Jon
Helt Haarder
Portræt af
digterportrættet
- en smidig og
slidstærk genre
Med den franske
kritiker og litteraturforsker Charles-Augustin
Sainte-Beuve (1804-69) blev digterportrættet
den centrale genre for samtalen mellem den gryende
litteraturvidenskab og det store publikum. At det
forholder sig sådan, er evident, hvis man
kaster bare et overfladisk blik på
litteratur-forskningens og -formidlingens videre
udvikling. Langt op i vort århundrede har
forskere og forfattere følt det
nødvendigt at diskutere med Sainte-Beuve -
at skrive mod og/eller med ham. Det gælder
ikke mindst i Danmark, hvor digterportrættet
i Georg Brandes (1842-1927) fik en visionær
og velskrivende mester.
Digterportrættet
- en formidlingsform mellem gammelt og
nyt
Men hvorfor fik
genren denne centrale placering? Det er der dels en
række litteratursociologiske og
mediehistoriske grunde til, dels en række
mere snævert litteraturteoretiske og
-historiske. Det er de sidste, der er emnet
her.
I løbet af 1800-tallet opstod moderne
litteraturvidenskab. Den blev fra begyndelsen
præget af positivismen; af kausale
forklaringsmodeller som blev importeret fra de
empiriske naturvidenskaber. Forfatterens biografi
kom da til at svare til de mekaniske årsager,
som fysikken, kemien og biologien havde som emne -
heraf f.eks. digterportrættets
gennemslagskraft. Men da en litterær tekst
ikke er noget objekt i fysisk forstand betød
denne import og den påfølgende
betoning af forfatterens liv en slags ontologisk
decentrering af litteraturvidenskaben: en
positivistisk-biografisk litteraturforskning
studerer i virkeligheden slet ikke litterære
tekster, men årsager til, at en bestemt
person skriver en bestemt bog. Både
Sainte-Beuve og hans yngre samtidige Hippolyte
Taine (1828-1993) var interesseret i at gøre
studiet af litteratur til en eksakt videnskab.
Deres model herfor var i princippet at studere
relationerne mellem værk og forfatter, at
finde en given litterær teksts biografiske
årsager. Denne psykologisering var i
øvrigt en gennemgående tendens -
også erkendelsen generelt blev forrige
århundrede igennem opfattet i psykologiske
termer.
Det kunne da se ud, som om digterportrættets
succes betegner positivismens indmarch i
litteratur-forskningen. Sådan forholder det
sig også, men kun i nogen grad. Det er
oplagt, at især Taine - men også
Sainte-Beuve og Brandes - hylder videnskaben,
fremsætter positivistisk klingende
programerklæringer og også i deres
praktiske arbejde med litteratur forsøger at
gå bag om teksten til dens årsager i
forfatterens psyke og samtid. Litteraturen bliver
på den måde middel for et mål:
Sainte Beuves "psykologiske Studium af den
menneskelige Karakter" eller Taines fremstilling af
"et Folks Sjæleliv"1.
Man skal i øvrigt her huske, at selv om
denne måde at betragte litteraturen på
forskyder interessen fra teksten til dens
årsager, ja så er der også en
række gevinster ved den, som mange i dag
tager for givet: frem for alt historiseringen af
teksten; den tanke at den er en meddelelse, der
kodet ind i en bestemt sammenhæng skal
afkodes i en anden.
Ikke desto mindre skjuler der sig i tidens
videnskabelige løsen, psykologien, en arv
fra romantikken af anseeligt omfang; noget som er
tydeligt hos både Sainte-Beuve, Brandes og
faktisk også Taine 2.
Deres biografisk-psykologiske metode er nemlig
på mange måder en videreførsel
af romantikkens geniæstetik, ligesom
både den litterære biografi og
digterportrættet kan siges at stå i
forbindelse med den kristne kirkes hagiografier og
antikkens beskrivelser af store mænd.
Brandes' ubehag ved Taines formler hænger
nøje sammen med, at det for ham var vigtigt
at fastholde både den store ener og
litteraturens faktiske
kompleksitet.3
Digterportrættet fungerede da som en
formidlingsform i flere betydninger. For det
første formidlede den mellem
litteraturforskning og litteraturjournalistik, for
det andet mellem en veletableret romantisk
genidyrkelse og en gryende litteraturvidenskab af
psykologisk tilsnit. Spørgsmålet er
så, om digterportrættet i dag kunne
formidle mellem en forfatterløs
litteraturvidenskab og et forfatterfikseret
bogmarked, mellem en slidt mistænksomhed
overfor subjektet og en fornyet tro på dets
delvise myndighed. Vi får at se.
