Per
Krogh Hansen
Anders Bodelsen
tur-retur - mellem realisme og
modernisme
Der er både fordele og ulemper forbundet
med litterære debatter og fejder. Fordelen
er, at der kommer et bredt fokus på
litteraturen - og at læserne får at se,
at litteraturen er levende og faktisk skrevet af
forfattere, som mener noget med det de laver.
Ulempen at diskussionerne skaber nogle indgange til
litteraturen, som det så siden kan være
vanskeligt at slippe for. For selvom vi måske
nok befinder os i en tid, hvor forfatteren ikke
tilkendes afgørende betydning, hvad
angår forståelsen af et værks
værdi eller mening, så er det stadig
godt mediestof, at få fat i mennesket bag
bogen. Og det gør jo også arbejdet
lettere for såvel anmeldere som læsere.
Har en forfatter ytret sig om, at han eller hun
synes litteraturen bør bevæge sig i
den-og-den retning, så har man jo en slags
dåseåbner til forfatterens egne
værker.
Diskussionerne har ofte stået mellem
'modernister' og 'realister'. Sådan var det i
1960'erne, da ny-realister (Anders Bodelsen, Henrik
Stangerup og Chr. Kampmann) rettede skytset mod
konfrontationsmodernisterne, anført af Klaus
Rifbjerg. Men allerede symbolismens opgør
med naturalismen i slutningen af 1800-tallet kan i
bakspejlet anskues på den måde. Og
kampen er tilsyneladende endnu ikke afgjort,
hvilket 1990'ernes store litterære fejde, den
såkaldte 'radiator-debat', var et eksempel
på. Lyrikeren Niels Frank proklamerede i 1987
en vis skepsis om, hvorvidt ordet radiator havde
lyrisk potentiale. Den bemærkning samlede
Klaus Rifbjerg op i sit synderegister fra 1994,
hvori han polemiserede imod den unge verdensfjerne
lyrik. Og da Jan Sonnergaard i 1997 udgav
socialrealistiske noveller under titlen Radiator,
var der da heller ingen, der var i tvivl om, at
denne var ment som en direkte hilsen til den
skrifttematiserende litteratur, fra en ung
forfatter, som bestemt ikke følte sig for
fin til at indskrive såvel radiatorer, Netto
eller Fakta i sin kunst.
Den polemik labbede man lystigt i sig alle
steder - i avisernes anmeldelser, på deres
debatsider og i kulturtidsskrifterne. Overordnet
set en meget sund øvelse, som ikke blot
sætter fokus på samtidslitteraturen,
men også (gen)åbner den vigtige
diskussion om forholdet mellem litteratur og
virkelighed. Men samtidig gav den grundlag for
hårdhændede kategoriseringer: Niels
Frank bliver stadig i den bredere offentlighed
betragtet som en 'radiator-fjendsk' lyriker - til
trods for, at han faktisk brugte ordet i sin
digtsamling Tabernakel (1996), som i det hele taget
er meget, nå ja, 'verdensnær'. Og hvad
Sonnergaard angår, så er han i
høj grad blevet fastlåst som en slags
socialrealistisk opposition til
Frank-fløjen. Men Sonnergaards
Radiator-noveller er også stærkt
antirealistiske, hvilket så godt som ingen
ved modtagelsen gjorde noget videre ud af:
Litteraturprofessoren, der opløser sig i
plasma; spøgelserne på gangene
på Københavns Universitet, osv. Og
hvad selve titlen angår (Radiator), så
har endnu så godt som ingen overvejet, om den
kan betyde andet og mere end den blotte henvisning
til Franks radiator. Og det kan den
selvfølgelig. I samlingens sidste novelle er
der indlagt en lille historie om en rig kvinde, som
er hypotermisk (konstant frysende), som
køber en anden kvinder, der er hypertermisk
(overophedet) til at varme sin seng og dyner op.
Historien peger tilbage på, de menneskelige
relationers beskaffenhed i Radiators univers: De
velstillede bruger de dårligt stilledes armod
til at varme sig ved. Og får de ikke nok
varme i første omgang, så 'skruer' de
bare lidt op for dem. Presser dem, udnytter dem,
sætter dem i situationer, hvor de står
endnu dårligere.
