anekdoter, barndomserindringer og spøjse beskrivelser af klippe-klistre-arbejdsprocessen med den mærkelig bog. »Glas« består nemlig af to sidestillede tekstsøjler, en helliget den gravalvorlige filosof Hegel og en viet den heftige franske forfatter Jean Genet, som Derrida selv omgikkedes. »Genet var min ven - det var Hegel ikke«, som han sagde.

Seminaret og det offentlige møde med den verdensberømte filosof var en fjer i hatten for arrangørerne fra dansk- og engelskstudiet på Syddansk Universitet i Kolding, men også en demonstration af forfatterens og forfatterskabets vitalitet. Det kan både tilhængere og modstandere passende skrive sig i øret. Disciplene kan overveje, hvilket lys det kaster over den dekonstruktive filosofi, at både Jacques Derrida og de selv, hans mest ivrige læsere, i dén grad bruger ham som forfattersubjekt, og at »Glas« er så velegent hertil. Modstanderne, modejunkere eller ej, kan så tage til efteretning, at vi ikke er færdige med Derrida - og han heller ikke med os: »Jeg er og jeg er ikke forfatteren til denne bog«, som han også sagde.