Arven fra Georg
Brandes
Jeg skal nedenfor
forsøge at karakterisere
digterportrættet som genre i en dansk
sammenhæng. Når jeg fremhæver, at
der er tale om en karakteristik, er det for at
lægge afstand til den forestilling, at en
genre er noget, der skal defineres. En genre
er et historisk givet og foranderligt sæt af
vedtægter og forventninger, ikke en
ahistorisk klasse af elementer. Principielt
må en genre i sig selv vel tilskrives visse
inhærente egenskaber, men disse er
næppe tilgængelige an sich udenom den
litteraturhistoriske optik, hvori-gennem genren
opfattes.
Sainte-Beuve skiftede livet igennem synspunkter og
tilgange, ligesom han betonede sit emnes
kompleksi-tet. Brandes havde et skarpt blik for sin
inspirators omskiftelighed
4,
men som vi har set, løber flere
strømninger faktisk sammen i
digterportrættet. Eklekticisme er mere end en
psykologisk ejendommelighed ved genrens
første store udøver. Eklekticisme er
et genretræk.
Sammenligner man de første tre
portrætter i Det moderne Gjennembruds
Mænd får man en fornemmelse af
genrens spændvidde. Portrætterne af
Bjørnson og Ibsen er fuldgyldige
sådanne, der sammenfatter forfatter og
værk i en typologisk formel: Bjørnson
er den folkelige og optimistiske agitator, Ibsen
den aristokratiske og pessimistiske ener. Disse to
portrætter tegnes i en psykologiske
for-ståelsesramme, og de synes at flytte
fokus fra værk til forfatter. Men faktisk har
portrætterne ikke de to norske forfatteres
indre sjæleliv som endemål. Brandes'
portrættegning fungerer snarere som en
kobling mellem tekstanalyse og redegørelse
for forfatterens offentlige rolle og funktion.
Specielt kendte forfattere er i høj grad med
til i offentligheden at installere den måde,
hvorpå de skal læses, og
sammenhængen mellem tekster og forfatterrolle
er på den måde af central
litteraturhistorisk interesse.5
Portrættet af Jacobsen indeholder også
biografiske data, ligesom den afsluttes med
følgende opfordring til unge forfattere:
"Hvad unge Forfattere kunne og bør
lære af Jacobsen, det er som han at blive sig
selv." 6
Men det psykologiske ordvalg i citatet er rendyrket
metonymisk, idet Brandes' portræt af Jacobsen
ikke handler om Jacobsen. Brandes placerer
Jacobsens forfatterskab i en sprog- og
litteraturhistorisk sammenhæng. Han giver
også lidt biografiske data, ligesom han
diskuterer begrebet tendens - og er her langt mere
skarp og avanceret end det fjollede dictum om
problemer under debat, han altid skal klandres for.
Brandes skriver om "Tendensromaner, i hvilke
Skribenten hvert Øjeblik stikker sin
moralske eller religiøse Pegepind ned over
Læserens Skulder."7
Men størstedelen af portrættet
går med indgående analyser af Jacobsens
tekster med henblik på det
litteraturteoretiske problem, som Lukács
senere stiller skarpt på i "Erzählen
oder beschreiben?"8:
nemlig forholdet mellem beskrivelsens statiske
fordybelse og fortællingens fremdrift. Med
portrættet som ramme nærmer Brandes sig
altså et principielt litteraturteoretisk
spørgsmål af største vigtighed
for ham selv og for enhver litterat, der vurderer
litteraturens små historier i forhold til
virkelighedens Store. Sat lidt på spidsen kan
man sige, Brandes som kritiker ubesværet
analyserer og karakteriserer Jacobsens stil, mens
Brandes som forvalter af den store fortælling
om fremskridt og oplysning ikke kan forlige sig
med, at Jacobsens hang til beskrivelse tager magten
fra netop fortællingen i begge de store
romaner: Niels Lyhne tager læseren med
"gjennem en Allé af Bipersoner", mens det om
Marie Grubbe hedder, at "Heltindens Levnet er den
Snor, på hvilke de løse Billeder ere
trukne"9.
Og det er ikke rosende ment.
Et digterportræt kan i den ene ende af
skalaen være en renlivet psykologisk
karakteristik af et menneske, mens portrættet
midt på skalaen bruger portrætteringen
til at bestemme forholdet mellem litterære
tekster og forfatterrolle. I den anden ende kan
portrættet og de biografiske data
udgøre en bekvem ramme en diskussion af et
litteraturteoretisk problem. Og der er ikke noget,
der forhindrer, at man betjener sig af hele
skalaen, som Brandes gør det i sit
portræt af Schack Staffeldt.