Det er ikke første gang at en
litterær fejde medvirker til, at en bog eller
et forfatterskab fastlåses i en bestemt
forståelse. Et pragteksempel finder vi i
forbindelse med Anders Bodelsens forfatterskab.
På tværs af såvel de
nyrealistiske gennembrudsnoveller fra
midttresserne, som den lange række af
spændingsromaner, det er blevet til siden
Tænk på et tal (1968) er Bodelsen om
nogen blevet identificeret som mellemlagets
forfatter; en realist, hvis projekt var at
dokumentere og undersøge de nye
livsbetingelser, velfærdssamfundet
medførte.
Hans kunstneriske gennembrud var forbundet med
den kritik, som modernismen mødte i
midttresserne. Først fordi han i 1965
blandede sig i kunstfonddebatten og opfordrede
kunstnerne til at gøre noget aktivt for at
få fjernet den kløft, som var
opstået mellem dem og folket. Og året
efter fordi han var blandt deltagerne i den
såkaldte nyrealisme-debat. Anledningen var
udgivelsen af den amerikanske forfatter Mary
McCarthy's essaysamling Tværtimod (1966),
hvor hun gør sig til fortaler for en
miljøbeskrivende, reportageagtig og
dokumen-tarisk roman. I et stærkt
polemiserende forsvar for bogen, fik Henrik
Stangerup rejst en diskussion mellem nyrealister og
modernister. Bodelsen istemte blandt andet med
kronikken "Facts - dødvægt eller
poesi?" (Information d.3.-4.12 1966), som senere
skulle blive betragtet som hans litterære
manifest, og sammen med Christian Kampmann kom de
tre til at tegne den nyrealistiske fløj i
dansk litteratur.
Går man til litteraturhistoriske
værker, periodepræsentationer eller
forfatterskabsomtaler, er det også ud fra
denne debat og de standpunkter, som her kom til
udtryk, at deres indsatser beskrives: Bodelsens
bidrag var - alment betragtet - at få
Nærum butikstorv ind i litteraturen.
Stangerup fik forholdet mellem nyrealister og
modernister beskrevet som en art konflikt, og
debatten i både eftertiden og samtiden tog
synspunktet til sig. Men set i et tilbageblik er
Bodelsens bidrag faktisk mere midtersøgende.
Han indleder med at tage afstand fra begrebet
nyrealisme, som han finder diffust, og
forsøger frem for at konfrontere de to
positioner at finde deres fællesnævner.
Han skriver: "Jeg tror moderne realister og
modernister er enige om den opfattelse, at man
må forstå kollektive konflikter igennem
private konflikter, og ikke omvendt." Altså
var den ny realisme og modernismen for Bodelsen to
forskellige måder, at nærme sig en
fælles problematik på. Men sammenligner
man hans noveller fra 60'erne (Drivhuset (1965) og
Rama Sama (1967)) med for eksempel Klaus Rifbjergs
samtidige novelledebut Og andre historier (1964),
finder man dog åbenlyse forskelle. Hvor
Bodelsen tager udgangspunkt i hverdagsscener, da er
Rifbjergs meget mere radikale, og drejer sig om
f.eks. blodskam, pædofili og uforløst
homoseksualitet.
Denne forskel er oplagt en forskel i psykologisk
interesse. Hvor Rifbjerg - og med ham mange andre
prosamodernister i 60'erne - primært var
dybdepsykologisk orienteret, var Bodelsen - og med
ham andre nyrealister - mere rolle- eller
socialpsykologisk indstillet. Bodelsen tager
udgangspunkt i en konkrete situation, hvor
hverdagsmennesket nærmest ved
tilfældigheder havner i en krisesituation,
hvor det viser sig, at nye kræfter og
ressourcer kan mobiliseres. Hermed bygger han i og
for sig videre på én af den 'gamle'
realismes største dyder - han udforsker de
sociale relationers mangfoldighed. Men med det nye
element, mennesket ikke i samme grad betragtes som
skabt af en social eller biologisk arv. Den nye
situation - mellemlaget - er netop muligheden for
at få eller skabe sig et liv, frigjort af
slægten og den sociale forudbestemmelse, og
for Bodelsen giver dette et direkte udslag i, at
han så godt som aldrig beskæftiger sig
med sine karakterers fortid. Vi møder dem,
hvor de er. I den situation, de befinder sig i; den
rolle de indtager i samfundets og kulturens
spil.
