Danske digtere - i det 20. århundrede

Erik Svendsen

Udfordrende og umulige modsætninger

-om at skrive digterportrætter til Danske digtere i det 20. århundrede

Da jeg var spirende student var det en særegen mode hos de unge litterater som aspirerede til at få de næste stillinger på universitetet at bemærke om det følgende, at det var forfattet 'i al hast'. Det gælder i sandhed om det følgende forkortede referat - i gåseøjne - af mit indlæg på mødet i Odense d. 7 december. For en god ordens skyld vil jeg sige, at mine overvejelser er et forsøg på at skitsere min egne idealer hvad angår litteraturkritik - i forhold til den forestående opgave.

Udgangspunktet hentede jeg i David Perkins bog Is Literary History Possible? (1992), som jeg parafraserer og drejer efter forgodtbefindende. Perkins kontrasterer den narrativiserede traditionelle litteraturhistorie, som er styret af overordelnde ideer om stoffet og som vil tegne de store linjer, generalistens (sidste) store genre - med den encyklopædiske litteraturhistorie, som nærmest skal i pluralis: litteratur-historier. Dvs ikke-hierarkiserede, additivt ophobede fremstillinger af det singulære, et forfatterskab til eksempel. Den slags skrives af specialister og har enten essayets karakter eller er deskriptivt anlagt. Denne anden model er at foretrække, synes Perkins at mene. Den er ikke så ambitiøs og ikke så ideologisk penibel. Et par fordele opregner kritikeren:

Den enkelte skribent kan selv vælge sin form og dermed koble frit til litterært externe forhold (biografi, socialhistorie, mentalitetshistorie, reception af forfatterskabet osv). Fremstillingen er plotløs (modsat den narrative), intet er digression, for alt kan blive relevant.
Hvor den store fortællings narrative drøm går efter det lovmæssige og regelbundne, har den ikke-hierarkiserede en oplagt mulighed tor at åbne historie, for at heterogenisere fortiden. Giver man afkald på en totalitetsidé, frisættes det singulære.

Perkins mener yderligere at den narrativiserede litteraturhistorie er tilbøjelig til at lade den historiske kontekst sejre på bekostning af enkeltværket. Pointen er jo netop at tegne de store linjer. Netop at betone den historiske kontinuitet. For meget i baggrunden kommer til at forklare for meget i forfatterskabet. Det periodetypiske vil dominere over der unikke, det tidsfornægtende (jeg vil ikke skrive overskridende, den har vi hørt for tit). Perkins anfører B. Croce for at sige nogenlunde sådan her: "ethvert værk er unikt og kan ikke generaliseres og klassificeres". Moralen må derfor blive, at de dage er talte hvor man kan skrive litteraturhistorie, men Perkins siger i samme åndedrag at 'vi' stadig skal læse litteraturhistorier. Jeg gør Perkins ræsonnement lettere, end det er - og min pointe med inddragelsen ligger i anfægtelsen: er det at skrive små forfatterportrætter ikke lig med litteraturhistorieskrivning en miniature? Hvor er den store forskel? Ovenikøbet kolporteres forestillingen om det kohærente, myndige forfattersubjekt. En gammeldags litteraturhistoriker foretager en selektion, en generalisering, en organisering og har en synsvinkel (eller er par styrende teser). Forfattermonografien (m.m.) er en stor historie på et lavere niveau. Det gør ikke arbejdet mindre udfordrende.

Jeg registrerer en række modsigelser eller spændinger, uløselige konflikter om man vil, i portrætskriveriet:

Det ideelle må være både at skrive om et forfattersubjekt som er vektoriseret (en fin term som Søren Schou en gang har lanceret, i et opgør med - gæt selv hvilken nydannelse i litteraturvidenskaben) og dog ikke havne i en restaurering af drømmen om den ommipotente forfatter.
Det ideelle må også være at kunne skrive på detaljplanet (enkeltforfatteren, enkeltværket) og indtænke kontekst, litteraturhistoriske forhold (sic!). En fremstilling der kun går på forfatteren(s værker) kan let blive indskrænket, en fremstilling der bruger forfatteren som anledning til at snakke om generelle forhold er ligeså ubalanceret. Teksten og forfatteren kan rumme det unikke og dog være repræsentativ, eksemplarisk udtryk for ditten og datten i tiden/ genren osv.
Litteraturanalytikeren kan have og skrive på flere interesser: a) en teoretisk (der udmøntes i spørgsmål som hvad konstituerer genren/ teksten), b) en historisk (hvordan er teksten med til at danne et kontinuum i tiden og hvordan kan teksten sige noget enestående, der peger ud af tiden?), c) en genetisk-historisk (der fokuserer på, hvordan teksten er blevet til) og d) en hermeneutisk interesse. En blanding er uundgåelig, heldigvis.
Apropos hermeneutikken og portrættørernes erkendelsesproces: jeg vil mene, at der ligger et problem i spændingen mellem den tilgang som 'vi' selv har og den interesse som udgivelsens typiske læser vil have. Litteraturteorien har bevæget sig fra den tematisk orienterede tilgang til den retoriske (seneste eksempel: Pil Dahlerups Litteraturhistorieserie), fra det socialhistoriske til det æstetiske, litterariteten, fra bagomryggen teksterne til intertekstualitetens herligheder, fra teksten som blind repræsentation til der findes intet uden om teksten. OSV. Men denne i mange henseender udmærkede udvikling behøver ikke at bære fremstillingerne i værket. Mit argument er simpelt: de fleste menneskers tilgang til litteratur er bundet til det faktum, at kunst handler om det hele, om tilværelsens gåder. Båret af et forførende, fængslende sprog. Skal sagen sættes på spidsen så vil jeg foretrække at lokke læsere til og udbrede forfatterens herligheder, deres visdom, fremfor at pointere retoriske finesser. Den slags skriver vi om i højpandede tidsskrifter. Udfordringen er med andre ord at forbinde de to interesser: på den ene side skal fremstillingen være fagligt funderet (og den kan hverken være promovering til universitetet eller populistisk) og på den anden side må den for mig meget gerne give potentielle litteraturlæsere lyst til at opsøge nye tekster og forfatterskabet. Vise den nysgerrige læser at kunst formulerer erfaringer som man ikke finder udfoldet så smukt og bevægende andre steder.
Jeg vil ikke tærske langhalm på det konkrete eksempel som jeg snakkede om på mødet (Henning Mortensens novelle "Lykke" og dermed hele forfatterskabet), men gentage den principelle pointe: det er fint, hvis det er sådan at 'vi' gerne må fokusere på enkelttekster på bekostning af helhedsbilledet. Er der en perle som rummer store dele af forfatterskabet så er det fint at dykke ned i denne detalje, fremfor at give en bred, generaliseret, opremsende beskrivelse. Specielt hvis det er sådan at den suveræne tekst er mange gange bedre end forfatteren plejer at være - men det rejser øjeblikkelig det problem at man jo nødig skulle lokke nye læsere til på falske præmisser. Viser det sig at undtagelsen er enestående (sic!), ryger fremstillingens troværdighed.

Endelig snakkede jeg om en tilgang som fokuserede på sekundærlitteraturens tilgang. Eksemplet var John Chr. Jørgensens udlægning af Lean Nielsen i Hamskiftet (1984). Kritikerens læsning er overvældende tidstypisk, og det er svært at undgå en polemik imod slem-barndom-og-øl-sociologi.