Som vi har arvet digterportrættet fra
Brandes, er det en rummelig og smidig genre, der
kun tilsyneladende implicerer en bestemt - nemlig
den biografisk-psykologiske -
litteraturtilgang.
Portræt og
biografi - essay og roman
Med nogen
forsigtighed kan man knytte den moderne
litterære biografi til den moderne roman.
Forholdet kan beskrives på følgende
ekstremt generaliserende og forsimplede facon: den
moderne roman etableredes i 16- og 1700-tallet,
idet et narrativt subjekt overhovedet kunne
tænkes ud af det givne - en frisætning
der siden blev enhver kunstners og siden igen
enhvers skæbne. I og med kunstneren, i denne
sammenhæng altså forfatteren, blev
fritstillet på markedet, blev forfatteren som
figur tidligt og i eminent grad repræsentativ
for en livsform, som gradvist blev manges.
Både romanhelt og biograferet forfatter kan
da ses som prototyper på det autonome
subjekt, der løsrevet fra overleverede
sandheder skal skabe en sammenhængende bane
gennem tilværelsens gennemgribende
kontingens.
Størrelser som dannelse og udvikling blev
dermed centrale ikke bare for romanen, men
også for den litterære biografi. Og da
genren i sig selv forudsætter, at biografen
dækker hele det beskrevne liv - eller i hvert
fald det vigtigste - kan man konkludere, at den
moderne litterære biografi er en stor genre,
der indholdsmæssigt bæres af et eller
andet begreb om udvikling; begge dele knytter den
litterære biografi til romanen.
Digterportrættet er derimod en lille genre,
en underafdeling af essayet. At kalde noget et
portræt implicerer selvsagt, at nogen
portrætteres, afmales. Sammenlignet med
biografien er portrættet dermed principielt
statisk. I stedet for biografiens fokus på
udvikling, hvilket anskuet rent tekstuelt er det
samme som handlingen i en fiktiv tekst, tilbyder
portrættet at føje forskellige brikker
sammen til et billede af en person.
Denne sammenføjning bæres da ikke af
fortællingens fremdrift, men har snarere en
deskriptiv og argumenterede karakter - man
læser altså ikke et digterportræt
'for plottet'. Digterportrættet tillader ind-
og udzooming - fra sladder over breve til
tekstanalyse - der ikke skal motiveres i forhold
til handlingens røde tråd, men snarere
bæres af skribentens vilje til at
følge sit eget hoved og/eller et mere
abstrakt ræsonnement baseret på
analyse. Som erstatning for handling og udvikling
fungerer den karakteristiske ejendommelighed;
hyppigt et kropsligt karakteristikum der
koncentreret sammenfatter person og værk.
"Man behøver kun at have skimtet
Bjørnson for at se, hvor fortræffelig
han af naturen var rustet til den hede Dyst, som
det litterære liv i Reglen", begynder Brandes
portrættet af Bjørnson
10.
Truslen mod digterportrættets redelighed
ligger da ikke i overdrevet fokusering på
udvikling, men i fristelsen til slagkraftig
reduktion ved hjælp af et tilfældigt
ydre træk.
Temperamentslære
og videnskab
Den litterære
biografi er dynamisk refleksiv i den forstand, at
dens emne er sammenhængen mellem forfatteren
ude i verden og hans eller hendes indre univers i
de litterære tekster. Biografien
kortlægger den biograferedes udvikling ved at
fortolke sin hovedpersons fortløbende
selvfortolkning.
Biografien har da principielt samme
fortælletekniske plot/fabel-struktur som
romanen, og man ser da også meget hyppigt, at
rekonstruktionen af en forfatters liv bliver
vehikel for biografens selvfortolkning (at
altså biografien bliver fabel for biografens
skabelse af plot).11
Dermed bliver spørgsmålet om den
litterære biografis referen-tialitet endog
meget intrikat, idet biografien så at sige er
en helgardering: den kan ikke alene holdes fast
på sin historiske sandhedsværdi eller
mangel på samme, men insisterer omvendt
på sin faktuelle karakter, og det i dobbelt
forstand: den handler jo både om biografen og
den biograferede forfatter.12
Det er helt oplagt, at også portrættet
fortolkende bevæger sig fra teksten til
forfatteren og retur, men fortolkningens emne er
ikke så meget den biograferedes udvikling,
men snarere en statisk typologi. Hyppigt er der
tale om en mere eller mindre erkendt arv fra
temperamentslæren, som når Brandes
karakteriserer Bjørnson som "sangvinsk og
solkjær" 13,
eller beskriver Staffeldts liv og værk, som
det "opruller sig på en Baggrund af
haardnakket Melankoli, der øjensynlig var
udsprunget af et sart, altid skrøbeligt
Helbred og et medfødt Anlæg til at
tage tungt på Alting".14
Digterportrættet forbinder den gamle
temperamentslære med det 19.