Og at 'spil' er et oplagt begreb at bruge for at
forstå Bodelsens værker, er tydeligt
på flere måder. For det første
giver han ofte helt konkrete spil - skak, skuespil,
musik - centrale symbolske betydninger, som
elementer, der illustrerer den spilnatur, der
kendetegner det sociale liv.
For det andet fordi Bodelsen så
åbenlyst fremstiller velfærdssamfundets
nye sociale roller, som skal læres,
efterprøves og udvikles.
En af de ofte læste noveller er
"Signalet". En ung mand er flyttet ind i et nyt
boligkompleks og i novellen får vi hans
registrering af den komplekse omgangsform, som
kendetegner livet her. Alle er nytilflyttede. Ingen
tør tage den første kontakt til
naboen - man vil jo nødig virke
påtrængende - og en ny social
samlivsform, hvor dem man bor op ad ikke
længere er ens nærmeste illustreres.
Fortælleren af novellen kendetegnes ved, at
han i udbredt grad er reduceret til den rolle, han
spiller i det sociale spil, som illustreres. Vi ved
intet om hans erhverv, alder, familiære
baggrund eller uddannelse - alt vi får er
hans nøgterne registreringer af livsformen;
af det spil, han skal indgå i, og som
langsomt, samtidig med at det skabes, er under
opstart.
I ideologikritikkens heydays læste man
novellen som en beskrivelse af
velfærdssamfundets fremmedgørelse, og
fortællerens nærmest maniske
nysgerrighed blev opfattet som udtryk for ensomhed.
Men det giver teksten faktisk ikke noget
belæg for, og man kunne lige såvel
betragte den som en 'kunstnernovelle', hvori den
realistiske forfatter gør sig til en del af
det miljø, han vil skildre. Ikke kritisk,
men registrerende. Læser man novellen
på den måde, kan man sidestille
nyrealisten Bodelsens opgør med modernismen
med et andet opgør, som samtidig var ved at
tage form, nemlig Hans-Jørgen Nielsens og
attituderelativismens. Der er faktisk ikke så
langt mellem de to slags livssyn.
Hans-Jørgen Nielsens opfattelse af
livsverdenen som et spil med regler og roller
ligner åbenlyst den rolle- og
socialpsykologi, som er gennemgående i
Bodelsens forfatterskab.
Får man først blik for spilmotivet
i Bodelsens værker, kan det efterhånden
være vanskeligt at se andet. I dag ved vi
alle, hvordan et butikstorv ser ud, og hvordan det
er at bo i et forstadsboligkompleks. Men den
socialisering og de rollespil, som kendetegner det
moderne menneskes liv, er stadig lige vedkommende,
og står derfor stærkere for nutidens
læsere end de gjorde tidligere. I den store
marxistisk-funderede Dansk litteraturhistorie fra
80'erne, nævner Søren Schou
parallellen til attituderelativismen for
første gang, men blot som en
sidebemærkning. I en genlæsning af
forfatterskabet (og nyrealismen generelt) i dag, er
den det måske mest påtrængende
element. Ikke kun i novellerne fra tresserne, men
langt op i rækken af
spændingsromaner.
Men hvorfor så man ikke denne relation fra
starten af? Der er ingen tvivl om, at
60´er-debattens meget markante opstilling af
det nyrealistiske projekt som antimodernistisk,
bærer det væsentligste ansvar. For
samtidig med, at den bragte realismen tilbage
på den litterære dagsorden,
fastlåste den nyrealismen i en måde at
læse på, som det kan tage årtier
at komme fri af. Men sådan er det så
heldigvis også. Litterære fejder
forgår, men litteraturen består. Til
fortsat nylæsning. Og det er stadig en god
idé at læse Bodelsen.