århundredes naturvidenskab.
Temperamentslæren giver en slags
sammenfattende formler for de
årsagsrelationer, der hævdes at
være mellem teksten og dens forfatter; ikke
ulig omend lidt snævere i sigtet end Taines
berømte og berygtede treenighed: race,
miljø og moment.15
Den litterære biografis fokus på
udvikling har gjort den til en oplagt genre for
sammenfattende litteraturanalyse af psykoanalytisk
og kulturhistorisk art. Den kan fortælle den
lille historie og via dén også den
store - og har samtidig netop i sin
fortællende karakter en enorm folkelig
gennemslagskraft. Men man siger, at de store
historier er døde, at historien ikke
bevæger sig i en bestemt retning. Og man
betvivler i dag, hvad Freuds og andres psykologiske
fortællinger egentlig henviser til, ligesom
man diskuterer, hvorvidt den freudianske
fortælling overhovedet har terapeutisk
værdi.
Digterportrættet kan derimod rumme de seneste
års fokus på rent legemlige
årsager til psykiske tilstande - det har jo
netop sine rødder i en slags
naturvidenskabelig determinisme, der ikke
fortæller historier. Og fordi
portrættet ikke er afhængigt af at
narrativisere sit emne, er genren overhovedet sit
emne nærmere; det skulle altså i den
forstand være en sandere
genre.16
Men spørgsmålet er så, om dette
også gælder, hvis
digterportrættets formål ikke er af
psykologisk art.
I øvrigt kan digterportrættet godt
indlåne biografiens udviklingsdymanik, som
ét blandt flere karakteristika.
Portrætterne i Det moderne Gjennembruds
Mænd er således monteret i Brandes'
store fortælling: den om det moderne
gennembrud. Specielt i portrætterne af
Bjørnson og Schandorph betegner det moderne
gen-nembrud også et personligt gennembrud, et
omslag i tilværelse og
forfattergerning.
Hvad
portrætterer
digterportrættet?
Det hedder et
digter-portræt, og genrens vise fædre
betonede i hvert fald i teorien, at litteratens
videnskabelige opgave var at bevæge sig fra
tekst til digter. Hvordan kan man så
diskutere, hvad digterportrættet
portrætterer?
Ser man bort fra ønsket om ved hjælp
af studiet af digterne at grundlægge en
naturvidenskabelig psykologi, er grunden til, at
Taine, Sainte-Beuve og Brandes skrev om en bestemt
person, at denne var forfatter. Specielt Taine
priste de litterære tekster for deres
værdi som "Aktstykker" og "overordentligt
fintvirkende Redskaber" i opbyggelsen af en
sådan psykologi 17.
Men det korte og det lange er, at de tre herrer
beskæftigede sig med litteratur og
søgte at fundere videnskaben om den.
Digterportrættet tilbød sig som en
egnet genre for fremstilling og formidling af den
biografisk orienterede litteraturvidenskab, de
praktiserede. At afskrive Sainte-Beuves og Brandes
digterportrætter som per definition aldeles
uvidenskabelige og totalt psykologiserende ville
imidlertid være meget uretfærdigt.
Digterportrætterne indeholder store
mængder litteraturanalyse, som man sagtens
kan diskutere med i dag.18
Og det er ingen tilfældighed; nok var
endemålet psykologisk, men vejen ad hvilken
litterær. Digterportrættet er
også et portræt af nogle
litterære tekster.
Både Sainte-Beuve og Brandes betonede, at
deres virke som kritikere var en slags
kunstudøvelse. Her Brandes om
Sainte-Beuve:
For skribenten er
den kunstart den højeste, i hvilken han
fuldest kan lægge sit væsen for dagen,
og gives der end en åndernes rangforordning,
er det højest tvivlsomt, om der gives en
rangforordning mellem kunstarterne, når
kunstarten eller faget er blevet omdannet af den
frembringende til dennes ejendommelige,
næsten personlige organ.
19
Digterportrættet
kan altså som den litterære biografi
have en dobbelt refleksiv karakter, det handler
også om skribenten selv. For Brandes som for
Sainte-Beuve er digterportrættet (også)
et portræt af en portrættør, der
samtidig er eller kunne have været
digter.20
Men læg vel mærke til, at Brandes
ovenfor hævder det ret nøgterne
synspunkt, at skribenten investerer sig formelt,
bemægtiger sig genren snarere end den
forfatter, der beskrives. Tilsyneladende betyder
dette, at skellet mellem forsker og forfatter
sløres - og så kan man ellers
høre et helt vognlæs af
post-strukturalistiske godtkøbssandheder
komme væltende. Men faktisk opretholdes
skellet. Det, Brandes påpeger, er noget helt
andet, nemlig at kritikeren i kraft af sine evner
som læser og skribent kan blive til en
forfatter. Og Brandes og Sainte-Beuve har ret: de
er jo begge gået fra at høre til
kritikernes hurtigt glemte skare til det mere
eksklusive og mindeværdige selskab af
forfattere, om hvilke sekundærlitteraturen
vokser op - f.eks. en artikel som den
nærværende.
Biografismens
videnskabsteori
Jeg skrev ovenfor,
at digterportrættet principielt bedre end
biografien skulle kunne fastholde
ikke-fortællelige psykologiske
determinationer af f.eks. neurofysiologisk art. De
positivistiske ambitioner på genrens vegne
har på den måde overlevet det 20.
århundredes narrativisering og
'nominalisering' af humanistisk videnskab. Men
samtidig er biografismen - hvormed jeg blot mener
enhver indragelse af forfatteren i
litteraturanalyse - overhovedet blevet dømt
ude som helt ulitteraturvidenskabelig. Som medium
for psykologisk portrættering skulle
portrættet altså være gangbart,
mens det tilsyneladende forholder sig anderledes,
hvis man idag ønsker at bruge genren til at
skrive om litteratur.
Den manglende videnskabelighed i den
biografisk-psykologiske teori om litteratur bunder
i første omgang i dens
oprindelsesmytologiske karakter. Når man i en
positivistisk biografisme bevæger sig fra
manden til værket 21,
er det for at blotlægge
årsagssammenhænge, men
spørgsmålet er, hvad disse egentlig
forklarer. Svaret er: en kausalforklarende
biografisme kan muligvis forklare tekstens
tilblivelse - dens oprindelse - men overser at
teksten ikke dermed er forklaret som tekst. Det
hænger sammen med, at den litterære
tekst ikke er noget objekt i fysisk forstand, men
et system af relationer og funktio-ner, der ikke
har årsagsforklaringer behov.
Dermed skulle den biografiske determinisme
være ude af billedet i en litterær
sammenhæng. Tilbage er
spørgsmålet, om enhver inddragelse af
forfatteren dermed er ugyldiggjort.
Kommunikation forudsætter intention, det
gælder også litterære tekster.
Men den litterære teksts intentionalitet er
af en radikalt anden art end almindelig
kommunikation. Modtageren af en alminde-lige
sproglig meddelelse skal ved hjælp af
meddelelsen selv kombineret med afsenderens og
modtager-ens egen kontekst rekonstruere, hvad
afsenderen mente. Læseren af en
litterær tekst skal derimod rekonstruere,
hvad teksten 'mener'. Læseren kan jo ikke
gå ud fra, at 'jeg' i teksten henviser til
den empiriske forfatter. 'Du' er ikke læseren
selv, og Dr. Frankenstein ikke en praktiserende
læge i nærheden. Læseren må
i fortolkningen af en litterær tekst
konstruere den "implicitte afsenders
intention"22,
eller som det hyppigere hedder: den implicitte
fortæller.
Dermed skulle vi så også være
sluppet af med forfatteren én gang for alle,
idet de ligheder mellem den implicitte afsender og
den empiriske forfatter, der givetvis kan udfindes,
ikke har relevans for fortolkningen af teksten som
litteratur. Jeg har dog tre indvendinger imod en
generel afvisning af forfatterens relevans (og
bemærk venligst, at jeg ikke udelukker, at
man af metodiske grunde kan se bort fra
forfatteren).
For det første er den kontraintuitiv. Man
skal nærmest slå knuder på
hjernen for at holde den faktiske forfatter ude fra
den af teksten konstruerede afsenderhypotese. Der
er meget gode grunde til at gøre sig
ulejligheden, men man må altid overveje, om
det, at en teori er kontraintuitiv, eventuelt
skulle være tegn på en brist i
teorien.23
Man siger i øvrigt også: har du
læst den nye Grøndahl? Og knytter
dermed tek-sten til om ikke andet så
egennavnet. For det andet kredser en endog meget
stor del af litteraturen om præcis relationen
mellem implicit afsender og empirisk forfatter. Har
'jag' August Strindberg fra Inferno intet
litterært relevant med den empiriske
forfatter ved navn August Strindberg at skaffe?
Kunne man ikke hævde, at den i modernistisk
lyrik udbredte forestilling om afpersonalisering
forudsætter læserens forventning om
forfatterintention for at virke? Endelig er der det
pudsige faktum, at vi i det store og hele kun gider
læse forfatternes poetikker - ikke
litteraturforskeres eller andres. Det må da
være fordi, der består en særlig
sammenhæng mellem digte, digter og
digtning.24
For det tredie gør den vilde antagelse, at
tekstens forfatter faktisk har skrevet den, det
noget nemmere at bedrive litteraturhistorie.
Tekstens udsigelse er i sidste instans forankret i
en empi-risk afsender, og selvom en eventuel kausal
relation mellem denne afsender og tek-stens interne
organisation ikke er litterært relevant - ja
selvom man ligefrem gør det til defintionen
på fiktion, at denne forbindelse er klippet
over 25-
så indgår teksten i et større
univers, der så at sige krummer sig om det
empiriske afsendersubjekt. Enhver tekstanalyse, der
ønsker at udtale sig om andet end cusper og
grundstrukturer, må gå gennem
forfatteren, hvis ikke sammenhængen mellem
teksten og den ekstra-tekstuelle verden skal
være rendyrket magi.
Heraf følger to konklusioner: for det
første er en moderne biografisme ikke en
'metode', men del af en eklektisk tilgang til
litterære tekster, der både vil
beskrive tekstens interne organisation og dens
litteraturhistoriske sammenhænge. For det
andet er biografismen ikke en tekstanalytisk
nødvendighed - selvbiografier undtaget. Den
er et redskab, hvis anvendelse må begrundes
pragmatisk, og hvis anvendelighed også
hænger sammen med dens
formidlingsmæssige fordele.
Digterportrættet
i dag
Ser man på
bogmarkedet i dag, finder man enorme mængder
biografisk og selvbiografisk præget
litteratur, mens samlinger af
digterportrætter må siges at
høre til sjældenhederne. Dette
afspejler selvsagt det kommercielle magtforhold
mellem roman og essay generelt. Ikke dest mindre er
portrættet stadig i brug. Dels bruges det
mere eller mindre eksplicit af en lang række
dagbladsanmeldere som en slags forståelses-
og formidlingsramme, dels er det meget svært
at komme udenom, når litteraturhistorie skal
skrives. Ser man f.eks. på Nordisk
Kvindelitteraturhistorie (1993-97) er det
tydeligt, at værket gradvist overtages af. .
. digterportrætter. Og én af grundene
til, at Gyldendals litteraturhistorie (1984-85)
undertiden kan være svær at bruge, er
netop, at den kvier sig ved at opgive det
totaliserende overblik og overgive sig til
portrættets mere lokale sandheder. Endelig
bruges digterportrættet i et af de mest
anvendte litterære opslagsværker,
nemlig Danske digtere i det 20.
århundrede, som snart udkommer for fjerde
gang.
Nu som før er digterportrættet knyttet
til formidlingen, den brede forståelse af
litteratur, og til studiet af sammenhængen
mellem tekstens interne organisation og dens
historiske sammenhæng. Men hvor biografen og
biografien konkurrerer med (lukrerer på?) de
forfattere og tekster, som før var deres
emne, dér holder portrættet stadig sit
emne ude på en arms længde for at
præsentere det. Dermed er det som analytisk
og formidlende genre principielt mere
vederhæftig end biografien, der til
gengæld i langt højere grad kan spille
et speget og underholdende tekstualistisk spil
mellem forfatter, forfatterskab og skribent.
Forfattergalleriet i en given periode, f.eks. det
tyvende århundrede, kan ses som en pendant
til skrivebordet på en computer. Herfra kan
man ved hjælp af intuitivt fattelige symboler
manøvrere sig rundt i størrelser og
stof, der anskuet efter formelle eller tematiske
principper ville være helt uoverskueligt. At
bedrive tekstanalyse og litteraturhistorie ved
hjælp af forfatterens person er ikke
nødvendigvis det samme som at
underlægge sig biografisk mytologi. Det kan
være som at gå fra dos til windows i
litteraturforskningen. Og med dén metaforik
har jeg peget på, at forfatterne ikke er
nogen anakronisme i akademisk sammenhæng - vi
vil tværtimod se dem komme tilbage sejlende
mellem den dårlige biografismes Skylla og den
forfatterløse litteraturvidenskabs
Karybdis.
Til
dokumentets top
Noter
1.
Mette Winge: Kritikhistorie. En antologi,
København 1972, hhv. s. 127 og s.
138.Retur
til tekst
2.I det hele taget skal man
passe på ikke at forsimple Taines
modsætningsfyldte forfatterskab. Se Rene
Wellek: "Hippolyte Taine" i: A History of
Moderne Criticism 1750-1950, bd. 4, London
1966, for en fortrinlig gennemgang.
Retur
til tekst
3. "At forklare Alt i
Konstværket ud fra en Idee, bliver
nødvendigvis af flere Grunde kun
tilnærmelsesvis muligt" skrev Brandes i
Den franske æsthetik i vore Dage. En
Afhandling om H. Taine [1870], her
citeret fra Mette Winge: Kritikhistorie, s.
144. Retur
til tekst
4.
I Hovedstrømninger indledte Brandes
simpelthen sit portræt af Sainte-Beuve med en
præcis karakteristik af denne
ejendommelighed. Karakteristikken fungerer som
nøgle til portrættet og kulminerer med
denne næsten tragikomiske passage: "Ja, end
ikke den enkelte artikel formåede han at
fortætte om et midtpunkt; han gemte sine
bedste indfald i bisætninger, sine mest
oplysende tanker i anmærkninger. Han smulede
sit livsbrød ud i krummer. Han nedlagde sit
guld, som bønderne i gamle dage gemte deres,
i mørke kroge, i sprækker under gulvet
og i væggen, på kistebunden og i
strømpeskaftet: han formåede ikke at
støbe figurer deraf." (Den romantiske
Skole i Frankrig, København 1967, s.
280). Retur
til tekst
5.
Michel Foucault har i en artikel, hvis hensigt
ellers er at afskaffe forfatteren, givet virkelig
gode tips til en analyse af de forfatterfunktioner,
der etableres i feltet mellem empirisk person og
implicit fortæller. Se hans "What Is an
Author", i: Josué V. Harari: Textual
Strategies. Perspectives in Post-structuralist
Criticism, Ithaca NY, 1979. Anne-Marie Mai har
gjort mig opmærksom på, at specielt i
forbindelse med nyere lyriske forfatterskaber er
det uhyre interessant at iagttage, hvordan digterne
i meget forskelligt omfang har held med og evne til
at institutionalisere læsningen af deres eget
forfatterskab ved hjælp af poetikker,
debatindlæg, interviews, oplæsninger
etc. Sammenlign f.eks. Søren Ulrik Thomsen
med Bo Green Jensen; Thomsens person og poetik har
haft så stor gennemslagskraft, at han og den
er blevet en norm, som også andre lyrikere -
f.eks. Green Jensen - må vurderes
efter.Retur
til tekst
6.
Det moderne Gennembruds Mænd,
København 1883, s. 207. Retur
til tekst
7.
Ibid s. 156. Retur
til tekst
8.
Publiceret 1936, på dansk i Lukács:
Essays om realisme, København 1978. Essayet
er i øvrigt interessant derved, at
forfatterens fremhævelse af
fortællingen på beskrivelsens
bekostning ender ovre i retning af Nietzsches
beskrivelse af forholdet mellem det apolliniske og
det dionyniske fra Geburt der Tragödie. Stik
imod hensigten kommer beskrivelsen til at
fremstå som medium for den uformidlede
virkelighed, mens fortællingen giver denne
form - kaster et nødvendigt
skønhedens slør over
tilværelsens gru. Retur
til tekst
9.
Det moderne Gjennembruds Mænd, hhv. s.
190 og s. 172. Retur
til tekst
10.
Det moderne Gjennembruds Mænd, s.3.
Retur
til tekst
11.
Hos Keld Zeruneith kan man således læse
om, hvordan arbejdet med hans Ewald-biografi
forårsagede magerhed, sygelighed og
skilsmisse. Og sjovt nok skal dennne biografens
selvbiografi tjene som modargument overfor en
fremsat kritik for at banke Ewalds tekster på
plads i individuationstankens skemaer. Se "Det hele
menneske. En ny biografi i praksis og utopi", i
Zeruneith (red): Livsformer. Otte bidrag om
biografi, København 1998.
Retur
til tekst
12.
Zeruneith kridter i samme artikel problemet op med
følgende (temmelig misvisende) terminologi
"Konklusionen bliver, at biografien som sådan
er min, ingen tvivl herom. Den er skabt og betinget
af mine valg, tolkninger. Derimod er
portrættet, den giver, den
pågældende persons eget, helt og
holdent." (Ibid s. 181). Zeruneith mener dog at
have fundet en formel, der kan løse
problemet, idet de to størrelser i sidste
ende refererer til det samme: "Konstitutionelle,
elementære livsforestillinger". (Ibid. s.
182). Retur
til tekst
13.
Det moderne Gjennembruds Mænd, s. 4.
Retur
til tekst
14.
"Schack Staffeldt", her citeret fra Danske
Digterportrætter, København 1964,
s. 7. Retur
til tekst
15.
Denne formel er i øvrigt bedre end sit
rygte. Race har intet med nazisme at gøre,
som regel er termen synonym med folkeånd
eller nationalkarakter (Taines store interesse).
Miljø kender og bruger vi jo stadig, mens
moment i virkeligheden er en overflødig
term, da den betyder noget i retning af summen af
de to øvrige. Alt i alt skal treenigheden
blot placere teksten i sin geografiske, historiske
og sociologiske sammenhæng. Om man så
er enig i denne praksis er noget andet.
Retur
til tekst
16.
Passagen er noget komprimeret. Jeg henviser til
Jean Petitot: "Erkendelsen som værdi" i
Kritik 125/126, 1997, for en ordentligt
udfoldet præsentation af forestillingen om en
humanistisk og samfundsvidenskablig forskning
præget af "metodologisk ateisme", som
altså giver afkald på
fortællingens tillokkende, men også
hyppigt vildledende mytologisering af den
videnskabelige erkendelse. Retur
til tekst
17.
Hippolyte Taine i den berømte indledning til
Den engelske Litteraturs Historie, her
citeret fra Winge: Kritikhistorie, s. 137.
Retur
til tekst
18.
Brandes' analyser i portrættet af Staffeldt
er blandt de bedste, vi har.
Retur til tekst
19.
Den romantiske Skole i Frankrig,
København 1967, s. 278-79. Retur
til tekst
20.
I øvrigt går denne refleksive karakter
igen også hos andre skribenter. Ser man
f.eks. på Ib Bondebjergs portræt af
Hans Kirk i tredie udgave af Danske digtere i
det tyvende århundrede, bd. 2,
København 1981, er det tydeligt, at den
modsætning mellem "den kommunistiske
katekismus" (s. 229) og dialektisk materialisme med
blik for "den historiske modsætningsfyldthed"
(s. 230), som Bondebjerg finder og kritiserer hos
Kirk, i ligeså høj grad hjælper
Bondebjerg med at artikulere sit eget standpunkt,
der så igen kan strukturere hans
fremstilling. Retur
til tekst
21.
En almindelig metafor for dette forhold, der
på én gang er deskriptiv og
legitimerende, er "Som Træet, saa Frugten".
(Sainte-Beuve, her citeret fra Winge:
Kritikhistorie, s. 127). Sjovt nok har
Johnny Kondrup funder samme metafor hos
Oehlenschläger: "Har Frugten af et Træ
behaget og vederqvæget mig, så vender
jeg min Opmærksomhed til træet selv;
jeg undersøger dets Natur, dets Oprindelse,
det Clima, hvori det voxer o.s.v. Saaledes en
Forfatters og især en Kunstners Personlighed,
naar hans Værker have gjort et dybt Indtryk
på os. Kunstens Værker ere mere end
alle andre afhængige af Forfatterens Livs
Omstændigheder og hans private Characteer; og
skjønt vi komme senere til Erfaring om
Manden, end om Arbejdet, saa hører han dog i
en kritisk Undersøgelse først. Den
naturlige Orden er for det meste den bedste; og
naar vi først kjende Aarsagen, så
bliver os Virkningen altid lettere forklarlig."
("Om Evalds Liv og Værker. (Et Fragment)",
Athene, oktober 1813, s. 290. Her citeret
fra Johnny Kondrup: Livsværker. Studier i
nordisk litterær biografi,
København 1986, s.35f). Retur
til tekst
22.
Udtrykket er Anders Skovs, se hans "Udsigelse og
fiktion" i: Almen Semiotik nr. 13, 1997.
Retur
til tekst
23.
Enhver, der har prøvet at undervise i
litteratur, ved, hvilket besvær det kan volde
at få de studerende til at beskæftige
sig med tekster og ikke med mennesker: man beder om
en analyse af "Babettes Gæstebud" og
får en redegørelse for Blixens forhold
til sin far. Men det er nu ikke kun grønne
litteraturstuderende og blødt
indfølende litterater, der ikke kan eller
vil skelne mellem forfatter og implicit afsender.
En ret hårdnæset narratolog som Gerard
Genette afviser, at det overhovedet skulle
være nødvendigt (Narrative
Discourse Revisited, Ithaca NY 1988). Efter min
mening er skellet uomgængeligt, men at
opretholde det betyder jo ikke, at man afviser
enhver sammenhæng. En gendrivelse i fuld
skala af anti-forfatter-teorien findes i Sean
Burkes velskrevne, engagerede og belæste
The Death and Return of the Author, (1992),
2. udg. Edinburgh 1998. Retur
til tekst
24.
Jeg skylder Povl Schmidt denne iagttagelse.
Retur
til tekst
25.
Se Anders Skovs ovennævnte artikel, hvor han
med Per Åge Brandt definerer på den
måde. Retur
til tekst